En styrmand fra Arendal besøgte en dag en gammel ven, som var rokkedreier i Brevik; styrmanden kom for at sige sin ven farvel for længere tid. „Hvor skal du nu hen, Andreas?“ spurgte rokkedreieren. „Jeg skal til Vestindien,“ svarede styrmanden. „Det er en svært lang reise,“ sagde rokkedreieren, „og du kan gjerne ligge paa havsens bund, inden du kommer saa langt.“ „Det kan nok være,“ svarede Andreas; „men det staar i Guds haand.“ „Hør, sig mig engang, er din fader endnu i live derhjemme i Arendal?“ spurgte rokkedreieren. „Nei, han er død for en halv snes aar siden paa en islandsreise.“ „Hvor døde din bedstefader?“ spurgte rokkedreieren fremdeles. „Han gik overbord i en storm nede i den spanske sjø; det har min fader fortalt mig,“ svarede styrmanden. „Og din oldefader,“ spurgte rokkedreieren, „ved du, hvorledes han kom af dage?“ „Jeg tror,“ svarede styrmanden, „at han omkom paa en kinareise; men hvorfor spørger du om alt dette?“ „Fordi jeg ikke kan begribe, hvor du kan have lyst og mod til at vove dig ud paa de farlige sjøreiser, siden alle dine forfædre har sat livet til paa havet.“ „Hør, sig mig engang, hvor døde din fader?“ spurgte Andreas. „Min fader?“ svarede rokkedreieren, „han hensov ganske rolig i sin seng.“ „Men din bedstefader — hvor døde han?“ spurgte saa styrmanden. „Mine forfædre,“ sagde rokkedreieren høitidelig, „er alle rolig hensovede i sin seng, omgivne af sin bedrøvede slegt og sine venner.“ „Men, min kjære ven,“ sagde styrmanden skjelmsk, „hvor tør du da nogen aften gaa tilsengs? Det er en uhørt dristighed; 84thi hvordan du rokker eller dreier dig, saa bliver sengen engang din død!“
Rokkedreieren vidste ikke, hvad han skulde svare; men Andreas rakte ham haanden og sagde: „Farvel, min ven! Om et par aar sees vi, om Gud vil, igjen, dersom jeg ikke forinden ligger paa havsens bund eller du paa kirkegaarden.“