I Tyrkiet, hvor det undertiden gaar lidt underlig til, jog en rig og fornem mand en fattig, der bad om en almisse, fra sig med hug og slag, og da han ikke længer kunde naa ham, kastede han endnu en sten efter ham. De, som saa det, harmedes derover; men ingen kunde begribe, hvorfor den fattige mand tog stenen op og uden at sige et ord puttede den i lommen, og ingen tænkte paa, at han fra nu af bestandig bar den hos sig. 83Men det gjorde han. Efter aars og dags forløb havde den rige mand det saare ondt; han havde nemlig gjort sig skyldig i en daarlig streg og blev derfor ikke blot berøvet sin formue, men maatte efter landets skik og brug til spot og spe ride hele byen igjennem, siddende baglængs paa et æsel. Paa spot og haan manglede det ikke, og manden med stenen i lommen stod ogsaa blandt tilskuerne og gjenkjendte pludselig sin fornærmer. Da farer han hastig med haanden i lommen; han griber efter stenen; han løfter den allerede iveiret for igjen at kaste den efter ham; men pludselig, som advaret af en god aand, lader han den falde og gaar bort, idet han siger til sig selv: „At hevne mig paa min fiende, saalænge han var rig og lykkelig, vilde have været daarligt og farligt; at gjøre det nu, da han er ulykkelig, vilde være umenneskeligt og skjendigt.“
Hebel.