Selv en stær kan have godt af at lære noget, om den end ikke trænger til at lære saa meget som et menneske. I den lille by Segringen var der en barber, som havde en stær, og hans læregut gav den undervisning i at snakke. Stæren lærte nu for det første alle de ord, som sprogmesteren opgav, og tilsidst sagde den ogsaa efter af sig selv, hvad den hørte sin herre sige, f. eks.: „jeg er barberen i Segringen.“ Dens herre havde forresten en hel del mundheld, som han gjentog ved alle leiligheder, f. eks. „saa saa,“ „saa la la,“ eller «par compagnie» (det vil sige saa meget som: i selskab med andre) eller „din klodrian.“ Saaledes titulerede han nemlig i almindelighed læregutten, naar denne smurte halvdelen af plastret paa bordet istedenfor paa lerredet, eller naar han strøg barberkniven af paa ryggen istedenfor paa eggen, eller naar han slog istykker en medicinflaske. Alle disse mundheld lærte stæren efterhaanden. Nu havde barberen ogsaa spisekvarter, og derfor kom der daglig mange folk i huset. Naar da gjesterne sad og passiarede sammen, fik de sig ofte en hjertelig latter; for stæren lagde sit ord med i laget, og det passede, som om den havde forstand paa det, og mangen gang, naar læregutten raabte: „Hvordan har du det, Hansemand?“ svarede stæren: „Din klodrian!“ Men en dag, da vingerne var voksede ud paa den igjen, vinduet stod aabent, og veiret var godt, saa tænkte stæren: Nu tror jeg, jeg kan saa meget, som jeg behøver for at komme frem i verden, og vips! var den ude af vinduet. Den styrede kursen ud paa landet, hvor den slog sig til en flok andre fugle, og da de fløi op, fløi den med; for den tænkte: De er bedre kjendte hertillands end jeg. Men de fløi uheldigvis allesammen i et garn. Stæren sagde: „Din klodrian!“ Da fuglefængeren kom og saa, hvilken prægtig fangst han havde gjort, tog han den ene fugl efter den anden forsigtig ud af nettet, dreiede halsen om paa dem og kastede dem paa 43jorden. Men da han nu vilde strække de fæle fingre efter nok en fange og troede, at der ikke var noget iveien, raabte stæren: „Jeg er barberen i Segringen!“ ret som om den vidste, hvad den skulde sige for at frelse sit liv. Fuglefængeren blev i førstningen forskrækket og troede, det var spøgeri; men da han forstod, hvordan det hang sammen, var han færdig at dø af latter og sagde: „Nei, Hansemand! det havde jeg aldrig tænkt, at jeg skulde træffe dig her; hvordan gaar det til, at du kommer her i mit garn?“ — «Par compagnie,» svarede Hansemand. Fuglefængeren bragte stæren hjem til dens herre og fik baade tak og penge. Men denne tildragelse skaffede barberen en udmerket søgning; thi alle vilde se den merkværdige Hansemand, og naar folk paa den kant skal aarelades, gaar de altid til barberen i Segringen.

Hebel.

Selv en stær kan ha godt av å lære noe, om den enn ikke trenger til å lære så meget som et menneske. I den lille by Segringen var der en barber, som hadde en stær, og hans læregutt ga den undervisning i å snakke. Stæren lærte nå for det første alle de ord, som språkmesteren oppga, og til sist sa den også etter av seg selv, hva den hørte sin herre si, f. eks.: „jeg er barberen i Segringen.“ Dens herre hadde forresten en hel del munnhell, som han gjentok ved alle leiligheter, f. eks. „så så,“ „så la la,“ eller «par compagnie» (det vil si så meget som: i selskap med andre) eller „din klodrian.“ Således titulerte han nemlig i alminnelighet læregutten, når denne smurte halvdelen av plastret på bordet istedenfor på lerretet, eller når han strøk barberkniven av på ryggen istedenfor på eggen, eller når han slo i stykker en medisinflaske. Alle disse munnhell lærte stæren etterhånden. Nå hadde barberen også spisekvarter, og derfor kom der daglig mange folk i huset. Når da gjestene satt og passiarte sammen, fikk de seg ofte en hjertelig latter; for stæren la sitt ord med i laget, og det passet, som om den hadde forstand på det, og mangen gang, når læregutten ropte: „Hvordan har du det, Hansemand?“ svarte stæren: „Din klodrian!“ Men en dag, da vingene var vokste ut på den igjen, vinduet stod åpent, og været var godt, så tenkte stæren: Nå tror jeg, jeg kan så meget, som jeg behøver for å komme frem i verden, og vips! var den ute av vinduet. Den styrte kursen ut på landet, hvor den slo seg til en flok andre fugler, og da de fløy opp, fløy den med; for den tenkte: De er bedre kjente hertillands enn jeg. Men de fløy uheldigvis allesammen i et garn. Stæren sa: „Din klodrian!“ Da fuglefangeren kom og så, hvilken prektig fangst han hadde gjort, tok han den ene fugl etter den annen forsiktig ut av nettet, dreide halsen om på dem og kastet dem på 43jorden. Men da han nå ville strekke de fæle fingre etter nok en fange og trodde, at der ikke var noe i veien, ropte stæren: „Jeg er barberen i Segringen!“ rett som om den visste, hva den skulle si for å frelse sitt liv. Fuglefangeren ble i førstningen forskrekket og trodde, det var spøkeri; men da han forstod, hvordan det hang sammen, var han ferdig å dø av latter og sa: „Nei, Hansemand! det hadde jeg aldri tenkt, at jeg skulle treffe deg her; hvordan går det til, at du kommer her i mitt garn?“ — «Par compagnie,» svarte Hansemand. Fuglefangeren brakte stæren hjem til dens herre og fikk både takk og penger. Men denne tildragelse skaffet barberen en utmerket søkning; thi alle ville se den merkverdige Hansemand, og når folk på den kant skal årelates, går de alltid til barberen i Segringen.

Hebel.