Der er jo iblandt piletrærne to arter, hvoraf den ene strækker sine grene stivt tilveirs, og den anden luder dem ligesom sørgende til jorden. Men engang strakte ogsaa begge disse sine grene frit ud som de fleste andre trær: som den bredskyggede eg, den kuppelformede løn, den prægtige alm, den lyse, solskjære lind og den venlige, sølvskinnende birk. Men synd og sorg har senere 105forvandlet dem. Thi hvad er ikke hændt, og hvor skrøbeligt har ikke piletræet været?
To piletrær, der havde hinanden kjær, stod sammen i sin fulde, oprindelige skjønhed paa hver sin side af en kirkegaardsport, med yndig sammenslyngede, guldglinsende grene, bevægende sine kroner af laureagtige blade imod hinanden i vinden. Det var en søndag. Sangen inde i kirken forstummede. Først kom menigheden ud par om par og saa presten i samtale med sin gamle klokker. Men hvad gik der af klokkeren idag? Var det for samtalens skyld, eller fordi han var buden til prestegaards, eller fordi han var bleven sløv med alderen — nok er det: han blev ved at gaa; menigheden fulgte efter et stykke og adspredtes saa hver til sit, og han glemte at lukke kirken.
«Kikiki!» skvatrede en skjære, der hoppede paa kirkemuren under pilene, som det lod til i den uskyldige hensigt at samle kvist og kvas til sin rede. «Kikiki! kikiki!» Men der var noget andet i dens skvatren, mens den hoppede op og ned, vippende med stjerten og dreiende hovedet tilside og opad, som om den speidede efter noget. Ja, den speidede efter noget: efter presten og klokkeren og efter det sidste skimt af menigheden, som endelig dreiede om paa veien og forsvandt.
«Kikiki!» vips! da fløi den ind igjennem den aabne kirkedør og kom inden et par sekunder tilbage med sølvkalken i nebbet. Der dryppede endnu nogle vindraaber af den, og hvor de faldt til jorden, skjød der smaa jomfruroser og forglemmigeier op. «De kunde røbe mig!» tænkte tyven, og saa fløi han først rundt om kirken, til den sidste draabe var afdryppet, saa kirken stod i en ring af deilige blomster, og derpaa ind i det dunkleste i det ene af piletrærne og forstak saa kalken der i træhjertet, hvor skuddene var tættest.
«Kjære, væne piletræ,» sagde skjæren, «vil du bare negte, at du ved, hvor kalken er, om der skulde komme nogen og spørge, og sverge derpaa, om det skulde knibe, skal jeg flyve til himmels og hente baade solskinsguld til at forgylde oversiden af dine blade med og maaneskinssølv til at forsølve undersiden med, saa du skal blive det fagreste træ i skogen!»
Det var noget at lytte til. Forgjæves hviskede det andet piletræ: «Gjør det ikke! Gjør det ikke! Søde Silje mi, gjør det ikke!» Kalken stod der allerede dybt nedtrykket mellem 106de inderste kviste, og skjæren hoppede allerede paa kirketaget.
Men dagen efter, da klokkeren erindrede sin forglemmelse og kom hæseblæsende til kirken, blev der en forskrækkelse paa ham og presten. Begge rundt om i bygden for at spørge efter. Men nei! Alle mennesker negtede at vide det mindste om kalken; kvæg og heste vendte halen tilveirs og løb bort over marken; faarene rokkede paa hovedet, som om de havde faaet vand i ørene; gjedebukken bevægede hovedet frem og tilbage og til siden; Mikkel ræv svor, da han vidste, han ellers ikke blev troet; trærne rystede paa hovederne; ekkoet lo i bjerghulerne; kort, hele naturen negtede at vide det mindste om kalken. Fortvilede kom prest og klokker tilbage til kirken og spurgte da tilsidst piletræet. Da var der en kamp hos det uskyldige, som forgjæves havde advaret sin elskede. Skulde den ene røbe den anden og derved lægge øksen til dens rod? Skjæren sad paa taget paa ett ben og med hovedet under vingen, som om den sov, men gløttede dog nu og da op i det afgjørende øieblik. «Nu, svarer du ikke?» sagde presten op igjen til piletræet. «Nu, svarer du ikke presten?» sagde klokkeren.
Da — «kikiki!» skvatrede skjæren fra taget, da den saa det — da løftede piletræet pludselig alle sine grene i veiret og svor — svor, at det ikke vidste noget om kalken. Men tilbage kunde det ikke faa sine menederske grene. Det staar saa endnu. Og siden den tid valgte skjæren det fortrinligen til plads for sit rede og lader saaledes, til tak for hjælpen med meneden, sin urenlighed falde i træhjertet, saa at der altid er visnende, tørre skud at se imellem de friske.
Men den anden pil? Ak, da den saa det forskrækkelige, at dens bedaarede elskede løftede sine grene til mened, ak! da bøiede den sin top sørgende til jorden, og sørgepilen staar der endnu bøiet over gravene.
H. Wergeland.