68

Nu har jeg feiet og redt seng,og davren er tilende,nu skal du, Paul, min lille dreng,til skogs og hente brænde.

Der ligger is paa sjø og eng,derunder slumrer voven.Og ved har stormen fældt iflengfor fattigfolk i skoven.

Den vinter er saa haard og slem,saa sult og nød os kuei rævens hule, bjørnens hjem,i fattig-konens stue.

Jeg haaber, du er ei forknyt;men kjæk du gaar og samler;thi er du nu forsagt — saa hyt,naar trommeskindet ramler.

Og bringer du en dygtig dragt,saa stor, som du kan bære,da skal du, som jeg tidt har sagt,min egen pusling være.

Den lille med et hop, et grebfik trukket ned fra knagendet halv opslidte hamperebog gav sig straks til sagen.

Han knappede sin kofte trangog tog sin lodne hueog varmed haanden nok en gangved arnens sjunkne lue.

Flink gled han hen ad byens parkog fløited med det samme,saa sprang han lystig over markog svandt bag bøgens stamme.

Ved hvert et skridt den lille fodi dybe løv han planter;han klapper kindens rosenblodmed sine uldne vanter.

Med flittig haand, med øiet gladdet tørre kvas han sanker,mens til sin mor og middagsmadhan sender sine tanker.

Da rasler det bag grøft og grav,da knaser det i tjørnen, —med tunge fjed i luntetravfra krattet kommer bjørnen.

I strakte løb det slunkne skindom bugen slaar i rynker.Den brummer hult; ved hvert et trindet brede hoved synker.

Da visner rosen paa hans kind —skjønt nok saa klog og tapperhan ved ei ud, han ved ei ind,og hjertet heftig klapper.

Bleg springer han til næste træ,— hans fødder var ei sene —og svinger sig med haand og knæhøit op paa tykke grene.

69Men bamsen er en sikker mand,han klatrer som den bedste.I høie fristed snarlig handen stakkars Paul vil gjeste.

Da rasler atter gren og krat,og gjennem løv og buskehan ser graa-ulven, den krabat,saa jevnt til træet luske.

Af øiet gnistrer blodig brand;sit hyl den ei kan tvinge;den søger dybt sin sultne tandat slaa i bjørnens bringe.

Men med en vældig øredaskden gamle ham modtager.I skogen klang det tunge dask,og ulvens kindben knager.

Med glubske hvinen for den ind,som paa et aadsel ravnen,og som med kjælent vennesindden styrted ham i favnen.

Tæt bjørnen med sin brede labham krysted til sit hjerte,mens ulven gav ham kys og klap,langt fler, end han begjærte.

De sukkede, de nyste rødt,de eiegode venner,og smilede saa honningsødtmed sine hvide tænder.

De valsed rundt med brøl og støiom bøgetræets rødder;smaakviste, mos og blade fløifor deres rappe fødder.

Pent feiet blev den runde plads,hvor dansen blev opføret.En sang diskant, en anden bas,det var en lyst at hør’et.

Duetten skingrede saa stygtmed gjenlyd høit i skoven;men gutten sad paa grenen trygtog titted ned fra oven.

Skjønt snart han gjøs, og snarthan lo,var han dog glad i grunden;han vidste jo, han havde ro,mens de holdt bal i lunden.

Af sangen mat, af dansen træt,af kys og favntag mætte,med brustne blik de arm i armsank om, til døden trætte.

Ud strømmed blod af begges hals —det fik en traurig ende.At dette var en usund vals,maa vist enhver bekjende!

Forsigtig ned fra træet stegden lille fyr paa jorden —han var lidt ræd, han var lidtbleg;men snart han kom i orden.

Han klapped ulvens stride skind:„Du var min ven i nøden,skjønt det nok aldrig faldt dig ind,du stred for mig til døden.“

Han rusked bjørnens øreflip:„Saa nødig som du vilde,saa gik du dog af stegen glip —det var dog rigtig ilde.“

Han sankede sit kvas paa nyog fik det paa sin nakke,70og vraltende han gik til byalt over eng og bakke.

Høit klokken klang i klare luft,saa glad han monne lytte —der stod en liflig kjøkkenduftud fra hans moders hytte.

Knapt sad han der ved melk oggrød,var rent af mindet svundengraaulvens sang og skræk og nødog bjørnens dans i lunden.

Men drengen var, da han blevstor,en grenader saa bister —af bjørnens pels var huens for,af ulvens hans tornister.

Chr. Winther.

68

Nå har jeg feiet og redt seng,og davren er til ende,nå skal du, Paul, min lille dreng,til skogs og hente brænde.

Der ligger is på sjø og eng,derunder slumrer voven.Og ved har stormen felt i flengfor fattigfolk i skogen.

Den vinter er så hard og slem,så sult og nød oss kuei rævens hule, bjørnens hjem,i fattig-konens stue.

Jeg håper, du er ei forknytt;men kjekk du går og samler;thi er du nå forsagt — så hyt,når trommeskinnet ramler.

Og bringer du en dyktig drakt,så stor, som du kan bære,da skal du, som jeg titt har sagt,min egen pusling være.

Den lille med et hopp, et grepfikk trukket ned fra knagendet halv oppslitte hamperepog ga seg straks til sagen.

Han knappet sin kofte trangog tok sin lodne hueog varmet hånden nok en gangved arnens sunkne lue.

Flink gled han hen ad byens parkog fløytet med det samme,så sprang han lystig over markog svant bak bøkens stamme.

Ved hvert et skritt den lille foti dype løv han planter;han klapper kindens rosenblodmed sine uldne vanter.

Med flittig hånd, med øyet gladdet tørre kvas han sanker,mens til sin mor og middagsmathan sender sine tanker.

Da rasler det bak grøft og grav,da knaser det i tjørnen, —med tunge fjed i luntetravfra krattet kommer bjørnen.

I strakte løp det slunkne skinnom buken slår i rynker.Den brummer hult; ved hvert et trindet brede hode synker.

Da visner rosen på hans kinn —skjønt nok så klok og tapperhan vet ei ut, han vet ei inn,og hjertet heftig klapper.

Bleg springer han til neste tre,— hans føtter var ei sene —og svinger seg med hånd og knehøyt opp på tykke grener.

69Men bamsen er en sikker mann,han klatrer som den beste.I høye fristed snarlig handen stakkars Paul vil gjeste.

Da rasler atter gren og krat,og gjennom løv og buskerhan ser grå-ulven, den krabat,så jevnt til treet luske.

Av øyet gnistrer blodig brand;sitt hyl den ei kan tvinge;den søker dypt sin sultne tannå slå i bjørnens bringe.

Men med en veldig øredaskden gamle ham modtager.I skogen klang det tunge dask,og ulvens kinnbein knager.

Med glupske hvinen for den inn,som på et åtsel ravnen,og som med kjælent vennesindden styrtet ham i favnen.

Tett bjørnen med sin brede labham krystet til sitt hjerte,mens ulven ga ham kyss og klapp,langt fler, enn han begjærte.

De sukket, de nyste rødt,de eiegode venner,og smilte så honningsødtmed sine hvite tenner.

De valset rundt med brøl og støyom bøketreets røtter;småkvister, mos og blade fløyfor deres rappe føtter.

Pent feiet ble den runde plass,hvor dansen ble oppført.En sang diskant, en annen bas,det var en lyst at hør’et.

Duetten skingret så stygtmed gjenlyd høyt i skogen;men gutten satt på grenen trygtog tittet ned fra oven.

Skjønt snart han gjøs, og snarthan lo,var han dog glad i grunnen;han visste jo, han hadde ro,mens de holdt bal i lunden.

Av sangen mat, av dansen trett,av kyss og favntak mette,med brustne blikk de arm i armsank om, til døden trette.

Ut strømmet blod av begges hals —det fikk en traurig ende.At dette var en usunn vals,må vist enhver bekjenne!

Forsiktig ned fra treet stegden lille fyr på jorden —han var litt redd, han var littbleg;men snart han kom i orden.

Han klappet ulvens stride skinn:„Du var min venn i nøden,skjønt det nok aldri falt deg inn,du stred for meg til døden.“

Han rusket bjørnens øreflipp:„Så nødig som du ville,så gikk du dog av stegen glipp —det var dog riktig ilde.“

Han sanket sitt kvas på nyog fikk det på sin nakke,70og vraltende han gikk til byalt over eng og bakke.

Høyt klokken klang i klare luft,så glad han monne lytte —der stod en liflig kjøkkenduftut fra hans moders hytte.

Knapt satt han der ved melk oggrøt,var rent av minnet svunnengraaulvens sang og skrekk og nødog bjørnens dans i lunden.

Men drengen var, da han blestor,en grenader så bister —av bjørnens pels var huens for,av ulvens hans tornister.

Chr. Winther.