49

En sjelden gammel bjørnehund,som kom fra Laplands sne,langt sydpaa i den rige gaardjeg daglig kan se.

Dens pels er som huldrekoensbrandgul langs dens ryg,men gulbrun i siderneog lodden og tyk.

Brunt gnistrer dens øie;skarpt ørene staar frem;dens aasyn har et prægfra dens fjerne, dunkle hjem.

Nu er den meget gammel,helt døv og halvt lam,og bamsen gik i fredalt længe for dens glam.

II bd.

50Før streifed den i skog,gjennem li, over hei,hvor bamsen gjennem krattetmed brag brød sin vei.

Trods labbens klo den hvide tandsad fast i sorte hud;den vilde leg først endteved jægerens skud.

Nu lusker den i gaardensaa mødig og træt;dens streiftog begrænsesaf stakitgjærdet tæt.

Den ligger mest og dovner sig —den drømmer, kan jeg tro,om dengang den gjestedebamsen i hans bo.

Den rækker sig og strækker sigi solvæggen hed,den søger som den gamle manddet luneste sted.

Men fyger det om vintren,og sneen hvirvler op,da vaagner den og rystersin haarrige krop;

da springer den fra lyettil det aabneste sted —vildt haarene sig reiser,som om den var vred.

Den spidser øret skarpere;den viser hvide tand;det sorte øie gnistrermed ungdommelig brand.

Den stirrer ud i hvirvlerneog op til himlens sky:En drøm om dens fjerne hjemgjør livskraften ny —

en drøm om Laplands fjelde,dets fanner og dets sne,og hvad den i sin barndomfik høre og fik se.

J. Moe.

49

En sjelden gammel bjørnehund,som kom fra Laplands sne,langt sydpå i den rike gårdjeg daglig kan se.

Dens pels er som huldrekoensbranngul langs dens rygg,men gulbrun i sideneog lodden og tykk.

Brunt gnistrer dens øye;skarpt ørene står frem;dens åsyn har et pregfra dens fjerne, dunkle hjem.

Nå er den meget gammel,helt døv og halvt lam,og bamsen gikk i fredalt lenge for dens glam.

II bd.

50Før streifet den i skog,gjennom li, over hei,hvor bamsen gjennom krattetmed brak brød sin vei.

Trass labbens klo den hvite tannsatt fast i sorte hud;den ville lek først endteved jegerens skudd.

Nå lusker den i gårdenså mødig og trett;dens streiftog begrensesav stakittgjerdet tett.

Den ligger mest og dovner seg —den drømmer, kan jeg tro,om dengang den gjestetbamsen i hans bo.

Den rekker seg og strekker segi solveggen het,den søker som den gamle manndet luneste sted.

Men fyker det om vinteren,og sneen virvler opp,da våkner den og rystersin haarrige kropp;

da springer den fra lyettil det åpneste sted —vilt hårene seg reiser,som om den var vred.

Den spisser øret skarpere;den viser hvite tann;det sorte øye gnistrermed ungdommelig brand.

Den stirrer ut i virvleneog opp til himlens sky:En drøm om dens fjerne hjemgjør livskraften ny —

en drøm om Laplands fjell,dets fanner og dets sne,og hva den i sin barndomfikk høre og fikk se.

J. Moe.