66

Blandt alle lande i øst og vester fædrelandet mit hjerte næst.Det „gamle Norge“ / med klippeborgemig huger bedst.

Fra Vesterhavet til Kjølens rand,fra Nordishavet til Kristianssand,der har jeg hjemme / og kan istemme:mit fædreland!

Jeg elsker eder, I gamle fjeldmed høie tinder og dybe væld,med skog om barmen / og jern i armentil tidens kveld!

Jeg elsker eder, I bække smaa,I stolte fosse, I fjorde blaa,67I sjøer blanke, / hvis stille tankekan stjerner naa.

Jeg elsker furu- og birkelundmed toneklangen fra fuglemund,og meget aner / de dunkle graneri vaarens stund.

Jeg elsker bølgen, hvor frihed gror,de dybe dale, hvor freden bor,de lier fagre / og gyldne agrepaa odelsjord.

Jeg elsker alt, som er egte norsk,fra folkelivet til sild og torsk, —som fremad skrider, / om end det glideren smule dorsk.

Jeg elsker høilig mit modersmaal,det klinger kraftig som hærdet staal,fra hjertets grunde / i folkemundehos Per og Paal.

Dog mest jeg elsker det folkefærd,som har sit hjem mellem fjeld og skjær,hvor unge hædre / de gamle fædre,som bygged her.

Jeg elsker bonden i kofte graaog fattigmanden, hvis seng er straa,og alle magter, / som ei foragterde simple smaa.

Vi alle udsprang af fælles rod,til fælles lykke, med fælles blod;og fælles minder / som bølger rinderi tidens flod.

Lad nordenvinden gaa landet omog blæse heden det falske skum,som gamle noder / og nye moderhar givet rum!

68Saa vaagner folket en morgenstundmed liv i hjerte og lys i mund,og sødt det sjunger / med løste tungerom livets grund.

Ole Vig.

66

Blant alle lande i øst og vester fedrelandet mitt hjerte nest.Det „gamle Norge“ / med klippeborgermeg huger best.

Fra Vesterhavet til Kjølens rand,fra Nordishavet til Kristianssand,der har jeg hjemme / og kan istemme:mitt fedreland!

Jeg elsker dere, dere gamle fjellmed høye tinder og dype vell,med skog om barmen / og jern i armentil tidens kveld!

Jeg elsker dere, dere bekker små,I stolte fosse, dere fjorde blå,67I sjøer blanke, / hvis stille tankekan stjerner nå.

Jeg elsker furu- og birkelundmed toneklangen fra fuglemund,og meget aner / de dunkle graneri vårens stund.

Jeg elsker bølgen, hvor frihet gror,de dype dale, hvor freden bor,de lier fagre / og gyldne åkrerpå odelsjord.

Jeg elsker alt, som er ekte norsk,fra folkelivet til sild og torsk, —som fremad skrider, / om enn det glideren smule dorsk.

Jeg elsker høylig mitt morsmål,det klinger kraftig som herdet stål,fra hjertets grunde / i folkemunnehos Per og Paal.

Dog mest jeg elsker det folkeferd,som har sitt hjem mellom fjell og skjær,hvor unge hedre / de gamle fedre,som bygget her.

Jeg elsker bonden i kofte gråog fattigmannen, hvis seng er strå,og alle makter, / som ei forakterde simple små.

Vi alle utsprang av felles rot,til felles lykke, med felles blod;og felles minner / som bølger rinneri tidens flod.

Lad nordenvinden gå landet omog blåse heden det falske skum,som gamle noder / og nye morhar gitt rom!

68Så våkner folket en morgenstundmed liv i hjerte og lys i munn,og søtt det synger / med løste tungerom livets grunn.

Ole Vig.