50

Der var engang en kjærring, som havde en søn, og han var saa lad og doven, at han aldrig vilde tage sig noget til, som nyttigt var; men synge og danse havde han lyst til, og det gjorde han, saa lang dagen var, og det varede nok en stund udpaa natten med. Jo længere det led, desto knappere blev det for konen; gutten vokste, og mad vilde han have, saa det forslog, og til klæder gik der mere og mere, efterhvert som han vokste, og de holdt ikke længe, skal jeg tro; for han dansede og sprang baade i skog og mark.

Tilsidst syntes kjærringen, det blev for galt; saa sagde hun til gutten en dag, at nu fik han begynde at gaa paa arbeide og tage sig noget ordentligt til, ellers blev det sveltihjel for dem begge to. Men det havde gutten ikke lyst til; han sagde, at han heller 51vilde fri til datter til mor i krogen; for fik han hende, kunde han leve godt og vel alle sine dage, synge og danse og aldrig bry sig med arbeide.

Da moderen hørte det, tænkte hun, det kanske kunde være nok saa brav, og saa stelte hun for gutten saa godt, hun kunde, forat han skulde se lidt skikkelig ud, naar han kom til mor i krogen, og saa lagde han i veien igjen.

II. Rotten og lintraaden.

Da han kom ud, skinnede solen saa varmt og vakkert; men om natten havde det regnet, saa det var blødt, og alle myrhullerne stod fulde af vand. Gutten tog den korteste veien til mor i krogen; han sang og han sprang, saa som han altid pleiede at gjøre; men ret som han hoppede og sprang, kom han til en myr, og over den laa en klop, og fra den kloppen skulde han gjøre et sprang over et myrhul bort paa en tue, forat han ikke skulde søle til skoene sine. Men „plump!“ sagde det. I det samme han satte foden paa tuen, bar det ned igjennem, og det stansede ikke, før han var i et fælt, stygt, mørkt hul. I førstningen kunde han ikke se noget; men da han havde været der en stund, skimtede han en rotte, som gik og svinsede og svansede med et nøgleknippe ved halen.

„Er du der, gutten min?“ sagde rotten. „Tak skal du have, fordi du kommer og ser til mig; jeg har ventet længe paa dig. Du kommer vel for at fri til mig, og du har det vel hedt, kan jeg vide; men du faar have taal endnu en stund; for jeg skal have stort hjemmegifte, og jeg er ikke færdig til brylluppet endnu; men jeg skal gjøre mit bedste, saa det kan blive snart.“

Da hun havde sagt det, trak hun frem nogle eggeskaller med al slags smaamad, saadant som rotterne pleier spise, og satte frem for ham og sagde: „Du faar sætte dig indtil og spise; du kan være baade træt og sulten.“

Men gutten syntes ikke, han havde lyst paa slig mad. „Gid jeg bare var vel herfra og oppe igjen,“ tænkte han; men han sagde ingenting.

„Nu vil du vel gjerne hjem igjen, kan jeg tænke,“ sagde rotten. „Du længes vel efter brylluppet, ved jeg, og jeg skal skynde mig, saameget jeg kan. Du faar tage med dig denne lintraaden, og naar du kommer op, skal du ikke se dig om, men gaa lige hjem, og paa veien skal du ikke sige andet end „stakket for og langt bag,“ og saa gav hun ham en lintraad i haanden.

„Nei,“ sagde gutten, da han var kommen op, „did skal jeg 52vel aldrig komme igjen.“ Men traaden havde han i haanden, og han sprang, og han sang, som han pleiede; men endda han ikke tænkte mere paa rottehullet, var han kommen paa den tralten, at han sang:

„Stakket for og langt bag!Stakket for og langt bag!“

Da han kom hjem i svalen igjen, vendte han sig om; der laa der mange, mange hundrede alen af den hvideste lærredsvæv, saa fin, at ikke den flinkeste væverjente kunde væve den finere.

„Mor, mor, kom ud, kom ud!“ raabte og skreg han. Kjærringen kom farende ud og spurgte, hvad der var paafærde. Da hun saa væven, som rak saa langt bort, som hun kunde se, og endda et stykke, vilde hun ikke tro sig selv, før gutten fortalte, hvorledes det var gaaet til. Men da hun havde hørt det og kjendte væven mellem fingrene sine, blev hun saa glad, at hun tog til at synge og danse hun ogsaa.

Saa tog hun væven og klippede den op og syede skjorter af den baade til sønnen og til sig selv; resten gik hun i byen med og solgte og fik penge for. Nu levede de baade godt og vel paa dette en stund. Men da det var forbi, havde kjærringen ikke mere mad i huset, og saa sagde hun til sønnen, at nu fik han rigtig begynde at gaa paa arbeide og tage sig noget ordentligt til, ellers blev det ikke andet end sveltihjel med dem begge to.

III. Rotten og uldtraaden.

Men gutten havde bedre lyst til at gaa til mor i krogen og fri til datter hendes. Ja, kjærringen syntes, det var nok saa brav; for han var nu velklædt, og ikke saa han saa ilde ud heller. Saa flidde hun ham og stelte ham det bedste, hun kunde, og han trak frem de nye skoene sine og pudsede dem saa blanke, saa han kunde speile sig i dem, og da han havde gjort det, saa gik han. Det var akkurat som sidst: da han kom ud, skinnede solen saa varmt og vakkert; men det havde regnet om natten, saa det var blødt og sølet, og alle myrhullerne stod fulde af vand. Gutten tog den korteste veien til mor i krogen, og han sang, og han sprang, saa som han altid pleiede at gjøre; han gik en anden vei end sidste gangen; men ret som han hoppede og sprang, kom han ud paa kloppen over myren igjen, og fra den skulde han hoppe over et myrhul bort paa en tue, forat han ikke skulde søle til skoene sine; men „plump!“ sagde det; og det bar ned igjennem 53og stansede ikke, før han var i et fælt, stygt, mørkt hul. I førstningen kunde han ingenting se; men da han havde været der en stund, skimtede han en rotte med et nøgleknippe, som gik der og svinsede og svansede.

„Er du der, gutten min?“ sagde rotten. „Velkommen igjen; det var snildt af dig, at du vilde se til mig saa snart; du er vel svært utaalmodig, kan jeg vide; men du faar rigtig give taal endnu en stund; for det vanter lidt i hjemmegiftet mit endnu; men naar du kommer igjen næste gangen, skal alt være istand.“

Da hun havde sagt det, satte hun frem mange slags smaamad i eggeskaller, sligt, som rotterne pleier spise og synes godt om; men gutten syntes, at det saa ud som spist mad, og han havde ingen madhu, sagde han; og „gid jeg bare var vel herfra og oppe igjen,“ tænkte han; men han sagde ingenting.

Om en stund sagde rotten: „Nu vil du vel gjerne op igjen, kan jeg tænke. Med brylluppet skal jeg skynde mig saa fort, jeg kan. Men nu faar du tage med dig denne uldtraaden, og naar du kommer op, skal du ikke se dig om, men gaa lige hjem, og paa veien skal du ikke sige andet end „stakket for og langt bag,“ og saa gav hun ham en uldtraad i haanden.

„Det var godt, at jeg slap ud,“ sagde gutten ved sig selv; „did skal jeg vist aldrig komme“, og saa sang han, og sprang han, som han pleiede. Rottehullet tænkte han ikke mere paa; men han var kommen paa den tralten, at han sang:

„Stakket for og langt bag!Stakket for og langt bag!“

og det holdt han paa med hele veien.

Da han var kommen paa traakken hjemme, kom han til at se sig om; der laa den fineste klædesvæv, over mange hundrede alen, ja næsten over en halv fjerding lang, og saa fin, at ikke nogen byfant kunde have finere klæde til kjole.

„Mor, mor, kom ud, kom ud!“ raabte gutten.

Kjærringen kom ud i døren, slog hænderne sammen og var næsten daanefærdig af glæde, da hun saa alt det deilige klæde, og saa maatte han fortælle hende, hvorledes han havde faaet det, og hvorledes det var gaaet til fra først til sidst. Der blev en svare velstand da, kan du vide. Gutten fik nye, fine klæder, og kjærringen gik til byen og solgte væven lidt efter hvert og fik mangfoldige 54penge, saa hun pyntede op stuen sin, og selv blev hun saa staselig paa sine gamle dage, saa hun gjerne kunde været frue. De levede baade godt og vel; men tilslut blev der ende paa de pengene ogsaa, og saa var det en dag, som kjærringen ikke havde mere mad i huset, saa sagde hun til sønnen sin, at nu fik han rigtig gaa paa arbeide og tage sig noget ordentligt til, ellers blev det nok sveltihjel med dem begge to.

IV. Hvem gutten fik til brud.

Men gutten mente, det var meget bedre at gaa til mor i krogen og fri til datter hendes. Denne gangen syntes kjærringen det samme og sagde ikke gutten imod i det; for nu havde han nye, fine klæder, og han saa saa godt ud, at hun syntes, det var rent umuligt, at saadan en gild gut kunde faa nei. Saa pyntede hun og pudsede ham det bedste, hun kunde, og selv tog han frem de nye skoene sine og gned dem saa blanke, at han kunde speile sig i dem, og da han havde gjort det, lagde han af gaarde.

Denne gangen tog han ikke den korteste veien; men han gjorde en stor krog paa den; for ned til rotten vilde han ikke mere, han var saa kjed af den svinsing og svansing og af det evige bryllupssnakket. Veiret og føret det var akkurat som begge de forrige gangene. Solen skinte, saa det blinkede i sølen og myrpytterne, og gutten sang og sprang, som han pleiede; men ret som han hoppede og sprang, vidste han ikke ordet af det, før han var ude paa den samme kloppen over myren igjen. Saa skulde han hoppe over et myrhul og bort paa en tue, forat han ikke skulde søle til de blanke skoene sine. „Plump!“ sagde det, og det bar ned igjennem med gutten og stansede ikke, før han var nede i det samme fæle, mørke, stygge hullet igjen. I førstningen blev han glad; for han kunde ingenting se; men da han havde været der en stund, skimtede han den stygge rotten, han var saa lei, med nøgleknippet i enden paa halen.

„Goddag, gutten min,“ sagde rotten; „velkommen igjen skal du være; jeg ser, du ikke længe kan være mig foruden! Det skal du have tak for; men nu er alting færdigt til bryllups ogsaa, og vi skal reise paa timen.“ Det skal vist blive noget af, tænkte gutten; men han sagde ingenting.

Saa peb rotten, og der vimsede frem en hel del smaarotter og mus af alle krogene, og seks store rotter kom trækkende med en stegepande; to mus satte sig bag til tjenere, og to satte sig 55foran og styrede; nogle satte sig opi, og rotten med nøgleknippet satte sig iblandt dem. Saa sagde hun til gutten:

„Veien er lidt trang her. Du faar nok gaa ved siden af vognen, du gutten min, til veien bliver bredere, saa skal du faa lov at sidde opi hos mig.“

„Stort skal det være!“ tænkte gutten. „Gid jeg bare var vel oppe, skulde jeg rende fra hele herket,“ tænkte han; men han sagde ingenting. Han fulgte med saa godt, han kunde; imellem maatte han krybe, og imellem maatte han gaa og bukke ryggen vel; for veien var trang iblandt; men da den blev bedre, gik han iforveien og saa sig om, hvor han bedst skulde lure sig fra dem og tage spranget. Ret som han gik, saa hørte han en klar, deilig stemme bag sig, som sagde: „Nu er veien god; kom, min ven, og stig op i vognen!“

Gutten braavendte sig og havde nær mistet baade næse og øren; der stod den prægtigste vogn med seks hvide heste for, og i vognen sad en jomfru saa lys og deilig som solen, og omkring hende sad der andre, som var saa vakre og blide som stjerner. Det var en prinsesse og legesøstrene hendes, som allesammen havde været forgjorte. Men nu var de frelste, fordi han var kommen derned og havde saa godt hjertelag.

„Kom nu!“ sagde prinsessen. Saa steg gutten op i vognen og kjørte med. Da sagde prinsessen: „Nu vil vi reise til mig først, saa skal vi sende bud efter din moder.“

Det var vel nok, tænkte gutten — han sagde ingenting nu heller; men han syntes, det var bedre at tage hjem til sin moder end ned i det stygge rottehullet. Men ret som det var, kom de til et gildt slot; der tog de ind, og der skulde de være. Og saa blev der sendt en gild vogn med seks heste for efter kjærringen, og naar den kom igjen, skulde brylluppet begynde. Skynder vi os, tør vi komme tidsnok vi og til at skaale med brudgommen og danse med bruden.

P. C. Asbjørnsen.

50

Der var engang en kjerring, som hadde en sønn, og han var så lad og doven, at han aldri ville ta seg noe til, som nyttig var; men synge og danse hadde han lyst til, og det gjorde han, så lang dagen var, og det varte nok en stund utpå natten med. Jo lenger det led, desto knappere ble det for konen; gutten vokste, og mat ville han ha, så det forslog, og til klæder gikk der mer og mer, efterhvert som han vokste, og de holdt ikke lenge, skal jeg tro; for han danset og sprang både i skog og mark.

Til sist syntes kjerringen, det ble for galt; så sa hun til gutten en dag, at nå fikk han begynne å gå på arbeide og ta seg noe ordentlig til, ellers ble det sveltihjel for dem begge to. Men det hadde gutten ikke lyst til; han sa, at han heller 51ville fri til datter til mor i kroken; for fikk han henne, kunne han leve godt og vel alle sine dage, synge og danse og aldri bry seg med arbeide.

Da moren hørte det, tenkte hun, det kanskje kunne være nok så brav, og så stelte hun for gutten så godt, hun kunne, for at han skulle se litt skikkelig ut, når han kom til mor i kroken, og så la han i veien igjen.

II. Rotten og lintråden.

Da han kom ut, skinte solen så varmt og vakkert; men om natten hadde det regnet, så det var blødt, og alle myrhullene stod fulle av vann. Gutten tok den korteste veien til mor i kroken; han sang og han sprang, så som han alltid pleide å gjøre; men rett som han hoppet og sprang, kom han til en myr, og over den lå en klopp, og fra den kloppen skulle han gjøre et sprang over et myrhull bort på en tue, for at han ikke skulle søle til skoene sine. Men „plump!“ sa det. I det samme han satte foten på tuen, bar det ned igjennom, og det stanset ikke, før han var i et fælt, stygt, mørkt hull. I førstningen kunne han ikke se noe; men da han hadde vært der en stund, skimtet han en rotte, som gikk og svinset og svansede med et nøkleknippe ved halen.

„Er du der, gutten min?“ sa rotten. „Takk skal du ha, fordi du kommer og ser til meg; jeg har ventet lenge på deg. Du kommer vel for å fri til meg, og du har det vel hett, kan jeg vide; men du får have tål ennå en stund; for jeg skal ha stort hjemmegifte, og jeg er ikke ferdig til brylluppet ennå; men jeg skal gjøre mitt beste, så det kan bli snart.“

Da hun hadde sagt det, trakk hun frem noen eggeskall med all slags småmat, sådant som rottene pleier spise, og satte frem for ham og sa: „Du får sette deg inntil og spise; du kan være både trett og sulten.“

Men gutten syntes ikke, han hadde lyst på slig mat. „Gid jeg bare var vel herfra og oppe igjen,“ tenkte han; men han sa ingenting.

„Nå vil du vel gjerne hjem igjen, kan jeg tenke,“ sa rotten. „Du lenges vel etter brylluppet, vet jeg, og jeg skal skynde meg, saameget jeg kan. Du får ta med deg denne lintråden, og når du kommer opp, skal du ikke se deg om, men gå like hjem, og på veien skal du ikke si annet enn „stakket for og langt bak,“ og så ga hun ham en lintråd i hånden.

„Nei,“ sa gutten, da han var kommet opp, „dit skal jeg 52vel aldri komme igjen.“ Men tråden hadde han i hånden, og han sprang, og han sang, som han pleide; men enda han ikke tenkte mer på rottehullet, var han kommet på den tralten, at han sang:

„Stakket for og langt bak!Stakket for og langt bak!“

Da han kom hjem i svalen igjen, vendte han seg om; der lå der mange, mange hundre alen av den hviteste lerretsvev, så fin, at ikke den flinkeste væverjente kunne veve den finere.

„Mor, mor, kom ut, kom ut!“ ropte og skrek han. Kjerringen kom farende ut og spurte, hva der var paafærde. Da hun så veven, som rak så langt bort, som hun kunne se, og enda et stykke, ville hun ikke tro seg selv, før gutten fortalte, hvorledes det var gått til. Men da hun hadde hørt det og kjente veven mellom fingrene sine, ble hun så glad, at hun tok til å synge og danse hun også.

Så tok hun veven og klippet den opp og sydde skjorter av den både til sønnen og til seg selv; resten gikk hun i byen med og solgte og fikk penger for. Nå levde de både godt og vel på dette en stund. Men da det var forbi, hadde kjerringen ikke mer mat i huset, og så sa hun til sønnen, at nå fikk han riktig begynne å gå på arbeide og ta seg noe ordentlig til, ellers ble det ikke annet enn sveltihjel med dem begge to.

III. Rotten og ulltråden.

Men gutten hadde bedre lyst til å gå til mor i kroken og fri til datter hennes. Ja, kjerringen syntes, det var nok så brav; for han var nå velklædt, og ikke så han så ilde ut heller. Så flidde hun ham og stelte ham det beste, hun kunne, og han trakk frem de nye skoene sine og pusset dem så blanke, så han kunne speile seg i dem, og da han hadde gjort det, så gikk han. Det var akkurat som sist: da han kom ut, skinte solen så varmt og vakkert; men det hadde regnet om natten, så det var blødt og sølet, og alle myrhullene stod fulle av vann. Gutten tok den korteste veien til mor i kroken, og han sang, og han sprang, så som han alltid pleide å gjøre; han gikk en annen vei enn siste gangen; men rett som han hoppet og sprang, kom han ut på kloppen over myren igjen, og fra den skulle han hoppe over et myrhull bort på en tue, for at han ikke skulle søle til skoene sine; men „plump!“ sa det; og det bar ned igjennom 53og stanset ikke, før han var i et fælt, stygt, mørkt hull. I førstningen kunne han ingenting se; men da han hadde vært der en stund, skimtet han en rotte med et nøkleknippe, som gikk der og svinsede og svansede.

„Er du der, gutten min?“ sa rotten. „Velkommen igjen; det var snilt av deg, at du ville se til meg så snart; du er vel svært utålmodig, kan jeg vide; men du får riktig gi tål ennå en stund; for det vanter litt i hjemmegiftet mitt ennå; men når du kommer igjen neste gangen, skal alt være i stand.“

Da hun hadde sagt det, satte hun frem mange slags småmat i eggeskall, slikt, som rottene pleier spise og synes godt om; men gutten syntes, at det så ut som spist mat, og han hadde ingen madhu, sa han; og „gid jeg bare var vel herfra og oppe igjen,“ tenkte han; men han sa ingenting.

Om en stund sa rotten: „Nå vil du vel gjerne opp igjen, kan jeg tenke. Med brylluppet skal jeg skynde meg så fort, jeg kan. Men nå får du ta med deg denne ulltråden, og når du kommer opp, skal du ikke se deg om, men gå like hjem, og på veien skal du ikke si annet enn „stakket for og langt bak,“ og så ga hun ham en ulltråd i hånden.

„Det var godt, at jeg slapp ut,“ sa gutten ved seg selv; „dit skal jeg vist aldri komme“, og så sang han, og sprang han, som han pleide. Rottehullet tenkte han ikke mer på; men han var kommet på den tralten, at han sang:

„Stakket for og langt bak!Stakket for og langt bak!“

og det holdt han på med hele veien.

Da han var kommet på tråkken hjemme, kom han til å se seg om; der lå den fineste kledesvev, over mange hundre alen, ja nesten over en halv fjerding lang, og så fin, at ikke noen byfant kunne ha finere klede til kjole.

„Mor, mor, kom ut, kom ut!“ ropte gutten.

Kjerringen kom ut i døren, slo hendene sammen og var nesten dåneferdig av glede, da hun så alt det deilige klede, og så måtte han fortelle henne, hvorledes han hadde fått det, og hvorledes det var gått til fra først til sist. Der ble en svare velstand da, kan du vide. Gutten fikk nye, fine klæder, og kjerringen gikk til byen og solgte veven litt etter hvert og fikk mangfoldige 54penger, så hun pyntet opp stuen sin, og selv ble hun så staselig på sine gamle dage, så hun gjerne kunne vært frue. De levde både godt og vel; men til slutt ble der ende på de pengene også, og så var det en dag, som kjerringen ikke hadde mer mat i huset, så sa hun til sønnen sin, at nå fikk han riktig gå på arbeide og ta seg noe ordentlig til, ellers ble det nok sveltihjel med dem begge to.

IV. Hvem gutten fikk til brud.

Men gutten mente, det var meget bedre å gå til mor i kroken og fri til datter hennes. Denne gangen syntes kjerringen det samme og sa ikke gutten imot i det; for nå hadde han nye, fine klæder, og han så så godt ut, at hun syntes, det var rent umulig, at sådan en gild gut kunne få nei. Så pyntet hun og pusset ham det beste, hun kunne, og selv tok han frem de nye skoene sine og gned dem så blanke, at han kunne speile seg i dem, og da han hadde gjort det, la han av gaarde.

Denne gangen tok han ikke den korteste veien; men han gjorde en stor krok på den; for ned til rotten ville han ikke mer, han var så kjed av den svinsing og svansing og av det evige bryllupssnakket. Været og føret det var akkurat som begge de forrige gangene. Solen skinte, så det blinket i sølen og myrpyttene, og gutten sang og sprang, som han pleide; men rett som han hoppet og sprang, visste han ikke ordet av det, før han var ute på den samme kloppen over myren igjen. Så skulle han hoppe over et myrhull og bort på en tue, for at han ikke skulle søle til de blanke skoene sine. „Plump!“ sa det, og det bar ned igjennom med gutten og stanset ikke, før han var nede i det samme fæle, mørke, stygge hullet igjen. I førstningen ble han glad; for han kunne ingenting se; men da han hadde vært der en stund, skimtet han den stygge rotten, han var så lei, med nøkkelknippet i enden på halen.

„Goddag, gutten min,“ sa rotten; „velkommen igjen skal du være; jeg ser, du ikke lenge kan være meg foruten! Det skal du ha takk for; men nå er alting ferdig til bryllups også, og vi skal reise på timen.“ Det skal vist bli noe av, tenkte gutten; men han sa ingenting.

Så pep rotten, og der vimsede frem en hel del smårotter og mus av alle krokene, og seks store rotter kom trekkende med en stekepanne; to mus satte seg bak til tjenere, og to satte seg 55foran og styrte; noen satte seg opi, og rotten med nøkkelknippet satte seg iblant dem. Så sa hun til gutten:

„Veien er litt trang her. Du får nok gå ved siden av vognen, du gutten min, til veien blir bredere, så skal du få lov å sitte opi hos meg.“

„Stort skal det være!“ tenkte gutten. „Gid jeg bare var vel oppe, skulle jeg renne fra hele herket,“ tenkte han; men han sa ingenting. Han fulgte med så godt, han kunne; imellom måtte han krype, og imellom måtte han gå og bukke ryggen vel; for veien var trang iblant; men da den ble bedre, gikk han i forveien og så seg om, hvor han best skulle lure seg fra dem og ta spranget. Rett som han gikk, så hørte han en klar, deilig stemme bak seg, som sa: „Nå er veien god; kom, min venn, og stig opp i vognen!“

Gutten bråvendte seg og hadde nær mistet både nese og øren; der stod den prektigste vogn med seks hvite hester for, og i vognen satt en jomfru så lys og deilig som solen, og omkring henne satt der andre, som var så vakre og blide som stjerner. Det var en prinsesse og lekesøstrene hennes, som allesammen hadde vært forgjorte. Men nå var de frelste, fordi han var kommet derned og hadde så godt hjertelag.

„Kom nå!“ sa prinsessen. Så steg gutten opp i vognen og kjørte med. Da sa prinsessen: „Nå vil vi reise til meg først, så skal vi sende bud etter din mor.“

Det var vel nok, tenkte gutten — han sa ingenting nå heller; men han syntes, det var bedre å ta hjem til sin mor enn ned i det stygge rottehullet. Men rett som det var, kom de til et gildt slott; der tok de inn, og der skulle de være. Og så ble der sendt en gild vogn med seks hester for etter kjerringen, og når den kom igjen, skulle brylluppet begynne. Skynder vi oss, tør vi komme tidsnok vi og til å skåle med brudgommen og danse med bruden.

P. C. Asbjørnsen.