To unge mennesker, Antonio og Roger, den ene en spanier, den anden en franskmand, var saa ulykkelige at falde i hænderne paa en sjørøver fra Algier. Han solgte dem begge som slaver; men trods den tunge skjæbne, som ramte dem, var de dog glade; thi de fik en og samme herre, og han brugte dem ved et veianlæg over en klippe ved strandbredden. De kunde nu tale sammen om slegt og venner, om fædrelandets fjerne kyst, der beskylledes af det samme hav, som skummede ved deres fødder, og om sin frihed, som de, uden at de vidste hvorledes, snart haabede at gjenvinde. Et inderligt venskab forbandt dem derfor snart med hinanden.

En dag, da de atter arbeidede sammen ved strandbredden, blev Antonio et skib var, som syntes at nærme sig landet. „Maaske,“ sagde han til Roger, „kommer der vor befrier.“ Denne forstod ikke ret, hvad han vilde sige dermed; men Antonio sagde hastig: „Jeg mener skibet derude; men lad ikke opsynsmanden merke, at vi har seet det. Naar det nu kommer nærmere til kysten, saa styrter vi os i havet og svømmer ud til det. Tænk, kjære Roger, da er vi reddede.“ Roger kunde imidlertid ikke rigtig tage del i denne glæde; thi han havde ikke lært at svømme. Men derfor lod Antonio ikke modet synke. „Du holder dig fast ved mit belte,“ sagde den tro ven; „jeg er sterk og svømmer ypperlig.“ Rogers uro blev nu stor; gjerne vilde han igjen betræde sit fødelands grund og omfavne sine forældre; men han kunde heller ikke uden gysen tænke paa den fare, hans ven paa denne maade vilde udsætte sig for. Endelig var skibet i nærheden. Antonio hviskede: „Nu er det tid; lad os springe i vandet!“ Men Roger vilde ikke. „Jeg tør ikke gjøre dig arbeidet vanskeligere,“ sagde han grædende. Men Antonio lod, som han ikke hørte det, omfavnede raskt sin ven, styrtede sig i bølgerne med ham og arbeidede sig frem med stor anstrengelse. Lykkeligvis blev man dem snart var fra skibet, og skibsbaaden sattes 78ud for at redde dem. Det var ogsaa paa den høie tid; thi en ædel vennestrid truede med at ende deres liv. Da nemlig Roger merkede, hvor udmattet hans ven var, vilde han ikke være ham længere til byrde; han slap hans belte og sank. Men Antonio anvendte nu al sin kraft og hentede ham op fra dybet. I dette øieblik kom baaden til og tog dem begge op, som det syntes, i livløs tilstand. Ved skibsfolkenes bestræbelser kom dog Roger snart til sig selv igjen; men hvor forfærdedes han ikke, da han saa sin ven og befrier ligge der uden livstegn! Jamrende kastede han sig over ham; med de ømmeste navne og kjærtegn søgte han at kalde ham tilbage til livet, og — hvilken glæde for ham! — hans ven begyndte virkelig at aande igjen. Den gode behandling, de nød paa skibet, gav dem snart de svundne kræfter tilbage. Efter faa dages forløb landede de i Frankrig, og intet formaaede mere at skille de prøvede venner.

To unge mennesker, Antonio og Roger, den ene en spanier, den annen en franskmann, var så ulykkelige å falle i hendene på en sjørøver fra Algier. Han solgte dem begge som slaver; men trass den tunge skjebne, som ramte dem, var de dog glade; thi de fikk en og samme herre, og han brukte dem ved et veianlegg over en klippe ved strandbredden. De kunne nå tale sammen om slekt og venner, om fædrelandets fjerne kyst, der beskylledes av det samme hav, som skummet ved deres føtter, og om sin frihet, som de, uten at de visste hvorledes, snart håpet å gjenvinne. Et inderlig vennskap forbandt dem derfor snart med hinannen.

En dag, da de atter arbeidet sammen ved strandbredden, ble Antonio et skip var, som syntes å nærme seg landet. „Maaske,“ sa han til Roger, „kommer der vår befrier.“ Denne forstod ikke rett, hva han ville si dermed; men Antonio sa hastig: „Jeg mener skipet derude; men la ikke oppsynsmannen merke, at vi har sett det. Når det nå kommer nærmere til kysten, så styrter vi oss i havet og svømmer ut til det. Tenk, kjære Roger, da er vi reddet.“ Roger kunne imidlertid ikke riktig ta del i denne glede; thi han hadde ikke lært å svømme. Men derfor lot Antonio ikke motet synke. „Du holder deg fast ved mitt belte,“ sa den tro venn; „jeg er sterk og svømmer ypperlig.“ Rogers uro ble nå stor; gjerne ville han igjen betrede sitt fødelands grunn og omfavne sine foreldre; men han kunne heller ikke uten gysen tenke på den fare, hans venn på denne måte ville utsette seg for. Endelig var skipet i nærheten. Antonio hvisket: „Nå er det tid; la oss springe i vannet!“ Men Roger ville ikke. „Jeg tør ikke gjøre deg arbeidet vanskeligere,“ sa han gråtende. Men Antonio lot, som han ikke hørte det, omfavnet raskt sin venn, styrtet seg i bølgene med ham og arbeidet seg frem med stor anstrengelse. Lykkeligvis ble man dem snart var fra skipet, og skipsbåten sattes 78ut for å redde dem. Det var også på den høye tid; thi en edel vennestrid truet med å ende deres liv. Da nemlig Roger merket, hvor utmattet hans venn var, ville han ikke være ham lenger til byrde; han slapp hans belte og sank. Men Antonio anvendte nå all sin kraft og hentet ham opp fra dypet. I dette øyeblikk kom båten til og tok dem begge opp, som det syntes, i livløs tilstand. Ved skipsfolkenes bestrebelser kom dog Roger snart til seg selv igjen; men hvor forfærdedes han ikke, da han så sin venn og befrier ligge der uten livstegn! Jamrende kastet han seg over ham; med de ømmeste navn og kjærtegn søkte han å kalle ham tilbake til livet, og — hvilken glede for ham! — hans venn begynte virkelig å ånde igjen. Den gode behandling, de nød på skipet, ga dem snart de svundne krefter tilbake. Etter få dages forløp landet de i Frankrig, og intet formådde mer å skille de prøvede venner.