Paa kysten af Ostindien blev en matros engang sendt iland med nogle andre for at fælde trær. Medens han gik alene om i skogen, saa han pludselig en løvinde, der kom sættende i fuld fart mod ham. At undfly var ikke muligt, og han vovede ligesaa lidt at sætte sig til modverge. Han ventede hvert øieblik, at løvinden skulde sønderrive ham; men hvor forbauset blev han ikke, da den lagde sig logrende ved hans fødder. Den saa hen til et træ, og med blik og lader syntes den ligesom at bede om hans hjælp. Matrosen besluttede at følge den og fik straks øie paa en stor abe, der sad i træets grene med to løveunger i armene. Det var let at gjette, at aben havde stjaalet løvindens unger, og matrosen begyndte straks at hugge løs paa træet, som ikke var meget tykt. Løvinden passede imidlertid skarpt paa røveren oppe i træet, og da dette faldt, greb den med et forfærdeligt sprang aben og sønderrev den med et brøl. Men matrosen stod og skalv som et aspeløv. Løvinden lugtede og slikkede paa sine unger; derpaa sprang den hen til den stakkars skjælvende matros og slikkede og kjærtegnede ham for at vise ham sin taknemmelighed. Den løb om hans fødder, gned nogle gange sit hoved mod ham, tog derpaa som en kat sine unger i gabet og løb bort med dem. Skjælvende og bleg kom matrosen tilbage til skibet, og det varede længe, førend han kom sig saa vidt, at han kunde fortælle sit eventyr.

På kysten av Ostindien ble en matros engang sendt i land med noen andre for å felle trær. Mens han gikk alene om i skogen, så han plutselig en løvinne, der kom settende i full fart mot ham. Å unnfly var ikke mulig, og han vovede likeså litt å sette seg til motverge. Han ventet hvert øyeblikk, at løvinnen skulle sønderrive ham; men hvor forbauset ble han ikke, da den la seg logrende ved hans føtter. Den så hen til et tre, og med blikk og lader syntes den likesom å bede om hans hjelp. Matrosen besluttet å følge den og fikk straks øye på en stor ape, der satt i træets grener med to løveunger i armene. Det var lett å gjette, at apen hadde stjålet løvindens unger, og matrosen begynte straks å hugge løs på treet, som ikke var meget tykt. Løvinnen passet imidlertid skarpt på røveren oppe i treet, og da dette falt, grep den med et forferdelig sprang apen og sønderrev den med et brøl. Men matrosen stod og skalv som et aspeløv. Løvinnen luktet og slikket på sine unger; derpå sprang den hen til den stakkars skjelvende matros og slikket og kjærtegnet ham for å vise ham sin takknemlighet. Den løp om hans føtter, gned noen ganger sitt hode mot ham, tog derpå som en katt sine unger i gapet og løp bort med dem. Skjelvende og bleg kom matrosen tilbake til skipet, og det varte lenge, før han kom seg så vidt, at han kunne fortelle sitt eventyr.