106

Det er ganske sandt, hvad jeg nu fortæller;om en smaagut er det, historien melder;han skjød en bjørn, vidste neppe hvordan —han skyder nok fler, naar han bliver mand.Det var et sted der nordenfjelds,107hvor bamsen i sin lodne pelsspadserer om i mark og skovog lever, som han kan, af rov.

Det var en tidlig morgenstund,at bonden skræmtes af sin blundved bræg og brøl i stald og fjøs.Han skjønte, her var udyr løs,og for i klæderne paa standog ud af døren i et sæt.Han ser, at han har gjettet ret:paa bakken tæt ved skogens randstaar bjørnen med en røvet kalv.Han skreg — i vreden mælet skalv —og skjeldte bjørnen dygtig ud,ja, løb saa hidsig mod den op.Nu — bjørnen har saa tyk en hud,at kuglen tidt ei naar dens krop;men skrig og skraal den liker ei,saa gik den rolig nok sin veiog ligge lod den smule kalv —ei ganske hel, men mer end halv.

Men bonden tænkte nu som saa:«Det vil han sikkert angre paa,og vist igjen han kommer daog vil vel resten med sig ta’.Men jeg skal saa den lægge ud,at jeg kan komme ham paa skud.»Saa gaar han hjem, ta’r bøssen nedog lader med forsigtighed.Nu skal den hænge der parattil velkomst for en slig krabat.Hans lille søn ved siden staar,det var en plug paa otte aar. —«Nu Øivind! du kan være med,saa skal du dog engang faa se,hvordan et aat skal lægges ned.»Og gutten lod sig ikke be’,men gik med faderen afsted.108Saa blev den sønderrevne skrotlagt ud imellem busk og krat,hvor skytten kunde skjules godt,naar bamsen kom at tage fat,af hunger atter dreven did.

Da nu det led mod sengetid,sa’ bonden til sin kone saa:«Imorgen tidlig maa jeg gaapaa arbeide til gaarden frem;pas paa nu, til jeg kommer hjem,at Øivind ikke gaar afstedat se til aatet, som er lagt.Og, Øivind! hør, nu er det sagt,du faar ei tage bøssen ned,der vanker stryg da, som du ved.»Ja, Øivind hørte disse ord,som i sin lille seng han laa;men viden om hans tanker for;han tyktes ret, han bjørnen saa;den ud af skogens tykning kom;det knagede i gren og kvist;den brummed til et tak for sidstog saa sig efter kalven om.Han drømte slig den hele nat,og tidt han for af søvne brat;han syntes, bjørnens brummen lød,han tyktes se dens øines glød.Tilsidt hans søvn blev tryg og god.

Han vaagned først, da solen stodi stuen ind; men den var tom;thi fader var paa arbeid alt,og moders gjerning ude faldt;men vips — i klæderne han kom.Der hænger bøssen lang og svær,den han jo ei maa komme nær;men se paa den er ei forbudt.Tænk, den er ladt med bly og krudt!Han maa dog se lidt mer derpaa;109men fra en stol vist mer han saa.Paa stolen er han kløven op,af spænding dirrer der hans krop;at se, det er dog saare lidt,at føle er det næste skridt;saa løfter han med møie nedden muskedunder — rød og hed.Nei, tænk, om bjørn derborte stod!Han skulde ligge i sit blod;ja, tænk, om bamsen paa besøgi denne stund hos kalven var!Det kunde være et forsøg,og glemt var forbudet fra far.Han sagte ud af døren smøg,og nu tilskogs saa rapt han strøg.Geværet han paa akslen barog kjendte knapt, hvor tungt det var.Saa kom han did, hvor aatet laa;men der var stilt — han intet saa.Han lagde sig i busken ned,forpustet rent og dygtig sved.Med møie faar han hanen spændtog ligger færdig saa paa vent.Da lyder der fra skogens skjulen brummen baade sterk og hul;da knager det i kvist og gren,som brydes under bamsens ben,og guttens hjerte slaar med magti allerlystigst dansetakt.At løbe hjem er nu for sent;det har han heller aldrig ment.Rundt aatet bjørnen sindig gaar,den snuser lidt og stille staarog ser saa høist betænksom ud.Nu staar den prægtig til for skud.Han sigter, som han bedst det kan,og smelder paa, den lille mand.Og saa — en øredask han fiki samme stund, som skuddet gik.Da atter han til samling kom110og saa sig efter bjørnen om,da laa den ganske stille dermed alle fire ben i veir.Men nu var gutten ikke sen;han brugte sine tvende benog for afsted — geværet slang;i sten og stok det lystig sang.Han pusten dra’r paa tersklens trinog styrter saa i stuen ind:«Aa mor, aa mor! naa er bjørnen dau,og jeg har skudt’en, jeg var ikke snau.Det var saa morsomt, da’en faldt;det var mig, som skjød, du kan tro, det smaldt!»Og moderen — hvad mon I tror,hun følte vel ved disse ord?Hun tog vel gutten i sin favnog gav med graad ham heltenavn?Aa nei: det er en rolig slegtog vant ved, at der voves kjækt,hun vendte sig koldblodig om,og blikket stansed talens flom:«Aa, har du skudt bjørn, og er det sandt,saa faar du af far, din vesle fant!»

Fr. Gjertsen.

106

Det er ganske sandt, hva jeg nå forteller;om en smågutt er det, historien melder;han skjød en bjørn, visste neppe hvordan —han skyder nok fler, når han blir mann.Det var et sted der nordenfjells,107hvor bamsen i sin lodne pelsspaserer om i mark og skogog lever, som han kan, av rov.

Det var en tidlig morgenstund,at bonden skremtes av sin blundved bræg og brøl i stall og fjøs.Han skjønte, her var udyr løs,og for i kledene på standog ut av døren i et sett.Han ser, at han har gjettet rett:på bakken tett ved skogens randstår bjørnen med en røvet kalv.Han skrek — i vreden mælet skalv —og skjelte bjørnen dyktig ut,ja, løp så hidsig mot den opp.Nå — bjørnen har så tykk en hud,at kuglen titt ei når dens kropp;men skrik og skrål den liker ei,så gikk den rolig nok sin veiog ligge lot den smule kalv —ei ganske hel, men mer enn halv.

Men bonden tenkte nå som så:«Det vil han sikkert angre på,og vist igjen han kommer daog vil vel resten med seg ta’.Men jeg skal så den legge ut,at jeg kan komme ham på skudd.»Så går han hjem, ta’r bøssen nedog lader med forsiktighet.Nå skal den henge der parattil velkomst for en slig krabat.Hans lille sønn ved siden står,det var en plug på åtte år. —«Nå Øivind! du kan være med,så skal du dog engang få se,hvordan et aat skal legges ned.»Og gutten lot seg ikke be’,men gikk med faren av sted.108Så ble den sønderrevne skrotlagt ut imellom busk og krat,hvor skytten kunne skjules godt,når bamsen kom å ta fat,av hunger atter dreven dit.

Da nå det led mot sengetid,sa’ bonden til sin kone så:«I morgen tidlig må jeg gåpå arbeide til gården frem;pas på nå, til jeg kommer hjem,at Øivind ikke går av stedå se til åtet, som er lagt.Og, Øivind! hør, nå er det sagt,du får ei ta bøssen ned,der vanker stryk da, som du vet.»Ja, Øivind hørte disse ord,som i sin lille seng han lå;men viden om hans tanker for;han tyktes rett, han bjørnen så;den ut av skogens tykning kom;det knaket i gren og kvist;den brummet til et takk for sistog så seg etter kalven om.Han drømte slig den hele natt,og titt han for av søvne brat;han syntes, bjørnens brummen lød,han tyktes se dens øynes glød.Til sist hans søvn ble trygg og god.

Han våknet først, da solen stodi stuen inn; men den var tom;thi far var på arbeid alt,og moders gjerning ute falt;men vips — i kledene han kom.Der henger bøssen lang og svær,den han jo ei må komme nær;men se på den er ei forbudt.Tenk, den er ladt med bly og krutt!Han må dog se litt mer derpå;109men fra en stol vist mer han så.På stolen er han kløven opp,av spenning dirrer der hans kropp;å se, det er dog såre litt,å føle er det neste skritt;så løfter han med møye nedden muskedunder — rød og het.Nei, tenk, om bjørn derborte stod!Han skulle ligge i sitt blod;ja, tenk, om bamsen på besøki denne stund hos kalven var!Det kunne være et forsøk,og glemt var forbudet fra far.Han sakte ut av døren smøg,og nå til skogs så rapt han strøk.Geværet han på akselen barog kjente knapt, hvor tungt det var.Så kom han dit, hvor åtet lå;men der var stilt — han intet så.Han la seg i busken ned,forpustet rent og dyktig sved.Med møye får han hanen spentog ligger ferdig så på vent.Da lyder der fra skogens skjulen brummen både sterk og hul;da knager det i kvist og gren,som brytes under bamsens ben,og guttens hjerte slår med makti allerlystigst dansetakt.Å løpe hjem er nå for sent;det har han heller aldri ment.Rundt åtet bjørnen sindig går,den snuser litt og stille stårog ser så høist betenksom ut.Nå står den prektig til for skudd.Han sikter, som han best det kan,og smeller på, den lille mann.Og så — en øredask han fikki samme stund, som skuddet gikk.Da atter han til samling kom110og så seg etter bjørnen om,da lå den ganske stille dermed alle fire ben i vær.Men nå var gutten ikke sen;han brukte sine tvende benog for av sted — geværet slang;i stein og stokk det lystig sang.Han pusten dra’r på terskelens trinog styrter så i stuen inn:«Å mor, å mor! nå er bjørnen dau,og jeg har skudt’en, jeg var ikke snau.Det var så morsomt, da’en falt;det var meg, som skjød, du kan tro, det smaldt!»Og moren — hva mon dere tror,hun følte vel ved disse ord?Hun tok vel gutten i sin favnog ga med gråt ham heltenavn?Å nei: det er en rolig slektog vant ved, at der voves kjekt,hun vendte seg kaldblodig om,og blikket stanset talens flom:«Å, har du skudt bjørn, og er det sandt,så får du av far, din vesle fant!»

Fr. Gjertsen.