I det gamle Rom hændte det engang, at en slave ved navn Androkles flygtede over til Afrika, hvis store ørkener grænsede op til det romerske rige. Da han var kommen ud i ørkenen, glædede han sig vel i begyndelsen over, at han var undsluppen sine forfølgere; men snart følte han hunger og tørst, som man i ørkenen ikke saa let kan faa stillet. Hertil kom heden, som i det brændende sand neppe er til at udholde. Han blev derfor saare glad, da han saa en hule for sig, hvor han idetmindste fandt skygge. Træt som han var, undersøgte han ikke længe, hvorledes det saa ud inde i hulen, men lagde sig til at sove.
Men skrækkelig blev han vækket af sin søvn. Pludselig hørte han ganske tæt ved sig en løves frygtelige brøl, og da han slog øinene op, saa han ogsaa virkelig løven nogle faa skridt fra sig. Da han ikke kunde komme forbi den, maatte han rolig oppebie, hvad rovdyret, paa hvis leie han laa, vilde gjøre med ham. Til hans forundring kom løven ganske rolig hen til ham og holdt, som det syntes betagen af smerte, sin ene forlab hen imod ham. Androkles, som havde opgivet alt haab om redning, kom sig af sin angest og betragtede løven og dens fod noget nøiere. Han saa da, at foden var saaret, og at der flød blod ud af saaret. „Jeg maa hjælpe den stakkars løve,“ tænkte han. Han traadte nærmere hen til det frygtelige dyr, undersøgte saaret og trak uden at betænke sig en torn ud, som det havde traadt ind i foden.
Neppe følte løven, at dens smerte lindredes, før den lagde sig ned ved siden af Androkles og paa alle mulige maader viste sin taknemmelighed. Nu var Androkles vel beroliget med hensyn til sit liv; men han plagedes sterkt af sult, da han i et døgn intet havde spist, og den, som blev glad, var han, da løven kom med et stykke kjød, som den lagde for ham. Rigtignok var 76kjødet hverken kogt eller stegt; men hunger er den bedste kok; det smagte Androkles saa godt som det lækreste maaltid. Paa samme maade forsynede løven ham hver dag rigelig med kjød, og han kunde saaledes have levet i ro og sikkerhed, hvis han ikke havde længtet saa meget efter at leve sammen med andre mennesker, at han tilsidst besluttede, uagtet den fare, der truede ham, at forlade ørkenen og sin gjestfrie vert.
En dag, da løven var paa jagt, brød han derfor op; men neppe var han kommen til den nærmeste by, før han blev opsnappet af romerske soldater, og da han ikke kunde negte, at han var en bortrømt slave, blev han sendt til Rom til sin herre, som dømte ham til at kastes for de vilde dyr.
Den romerske keiser vilde netop holde en stor fest, ved hvilken der for folket skulde opføres et skuespil, som bestod i en kamp mellem mennesker og vilde dyr. Alle de slaver, som var dømte fra livet, skulde paa denne dag kjæmpe med løver, tigre, pantere, leoparder og andre vilde dyr, som man desuden havde sultet for at gjøre dem endnu mere rasende og glubske. Den samme skjæbne ventede ogsaa Androkles, og for silde angrede han sin letsindighed, som havde bragt ham til at forlade sin taknemmelige ven i ørkenen. Dagen kom. Folket sad paa pladsene i amfitheatret, begjærligt efter, at keiseren skulde give tegn til skuespillets begyndelse. Androkles var ved lodkastning bestemt til at aabne kampen; paa et vink af keiseren føres han ind i skrankerne, nøgen, kun bevæbnet med en stok, og kort efter aabnes en port paa den modsatte side af kamppladsen, og ud af denne styrter en løve af uhyre størrelse og farer brølende hen imod Androkles. Men pludselig stanser den, ser stivt paa Androkles og gaar rask, men sagtmodig, lige mod den stakkars slave. Denne, der var halvdød af skræk, kommer til sig selv, da løven nærmer sig, og tilskuerne ser nu med forbauselse, at løven lægger sig som en hund ned for Androkles’s fødder og velter sig foran ham i støvet med alle tegn paa underkastelse og venlighed. Snart gjenkjender Androkles den løve, med hvilken han saalænge havde levet sammen i ørkenen; ogsaa den var bleven fangen og bragt til Rom til den store fest, og her førte tilfældet den sammen med Androkles, saa den kunde redde hans liv. Da nu keiseren saa dette usedvanlige møde, og hele folket brændte af nysgjerrighed efter at erfare, hvorledes det hang sammen, lod han skuespillet afbryde 77og befalede Androkles at træde frem for sig. Denne fortalte nu under alle tilstedeværendes jubel sin historie, medens løven vedblev at kjærtegne ham. Keiseren, som blev rørt, benaadede ham ikke alene, men skjænkede ham ogsaa hans frihed og den taknemmelige løve. Men folket var ikke tilfreds hermed; Androkles maatte med løven drage gjennem byens gader, forat alle kunde se den taknemmelige løve. Løven lod sig ogsaa taalmodig føre af sin ven, og folk raabte, idet de strøede blomster paa løven og kastede gaver til Androkles: „Se, løven, menneskets gjesteven, og mennesket, løvens læge!“