Den lille Egil vidste endnu intet om ekko. Engang løb han ude paa engen og raabte i sin vilterhed den ene gang efter den anden: „Hei, hei!“ Straks raabte det ogsaa inde fra skogen: „Hei, hei!“ „Hvem er du?“ raabte han forundret. „Hvem er du?“ svarede det. Han skreg: „Du er en dum gut!“ „Dum gut!“ gjenlød det fra skogen.
Nu blev Egil vred og raabte styggere og styggere skjeldsord ind i skogen. Allesammen lød nøiagtig tilbage til ham. Han løb nu ind i skogen for at faa fat paa den gut, han troede var der, og hevne sig paa ham; men der var nu ingen gut at finde.
Saa løb Egil hjem og klagede for sin moder over, at der var en uskikkelig gut, som havde skjult sig i skogen og skjeldt ham ud. Moderen svarede: „Denne gang har du anklaget dig selv. Du maa vide, at du har ikke hørt andet end dine egne ord. Thi ligesom 42du allerede ofte har seet dit ansigt i vandet, saaledes har du dennegang hørt din egen stemme i skogen.“ Og saa forklarede hun ham, hvorledes det gik til.
„Havde du nu,“ vedblev moderen, „raabt et venligt ord ind i skogen, saa var der ogsaa kommet et venligt ord tilbage til dig. Merk dig derfor sandheden af det gamle ordsprog: „Som man raaber i skogen, faar man svar.“