En mops spadserede engang i klart maaneskin og faldt i en grøft. Med møie og anstrengelse hjalp den sig atter op. Men da stillede den sig hen med halvt tillukkede øine og gjøede op imod maanen. „Det er din skyld, det er din skyld, du med dit blege, enfoldige lys, du dumme maane! Hvorfor behøver du at narre folk med dit bedragerske skin? Skin klart, om du vil skinne, eller lad det heller ganske være, hvis du ikke formaar at skinne klart.“
Saaledes skjeldte og gjøede den tykke mops. Men maanen vandrede rolig sin vei og smilte som før.