29

Noget af det værste med 30Harald var den møie, som hans moder havde med at faa ham til at lære sine lekser. Han havde meget tidlig lært at læse, fordi han gjerne vilde vide, hvad de smukke billeder skulde forestille, som han saa i sine eventyrbøger; men at lære lekser det syntes Harald slet ikke om.

Haralds moder pleiede at læse hver dag med sin lille søn og datter. Tora gik det meget godt fremad med; men Harald vidste ikke meget af, hvad han burde have vidst, nu da han var otte aar gammel.

Han vidste ikke, hvad maanederne heder, eller hvor mange maaneder der er i et aar. Han kunde ikke sige dig, hvormeget fem gange fem er; heller ikke vidste han, om det land, han boede i, hed Norge, eller om det hed noget andet.

Han havde ikke lært en eneste salme og kunde blot fremsige meget faa af de skjønne, smaa vers om solskinnet og blomsterne eller om Kristus og himlen. Jeg tror, at du vil sige, at Harald burde have vidst mere om disse ting, naar han var otte aar gammel.

En gang gav hans moder ham en lekse at lære og sagde: «Nu, Harald, maa du lære dette, hvert ord af det, førend du gaar ud og leger.»

Harald sagde: «Er det en let lekse, moder?»

Da sagde hans moder: «Jeg tror ikke, du vil sige, at den er let. Men den er saadan, at du meget godt kan lære den, naar du forsøger paa det.»

Harald sagde for sig selv: «Jeg bryder mig ikke om at forsøge paa at lære en vanskelig lekse. Jeg tror ikke, jeg vil forsøge paa det.» Dette sagde han ikke høit, fordi han ikke turde for sin moder. Han sagde det bare for sig selv. Smaa børn siger ofte ting for sig selv, som de ikke skulde sige. De glemmer, at Gud kan se ind i deres hjerte, og at ingen ond tanke er skjult for ham.

Harald kom da og satte sig ned og begyndte at se sig omkring efter de ting, som var i stuen, istedenfor at se i sin bog.

Nu var der ingenting i stuen, som han ikke havde seet før mange gange i sit liv. Der var ingenting, som han ikke saa hver dag. Der var det store bogskab med dets glasdøre og det lille værelse ved siden af stuen, hvor hans moder havde alle sine smukke smaating staaende, og sofaen og det lille sybord 31og stolene og de smukke sager paa hylden ved ovnen og Lystig, som laa paa teppet. Der var slet ikke noget nyt, og alligevel syntes Harald, at det var meget bedre at se paa disse ting end at forsøge at lære sin lekse.

En eller to gange talte hans moder til ham om det, og da saa han en liden stund i sin bog. Men ved den mindste støi i værelset saa han op igjen. Dersom Lystig bare vendte sig paa teppet, eller en flue kom summende ved vinduet, saa var Haralds øine straks borte fra hans bog.

Efterat han havde siddet der saa længe, at han godt havde kunnet lære sin lekse, sagde hans moder, at han skulde komme hen og lade hende høre ham i den. Da hængte han med hovedet og blev ganske rød i ansigtet, og da hun tog bogen fra ham, kunde han ikke et ord.

Nu begyndte Harald at græde. «Det er saadan en vanskelig lekse, moder,» sagde han. «Jeg er vis paa, at jeg ikke kan lære den.»

«Forsøgte du da at lære den?» sagde hans moder.

Harald kunde ikke sige ja, derfor sagde han: «Jeg vilde ønske, at der ingen bøger var i hele verden. Jeg bryder mig slet ikke om dem!»

Da sagde hans moder: «Det gjør mig ondt, at min lille gut ikke vil lære noget, saa at han kan blive en forstandig mand, dersom han skulde leve saalænge. Men Harald maa gjøre, hvad jeg siger til ham, og jeg kan ikke lade ham komme ud og lege, før han har lært sin lekse.»

Nu havde Tora lagt sine bøger og sit arbeide bort, og Lystig begyndte at hoppe omkring, som om den vidste, at skoletiden var forbi. Og barnepigen og lille Einar var ude i haven og ventede paa, at de skulde komme ud til dem.

Da sagde Harald for sig selv: «For en dum gut jeg har været! Nu maa jeg lære min lekse istedenfor at gaa ud og lege. Men jeg vil ikke græde for det. Jeg vil sætte mig ned og forsøge at lære min lekse snart. Jeg tror alligevel, at den ikke ser saa vanskelig ud.»

Saa satte han sig ned og fæstede sine øine paa bogen, og han fandt, at leksen blev lettere for hver gang, han læste den over. Det var ikke længe, før han kunde den til punkt og prikke, og da bad han sin moder, at hun ikke maatte være vred paa ham, fordi han havde været saa doven.

32Da tilgav hans moder ham og kyssede ham og sagde til ham: «Husk paa, at det bedste, du kan gjøre med en vanskelig lekse, er at sætte dig ned og lære den med engang.»

29

Noe av det verste med 30Harald var den møye, som hans mor hadde med å få ham til å lære sine lekser. Han hadde meget tidlig lært å lese, fordi han gjerne ville vite, hva de smukke billeder skulle forestille, som han så i sine eventyrbøker; men å lære lekser det syntes Harald slett ikke om.

Haralds mor pleide å lese hver dag med sin lille sønn og datter. Tora gikk det meget godt fremad med; men Harald visste ikke meget av, hva han burde ha visst, nå da han var åtte år gammel.

Han visste ikke, hva månedene heder, eller hvor mange måneder der er i et år. Han kunne ikke si deg, hvor mye fem ganger fem er; heller ikke visste han, om det land, han bodde i, het Norge, eller om det het noe annet.

Han hadde ikke lært en eneste salme og kunne blot fremsi meget få av de skjønne, små vers om solskinnet og blomstene eller om Kristus og himlen. Jeg tror, at du vil si, at Harald burde ha visst mer om disse ting, når han var åtte år gammel.

En gang ga hans mor ham en lekse å lære og sa: «Nå, Harald, må du lære dette, hvert ord av det, før du går ut og leger.»

Harald sa: «Er det en lett lekse, mor?»

Da sa hans mor: «Jeg tror ikke, du vil si, at den er lett. Men den er sådan, at du meget godt kan lære den, når du forsøker på det.»

Harald sa for seg selv: «Jeg bryder meg ikke om å forsøke på å lære en vanskelig lekse. Jeg tror ikke, jeg vil forsøke på det.» Dette sa han ikke høyt, fordi han ikke turde for sin mor. Han sa det bare for seg selv. Små barn sier ofte ting for seg selv, som de ikke skulle si. De glemmer, at Gud kan se inn i deres hjerte, og at ingen ond tanke er skjult for ham.

Harald kom da og satte seg ned og begynte å se seg omkring etter de ting, som var i stuen, istedenfor å se i sin bok.

Nå var der ingenting i stuen, som han ikke hadde sett før mange ganger i sitt liv. Der var ingenting, som han ikke så hver dag. Der var det store bokskap med dets glassdører og det lille værelse ved siden av stuen, hvor hans mor hadde alle sine smukke småting stående, og sofaen og det lille sybord 31og stolene og de smukke sager på hyllen ved ovnen og Lystig, som lå på teppet. Der var slett ikke noe nytt, og allikevel syntes Harald, at det var meget bedre å se på disse ting enn å forsøke å lære sin lekse.

En eller to ganger talte hans mor til ham om det, og da så han en liten stund i sin bok. Men ved den minste støy i værelset så han opp igjen. Dersom Lystig bare vendte seg på teppet, eller en flue kom summende ved vinduet, så var Haralds øyne straks borte fra hans bok.

Etter at han hadde sittet der så lenge, at han godt hadde kunnet lære sin lekse, sa hans mor, at han skulle komme hen og la henne høre ham i den. Da hengte han med hodet og ble ganske rød i ansiktet, og da hun tok boken fra ham, kunne han ikke et ord.

Nå begynte Harald å gråte. «Det er sådan en vanskelig lekse, mor,» sa han. «Jeg er viss på, at jeg ikke kan lære den.»

«Forsøkte du da å lære den?» sa hans mor.

Harald kunne ikke si ja, derfor sa han: «Jeg ville ønske, at der ingen bøker var i hele verden. Jeg bryder meg slett ikke om dem!»

Da sa hans mor: «Det gjør meg ondt, at min lille gut ikke vil lære noe, så at han kan bli en forstandig mann, dersom han skulle leve så lenge. Men Harald må gjøre, hva jeg sier til ham, og jeg kan ikke la ham komme ut og leke, før han har lært sin lekse.»

Nå hadde Tora lagt sine bøker og sitt arbeide bort, og Lystig begynte å hoppe omkring, som om den visste, at skoletiden var forbi. Og barnepiken og lille Einar var ute i hagen og ventet på, at de skulle komme ut til dem.

Da sa Harald for seg selv: «For en dum gut jeg har vært! Nå må jeg lære min lekse istedenfor å gå ut og leke. Men jeg vil ikke gråte for det. Jeg vil sette meg ned og forsøke å lære min lekse snart. Jeg tror allikevel, at den ikke ser så vanskelig ut.»

Så satte han seg ned og festet sine øyne på boken, og han fant, at leksen ble lettere for hver gang, han leste den over. Det var ikke lenge, før han kunne den til punkt og prikke, og da bad han sin mor, at hun ikke måtte være vred på ham, fordi han hadde vært så doven.

32Da tilgav hans mor ham og kysset ham og sa til ham: «Husk på, at det beste, du kan gjøre med en vanskelig lekse, er å sette deg ned og lære den med engang.»