To venner var paa vandring sammen, og da de underveis hvilede i et herberge, lød pludselig klokkerne og det raab, at der var ildløs i byen. Da sprang den ene vandrer op og kastede sin stok og sin bylt for at ile til hjælp. Men den anden holdt ham tilbage og sagde: „Hvorfor skal vi stanse her? Er der ikke hænder nok til at hjælpe; hvad har vi med de fremmede at gjøre?“
Men den anden hørte ikke paa den tale; han løb hen til det brændende hus, og nu fulgte hans ven langsomt, blev staaende i nogen afstand og saa til.
Foran det brændende hus stod en fortvilet moder og raabte: „Mine børn, mine børn!“ Da den fremmede hørte dette, styrtede han ind i huset mellem de bragende bjelker, og luen slog omkring ham. Men folket raabte: „Han er fortabt!“
Man ventede en stund, og se! da traadte han frem med forbrændte klæder; men han bar to smaa børn i sine arme og bragte dem til moderen. 81Hun tog børnene i sin favn og kastede sig for den fremmedes fødder; men han løftede hende op og talte venlige ord til hende. Imidlertid styrtede huset sammen.
Da nu begge, den fremmede og hans ledsager, gik tilbage til herberget, sagde denne: „Men hvem bød dig at foretage et saadant vovestykke?“
Hin svarede og sagde: „Han, der byder mig at lægge sædekornet i jorden, forat det skal raadne og bringe ny frugt.“
„Men,“ sagde den anden, „om nu huset havde begravet dig under sine ruiner? . . . .“
Da smilede han og sagde: „Saa var jeg selv bleven sædekornet.“