Paul sad udenfor hytten og græd. Han var kun tolv aar gammel og havde allerede havt saa store sorger; han havde mistet fader og moder og en liden søster og skulde nu drage bort med sin morbroder. Denne vilde give ham klæder og føde, indtil han var voksen. Paul skulde derfor vogte hans kvæg og gjøre ham, hvad nytte han ellers kunde. Han var tidlig vænnet til arbeide; det voldte ham derfor ingen bekymring; men hans morbroder var en mørk og haard mand, der ikke havde talt et eneste venligt ord til ham, saa Paul havde vistnok grund til at græde ved at tænke paa sin fremtid. „Ak,“ sagde han ved sig selv, „nu er der ikke én i verden, der holder af mig; jeg er ganske forladt.“ I det samme følte han noget, der ligesom sagte stødte til ham, og da han vendte sig for at se, var det Karo, hans faders store, sorte puddelhund.
„Ak! er det dig?“ sagde han; „ja du holder rigtignok af mig, det ved jeg; men du kan jo ikke hjælpe mig, og hvad skal der nu blive af dig, naar jeg er reist bort? Saa er du jo ligesaa forladt som jeg. Ja hvis vi to kunde blive sammen, saa kunde vi dog have lidt trøst af hinanden!“
Da det nu var paa tiden, at han skulde bort, tog han mod til sig og bad sin morbroder, om han maatte faa lov til at tage hunden med; han glemte ikke at fortælle, hvor tro og hvor klog den var, og forsikrede, at den nok kunde tjene sin føde. „Jo vist!“ fik han til svar, „har jeg ikke nok i dig? Skulde jeg ogsaa tage din forsultne hund med?“ Ved disse ord gav manden Karo et slag 71med sin pisk, og saa kjørte han bort med Paul. Den stakkars dreng vendte sig bedrøvet om; da saa han sin eneste ven løbe bagefter vognen; men morbroderen merkede det og slog efter den, og da Karo et par gange var jaget bort paa denne maade, lod den sig ikke mere se. Om aftenen kom Paul til sit nye hjem. Konen i huset var ikke mere venlig end manden. Da de havde faaet aftensmad, sagde hun til Paul, at han, saalænge det var sommer, kunde ligge paa noget hø ude i stalden; hun viste ham veien derud og svarede ham neppe paa hans høflige godnat.
Før Paul lagde sig til ro, bad han inderlig til Gud, saaledes som han havde lært hjemme hos sine forældre. Derved følte han sig mere styrket og tænkte: „Gud forlader ingen af sine skabninger!“ Nu vilde han lægge sig; da hørte han en sagte piben udenfor stalden. Han lyttede, gik hen til stalddøren, og ganske rigtig: det var Karo. Hunden sprang op ad ham, lagde sine forben paa hans skuldre og havde nær revet ham overende af lutter glæde. Paul var ligesaa glad som hunden. „Ja,“ sagde han, „ligesaa vist som jeg haaber, at Gud ikke forlader mig, ligesaa vist skal jeg ikke tiere med min gode vilje forlade dig.“
Derpaa lagde han sig ned paa høet og sov trygt ved siden af sin hund.
Næste morgen tidlig lukkede han hunden ud af stalddøren og mødtes siden med den paa marken. Han spiste den dag kun lidet af det brød, han fik, men gjemte det meste til Karo. Om eftermiddagen, da husbonden kom ud i marken, fik han øie paa hunden, som gik hos gutten. Da nu Paul kom hjem om aftenen, blev han modtagen med skjeldsord baade af manden og konen, og den første sagde, at han næste morgen vilde lade hunden drukne eller slaa ihjel. Paul turde ikke andet end tie dertil, og det var med megen angest, at han den aften lukkede sin gode ven ind i stalden. „Stakkars Karo!“ sagde han, „de vil drukne dig, fordi du ikke vil forlade mig!“ Saa stod han lidt og betænkte sig; derpaa sprang han med et hen, tog det lille tørklæde i haanden, hvori han gjemte alt, hvad han eiede foruden det, han havde paa, og sagde ganske fornøiet: „Kom, Karo! lad os gaa vor vei! Det kan aldrig være nogen synd at løbe bort fra folk, der vil slaa dig ihjel!“ Derpaa listede han sig med hunden ud af bagdøren, og nu brugte de sine ben, det bedste de kunde.
Da de var komne et godt stykke fra huset, stansede Paul lidt baade for at hvile sig og for at tænke paa, hvor han egentlig 72skulde gaa hen. Til sin fødeby vilde han ikke. Han kunde let begribe, at morbroderen snart igjen vilde finde ham der; altsaa besluttede han at gaa til den modsatte side og tænkte: „Naar jeg nu er kommen rigtig langt herfra, vil jeg gaa fra hus til hus, indtil jeg træffer paa folk, der vil tage baade mig og Karo i sin tjeneste.“ Saa gik han rask afsted i den lyse sommernat over marker og enge. Henimod morgenstunden var han søvnig og træt. Han lagde sig til hvile under en høstak og sov meget rolig, fordi han vidste, at Karo nok vilde forsvare ham, hvis nogen vilde gjøre ham fortræd.
Solen stod alt høit paa himmelen, da han vaagnede. Han gned sine øine og vidste først ikke ret, hvor han var; men da han saa hunden, der stod logrende ved hans side, huskede han alt og takkede Gud, fordi han endnu havde sin eneste ven i verden. De gav sig nu igjen paa vei; men da de havde gaaet lidt, merkede Paul, at han var meget sulten, og tænkte, at det vist gik Karo ligesaa. Paul plukkede et par rugaks og tyggede paa kornet; men det kunde ikke mætte ham, og for Karo var det slet intet. At tigge var han aldrig vant til; men nøden drev ham nu dertil. Han gik da ind i den første gaard og bad om et stykke brød. Det fik han og gav hunden den største halvdel. Skjønt han ret skammede sig ved det, gik han dog saaledes ind flere steder og fristede paa denne maade sit og hundens liv den dag. Han havde endnu ikke vovet at søge sig en tjeneste, da han frygtede, det var for nær ved morbroderens gaard. Natten tilbragte han ligesom den forrige. Næste morgen tænkte han, at nu var han vel kommen langt nok bort; nu turde han nok søge sig et sted, hvor han kunde tjene sit brød ved arbeide istedenfor at tigge. Men det gik ikke saa let, som han havde bildt sig ind. Hunden vilde ingen have med; folk havde hunde nok, eller ogsaa var de bange for, at Karo skulde jage kjørne eller bide gjæssene, som Paul skulde passe. Nogle steder maatte han endogsaa høre, at han nok vilde være en fornem herre, der holdt sig en hund; men det værste var dog, at da de spurgte ham, hvorfra han var, og han ikke turde sige det, truede de med at lade ham bringe til lensmanden som en landstryger. Derover blev Paul meget bange og vovede knapt mere at gaa ind i et hus. Han havde dog ogsaa den dag faaet et stykke brød hist og her, og de to venner tilbragte nu den tredje nat under aaben himmel. Næste morgen gik Paul hen paa landeveien; der tænkte han at kunne gaa mer i sikkerhed. Da han havde tigget sig nogle øre sammen, gik han ind paa et skydsskifte og 73kjøbte sig lidt brød; men det var langtfra, at han og hunden kunde blive mætte. Han indsaa nu, at dette liv ikke kunde blive saaledes ved. „Vi maa skilles ad, Karo,“ sagde han; „jeg vil først se, om jeg kan skaffe dig en herre, der vil forsørge dig; siden faar det gaa mig, som det kan.“ Da han saa, at der kom mange folk til skiftet, blev han der og spurgte enhver, som havde et nogenlunde venligt ansigt, om han vilde kjøbe hans hund. — „Ja,“ sagde han, „De skal gjerne have den for slet intet, hvis De blot vil være snild imod den!“ Men folk vilde ikke engang have den for saa godt kjøb.
Endelig henimod aften kom der en ung mand tilhest, der skulde ride en lang vei om natten. Han fik lyst til at have hunden med og gav Paul to kroner for den. Derpaa gik den fremmede ind for at spise aftensmad, og Paul trak Karo ind i hans værelse. Manden lod straks bringe et fad kjød og ben ind til hunden, og Paul skyndte sig ud af døren. Istedenfor at faa sig noget at spise satte han sig i en krog og græd; dog trøstede den tanke ham noget, at Karo nu var forsørget; han glædede sig ogsaa over, at hunden fik saa meget mad, og gik derpaa ind i stuen for selv at spise. Neppe var han kommen der, før han hørte sin ven gjø høit udenfor døren. Herren vilde til at ride bort; men Karo vilde ikke følge med; den skrabede paa døren og vilde ind til Paul. Herren lokkede og kaldte; men det hjalp ikke. Da gik Paul udenfor og sagde til manden: „Jeg har til lykke endnu ikke brugt Deres penge; der har De dem tilbage; jeg merker nok, at jeg og Karo maa blive sammen. Tak for alt godt imod den!“ Da saa herren paa Paul, der var bleven temmelig mager og smal i ansigtet. „Du har nok ingen aftensmad faaet?“ sagde han. „Nei,“ svarede Paul. „Nu, saa behold baade pengene og din hund!“ raabte manden og red i raskt trav derfra. Paul takkede i sit hjerte baade Gud og den unge mand; saa spiste han sig endelig engang fuldkommen mæt, og den nat sov han og Karo under tag.
Næste morgen stod han vel tilmode op. Den gode lykke, han havde havt aftenen tilforn, havde givet ham nyt haab. Han forsynede sig og Karo med en god frokost af melk og brød og gik atter henad landeveien med sin hund. Da de havde gaaet noget, kom de til bredden af et stort og smukt vand. Karo havde lyst til at gaa i vandet, og Paul, der nu var noksaa munter og vel tilfreds, havde ikke noget imod at lege lidt. Han havde lært Karo at bringe igjen; nu knyttede han sit tørklæde sammen, kastede det 74ud i vandet og raabte: „Bring hid!“ Straks bragte Karo det tilbage, og dermed morede de sig begge i nogen tid. Den stakkars Paul! det var længe, siden han havde leget, og dog var han kun tolv aar gammel.
Endelig blev han kjed deraf og vilde gaa videre; da saa han i det samme et helt selskab af pyntede folk, der kom roende i en smuk baad. Han tænkte: „Hvor det dog maatte være deiligt saaledes at seile paa det blanke vand!“ Det var noget, han aldrig havde prøvet. Folkene i baaden morede sig ogsaa; de lo og spøgte og blev mere muntre, jo nærmere de kom landet. Men idet nogle reiste sig, og andre var urolige, kom baaden til at ligge over. Et vakkert lidet barn havde rakt sig for langt ud af baaden og styrtede pludselig ud i sjøen. Folkene i baaden udstødte et høit skrig, og Paul skreg med, især da han saa, at de i forvirringen kom længere bort med baaden istedenfor at nærme sig til barnet. Men i øieblikket faldt det ham ind, at Karo vist kunde redde barnet. „Bring hid!“ raabte han, idet han lod, som om han kastede sit tørklæde ud. Hunden sprang i vandet; men istedenfor, som den pleiede, at bide i tørklædet tog den fat i den lille piges kjole, svømmede i land med hende og bragte hende til sin legekamerat. Paul havde aldrig i sit liv været saa glad som i dette øieblik; han holdt barnet iveiret og raabte ud til folkene i baaden, at det levede. Et øieblik efter kom de alle iland, og den lille pige blev snart bragt til sig selv igjen. Nu var der en glæde uden lige; den ene efter den anden af de fornemme damer kyssede Paul, og fra ham løb de til Karo, som de klappede, saa vaad han var, og Paul vidste ikke, om han var vaagen, eller om han drømte.
Lidt efter kom der en stor og smuk vogn kjørende, hvori selskabet satte sig, og Paul og hans ven skulde ogsaa med; men Karo vilde dog heller løbe ved siden af vognen. De kjørte til en stor, prægtig gaard, og der kom de op i en deilig sal, som Paul aldrig havde seet mage til. „Naa,“ tænkte han, „jeg tror virkelig, stolene er af guld og væggene af silketøi!“ Han blev ganske ør i hovedet ved alt, hvad han her fik at se.
Den lille piges fader, som var en rig godseier, spurgte nu Paul, hvad han hedte, og hvor han var fra. „Ja, det vil jeg nok sige Dem,“ sagde Paul, „naar De lover mig, at De ikke vil sende mig tilbage til min morbroder!“ „Nei,“ svarede godseieren, „jeg skal ikke sende dig til nogen, som du ikke vil være hos; men din hund, den maa du lade os beholde, jeg skal nok give dig saameget 75for den, saa du skal blive tilfreds.“ „Nei, ellers tak! det kan jeg virkelig ikke tjene Dem i,“ svarede Paul, „jeg og Karo, vi har nu engang lovet hinanden, at vi ikke vil skilles ad i denne verden.“ Og saa fortalte han dem alt, hvad de havde gaaet igjennem sammen, siden de forlod hans faders hytte.
Da sagde manden: „Du har ret, Paul! I maa ikke skilles ad, I skal blive hos mig begge to!“
Da blev Paul overmaade glad; han takkede af et fuldt hjerte, gik hen, klappede Karo og sagde til den: „Gud har sørget godt for os to forladte stakkarer!“