Det var en vakker sommermorgen i høsttiden, just da boghveden blomstrede. Solen straalede gyldent paa himmelen, morgenvinden strøg frisk henover engen, lerken sang i luften, bierne summede i boghveden, og folk gik i søndagsklæder, kort sagt, alle skabninger var fornøiede, og pindsvinet ogsaa.
Men pindsvinet stod udenfor sin dør, havde lagt armene overkors, saa sig omkring og nynnede en vise for sig selv, saa godt eller daarlig et pindsvin formaar at synge om morgenen. Idet det nu saadan halvsagte nynnede for sig selv, faldt det paa den tanke, at det, medens dets kone vaskede børnene og klædte dem paa, kunde spadsere en smule ud i marken og tillige se efter, hvorledes deres næper stod. Næperne stod nærmest ved dets hus; det pleiede at spise deraf tillige med sin familie, og derfor ansaa det dem for sine egne. Pindsvinet lukkede døren i efter sig og gik den vei, der førte ud i marken. Det var ikke kommet langt fra huset, og det vilde just dreie omkring tornehækken, som ligger der lige foran marken, da det mødte haren, der var gaaet ud i det samme erende, nemlig for at se til sin kaal. Da pindsvinet fik øie paa haren, bød det den et venligt „godmorgen.“ Haren, der paa sin vis var en meget fornem herre og dertil gruelig hovmodig, besvarede ikke pindsvinets hilsen, men sagde til det, idet den paatog sig en rigtig haanlig mine: „Hvordan kan det dog være, at du allerede saa tidlig om morgenen løber om paa marken?“ „Jeg gaar og spadserer,“ sagde pindsvinet. „Spadserer?“ lo haren, „det forekommer mig, at du kunde bruge benene til noget bedre.“ Dette svar ærgrede i høieste 44grad pindsvinet; thi alt kan det taale; men ved dets ben maa man ikke røre, just fordi de af naturen er skjæve. „Du bilder dig vel ind,“ sagde nu pindsvinet, „at du kan udrette mere med dine ben?“ — „Det tænker jeg,“ sagde haren. „Nuvel, det kommer an paa en prøve,“ mente pindsvinet, „jeg vedder, at jeg kommer først, naar vi løber omkaps.“ — „Det er til at le sig fordærvet over, du med dine skjæve ben!“ sagde haren, „men gjerne for mig, hvis du har saa overdreven lyst dertil. Løb saa til, saa kan det straks begynde.“ „Nei, saa stor hast har det ikke,“ mente pindsvinet, „jeg er endnu ganske fastende; først vil jeg gaa hjem og spise en smule frokost. Om en halv time er jeg her paa pletten.“ Derpaa gik pindsvinet, da haren var tilfreds hermed.
Underveis tænkte pindsvinet ved sig selv: „Haren stoler paa sine lange ben; men jeg skal alligevel nok magte den. Den tror nok, den er en fornem herre; men den er dog en dum fyr og skal nok komme til at betale.“ Da nu pindsvinet kom hjem, sagde det til sin kone: „Kom, klæd dig paa i en fart, du maa med ud paa marken.“ „Hvad er der paafærde?“ spurgte konen. „Jeg har veddet med haren. Jeg vil løbe omkaps med den, og du skal ogsaa være med.“ „Men kjære dig da!“ skreg pindsoen til sin mand, „du er vel ikke rigtig klog, har du mistet forstanden? Hvorledes vil du løbe omkaps med haren?“ „Ti stil, kone,“ sagde pindsvinet, „det bliver min sag. Du skal ikke ræsonnere over mændenes anliggender. Marsch, klæd dig paa og kom med!“ Hvad skulde pindsoen gjøre? Den maatte vel følge med, enten den vilde eller ei.
Da de nu var underveis, sagde pindsvinet til sin kone: „Pas paa, hvad jeg vil sige dig. Her paa den lange mark vil vi løbe omkaps. Haren løber i den ene fure, jeg i den anden, og vi begynder at løbe ovenfra. Nu har du intet videre at gjøre end at stille dig her nedenfor i furen, og naar haren kommer paa den anden side, raaber du til den: „Jeg er her allerede!“
Dermed var de komne til marken; pindsvinet anviste sin kone hendes plads og gik op ad ageren. Da det kom helt op, var haren der allerede. „Kan det begynde?“ sagde haren. „Nu vel,“ svarede pindsvinet. „Saa afsted!“ Og dermed stillede enhver sig i sin fure. Haren talte: „En—to—tre!“ og afsted gik det som en stormvind nedad marken. Men pindsvinet løb kun omtrent tre skridt, saa dukkede det sig ned i furen og blev rolig siddende.
Da haren nu i fuldt løb var kommen helt ned, raabte pindsvinets 45kone til den: „Jeg er her allerede!“ Haren studsede og undrede sig ikke lidet. Den mente, det var pindsvinet selv, der raabte til den; thi som bekjendt ser pindsvinets kone ligedan ud som sin mand. Men haren mente: „Endnu engang afsted, om igjen!“ Og afsted gik det atter som en stormvind, saa ørerne fløi den om hovedet. Pindsvinets kone blev rolig siddende paa sin plads. Da nu haren kom op til den anden ende, raabte pindsvinet til den: „Jeg er her allerede!“ Haren, der var ganske ude af sig selv af iver, raabte: „Endnu engang afsted, om igjen!“ „For mig gjerne,“ svarede pindsvinet, „saa ofte du har lyst.“ Saa løb haren tre og sytti gange, og pindsvinet holdt stadig ud med den. Hvergang haren var nede eller oppe, sagde pindsvinet eller dets kone: „Jeg er her allerede!“
Men den fire og syttiende gang kom haren ikke til enden. Midt paa marken styrtede den til jorden, blodet flød den ud af halsen, den blev liggende død paa stedet. Pindsvinet kaldte sin kone frem af furen, begge gik fornøiede hjem, og hvis de ikke er døde, lever de endnu.
Saaledes hændte det sig, at pindsvinet løb haren tildøde paa Buxtehuder hede, og siden den tid er ingen hare falden paa igjen at løbe omkaps med Buxtehuder-pindsvinet.