104

Der er jo iblandt piletrærne to arter, hvoraf den ene strækker sine grene stivt tilveirs, og den anden luder dem ligesom sørgende til jorden. Men engang strakte ogsaa begge disse sine grene frit ud som de fleste andre trær: som den bredskyggede eg, den kuppelformede løn, den prægtige alm, den lyse, solskjære lind og den venlige, sølvskinnende birk. Men synd og sorg har senere 105forvandlet dem. Thi hvad er ikke hændt, og hvor skrøbeligt har ikke piletræet været?

To piletrær, der havde hinanden kjær, stod sammen i sin fulde, oprindelige skjønhed paa hver sin side af en kirkegaardsport, med yndig sammenslyngede, guldglinsende grene, bevægende sine kroner af laureagtige blade imod hinanden i vinden. Det var en søndag. Sangen inde i kirken forstummede. Først kom menigheden ud par om par og saa presten i samtale med sin gamle klokker. Men hvad gik der af klokkeren idag? Var det for samtalens skyld, eller fordi han var buden til prestegaards, eller fordi han var bleven sløv med alderen — nok er det: han blev ved at gaa; menigheden fulgte efter et stykke og adspredtes saa hver til sit, og han glemte at lukke kirken.

«Kikiki!» skvatrede en skjære, der hoppede paa kirkemuren under pilene, som det lod til i den uskyldige hensigt at samle kvist og kvas til sin rede. «Kikiki! kikiki!» Men der var noget andet i dens skvatren, mens den hoppede op og ned, vippende med stjerten og dreiende hovedet tilside og opad, som om den speidede efter noget. Ja, den speidede efter noget: efter presten og klokkeren og efter det sidste skimt af menigheden, som endelig dreiede om paa veien og forsvandt.

«Kikiki!» vips! da fløi den ind igjennem den aabne kirkedør og kom inden et par sekunder tilbage med sølvkalken i nebbet. Der dryppede endnu nogle vindraaber af den, og hvor de faldt til jorden, skjød der smaa jomfruroser og forglemmigeier op. «De kunde røbe mig!» tænkte tyven, og saa fløi han først rundt om kirken, til den sidste draabe var afdryppet, saa kirken stod i en ring af deilige blomster, og derpaa ind i det dunkleste i det ene af piletrærne og forstak saa kalken der i træhjertet, hvor skuddene var tættest.

«Kjære, væne piletræ,» sagde skjæren, «vil du bare negte, at du ved, hvor kalken er, om der skulde komme nogen og spørge, og sverge derpaa, om det skulde knibe, skal jeg flyve til himmels og hente baade solskinsguld til at forgylde oversiden af dine blade med og maaneskinssølv til at forsølve undersiden med, saa du skal blive det fagreste træ i skogen!»

Det var noget at lytte til. Forgjæves hviskede det andet piletræ: «Gjør det ikke! Gjør det ikke! Søde Silje mi, gjør det ikke!» Kalken stod der allerede dybt nedtrykket mellem 106de inderste kviste, og skjæren hoppede allerede paa kirketaget.

Men dagen efter, da klokkeren erindrede sin forglemmelse og kom hæseblæsende til kirken, blev der en forskrækkelse paa ham og presten. Begge rundt om i bygden for at spørge efter. Men nei! Alle mennesker negtede at vide det mindste om kalken; kvæg og heste vendte halen tilveirs og løb bort over marken; faarene rokkede paa hovedet, som om de havde faaet vand i ørene; gjedebukken bevægede hovedet frem og tilbage og til siden; Mikkel ræv svor, da han vidste, han ellers ikke blev troet; trærne rystede paa hovederne; ekkoet lo i bjerghulerne; kort, hele naturen negtede at vide det mindste om kalken. Fortvilede kom prest og klokker tilbage til kirken og spurgte da tilsidst piletræet. Da var der en kamp hos det uskyldige, som forgjæves havde advaret sin elskede. Skulde den ene røbe den anden og derved lægge øksen til dens rod? Skjæren sad paa taget paa ett ben og med hovedet under vingen, som om den sov, men gløttede dog nu og da op i det afgjørende øieblik. «Nu, svarer du ikke?» sagde presten op igjen til piletræet. «Nu, svarer du ikke presten?» sagde klokkeren.

Da — «kikiki!» skvatrede skjæren fra taget, da den saa det — da løftede piletræet pludselig alle sine grene i veiret og svor — svor, at det ikke vidste noget om kalken. Men tilbage kunde det ikke faa sine menederske grene. Det staar saa endnu. Og siden den tid valgte skjæren det fortrinligen til plads for sit rede og lader saaledes, til tak for hjælpen med meneden, sin urenlighed falde i træhjertet, saa at der altid er visnende, tørre skud at se imellem de friske.

Men den anden pil? Ak, da den saa det forskrækkelige, at dens bedaarede elskede løftede sine grene til mened, ak! da bøiede den sin top sørgende til jorden, og sørgepilen staar der endnu bøiet over gravene.

H. Wergeland.

104

Der er jo iblant piletrærne to arter, hvorav den ene strekker sine grener stivt til værs, og den annen luder dem likesom sørgende til jorden. Men engang strakte også begge disse sine grener fritt ut som de fleste andre trær: som den bredskyggede eg, den kuppelformede løn, den prektige alm, den lyse, solskjære lind og den vennlige, sølvskinnende birk. Men synd og sorg har senere 105forvandlet dem. Thi hva er ikke hendt, og hvor skrøpelig har ikke piletreet vært?

To piletrær, der hadde hinannen kjær, stod sammen i sin fulle, opprinnelige skjønnhet på hver sin side av en kirkegårdsport, med yndig sammenslyngede, gullglinsende grener, bevegende sine kroner av laureagtige blade imot hinannen i vinden. Det var en søndag. Sangen inne i kirken forstummet. Først kom menigheten ut par om par og så presten i samtale med sin gamle klokker. Men hva gikk der av klokkeren i dag? Var det for samtalens skyld, eller fordi han var buden til prestegaards, eller fordi han var blitt sløv med alderen — nok er det: han ble ved å gå; menigheten fulgte etter et stykke og adspredtes så hver til sitt, og han glemte å lukke kirken.

«Kikiki!» skvatret en skjære, der hoppet på kirkemuren under pilene, som det lot til i den uskyldige hensikt å samle kvist og kvas til sin rede. «Kikiki! kikiki!» Men der var noe annet i dens skvatren, mens den hoppet opp og ned, vippende med stjerten og dreiende hodet tilside og oppad, som om den speidet etter noe. Ja, den speidet etter noe: etter presten og klokkeren og etter det siste skimt av menigheten, som endelig dreide om på veien og forsvant.

«Kikiki!» vips! da fløy den inn igjennom den åpne kirkedør og kom innen et par sekunder tilbake med sølvkalken i nebbet. Der dryppet ennå noen vindraaber av den, og hvor de falt til jorden, skjød der små jomfruroser og forglemmegeier opp. «De kunne røpe meg!» tenkte tyven, og så fløy han først rundt om kirken, til den siste dråpe var afdryppet, så kirken stod i en ring av deilige blomster, og derpå inn i det dunkleste i det ene av piletrærne og forstakk så kalken der i træhjertet, hvor skuddene var tettest.

«Kjære, vene piletre,» sa skjæren, «vil du bare nekte, at du vet, hvor kalken er, om der skulle komme noen og spørre, og sverge derpå, om det skulle knipe, skal jeg flyve til himmels og hente både solskinsguld til å forgylle oversiden av dine blade med og maaneskinssølv til å forsølve undersiden med, så du skal bli det fagreste tre i skogen!»

Det var noe å lytte til. Forgjeves hvisket det andre piletre: «Gjør det ikke! Gjør det ikke! Søte Silje mi, gjør det ikke!» Kalken stod der allerede dypt nedtrykket mellom 106de innerste kviste, og skjæren hoppet allerede på kirketaket.

Men dagen etter, da klokkeren erindrede sin forglemmelse og kom heseblesende til kirken, ble der en forskrekkelse på ham og presten. Begge rundt om i bygden for å spørre etter. Men nei! Alle mennesker negtede å vite det minste om kalken; kveg og hester vendte halen til værs og løp bort over marken; fårene rokkede på hodet, som om de hadde fått vann i ørene; geitebukken bevægede hodet frem og tilbake og til siden; Mikkel rev svor, da han visste, han ellers ikke ble trodd; trærne rystet på hodene; ekkoet lo i bjerghulerne; kort, hele naturen negtede å vite det minste om kalken. Fortvilede kom prest og klokker tilbake til kirken og spurte da til sist piletreet. Da var der en kamp hos det uskyldige, som forgjeves hadde advart sin elskede. Skulle den ene røpe den annen og derved legge øksen til dens rot? Skjæren satt på taket på ett ben og med hodet under vingen, som om den sov, men gløttede dog nå og da opp i det avgjørende øyeblikk. «Nå, svarer du ikke?» sa presten opp igjen til piletreet. «Nå, svarer du ikke presten?» sa klokkeren.

Da — «kikiki!» skvatret skjæren fra taket, da den så det — da løftet piletreet plutselig alle sine grener i været og svor — svor, at det ikke visste noe om kalken. Men tilbake kunne det ikke få sine menederske grener. Det står så ennå. Og siden den tid valgte skjæren det fortrinligen til plass for sitt rede og lader således, til takk for hjelpen med meneden, sin urenlighed falle i træhjertet, så at der alltid er visnende, tørre skudd å se imellom de friske.

Men den annen pil? Ak, da den så det forskrekkelige, at dens bedaarede elskede løftet sine grener til mened, ak! da bøyde den sin topp sørgende til jorden, og sørgepilen står der ennå bøyet over gravene.

H. Wergeland.