32

Harald og Tora var meget glade i hinanden, og det var meget sjelden, at Harald var uskikkelig mod Tora, eller at Tora var uskikkelig mod Harald. Harald laante gjerne sin søster sit bedste legetøi, og Tora hjalp ofte Harald med hans lekse. Tora var to aar ældre end Harald, og hun vidste meget mere end han.

Men hverken Harald eller Tora var bestandig snilde, og sommetider hjalp de hinanden med at være uskikkelige. Sommetider var de begge to dovne, naar de skulde læse, og voldte derved sin moder sorg.

Sommetider vilde de snakke eller lege, naar de var i kirke, og det var meget stygt af dem.

Engang havde man opdaget, at de havde løiet, og det var det værste af alt. Det var om et glas, som de havde slaaet itu, medens de legte. De sagde, at Lystig havde slaaet glasset itu. Men sandheden blev snart opdaget, og det varede en hel uge, inden deres forældre blev blide paa dem igjen. Tora og Harald var meget bedrøvede over sin synd og vilde aldrig mere lyve.

Naar Harald fik noget godt, gav han altid halvdelen deraf til Tora, og det samme gjorde Tora, naar hun fik et æble eller en appelsin; hun havde aldrig lyst til at spise det alene, men lod altid Harald dele det med sig. Børn, ligesaavel som voksne folk, skulde aldrig være egenkjærlige. Det er bedre at give end at modtage.

En dag skulde Harald og Tora faa en kjøretur i giggen, naar de havde lært sine lekser rigtig godt. Men Tora var doven den dag og vilde ikke lære sin. Og hendes søm var ikke pen, og hun var saa slusket, at hun satte to blækklakker i sin skrivebog, da hun begyndte at skrive. Hun var meget doven og skjødesløs den dag. Da derfor skoletiden var forbi, sagde hendes moder til hende, at hun ikke kunde faa være med ud og kjøre.

Tora begyndte at græde, da hun hørte dette, og Harald saa meget bedrøvet ud. Han skulde være med sin moder, 33fordi han havde været snild; men han brød sig ikke om at kjøre, naar ikke Tora var med.

Da hans moder var gaaet op paa sit værelse, listede han sig ganske sagte efter hende, bankede paa hendes dør og sagde: «Faar jeg lov til at komme ind, moder?»

Hans moder sagde: «Ja, Harald, du kan gjerne komme ind.» Saa lukkede han da døren op og saa sin moder staa der med hat og kaabe paa, og han skjønte, hun var færdig til at reise.

Hun sagde til ham: «Er du ikke færdig endnu, Harald? Giggen holder udenfor døren, og jeg har ikke tid til at vente.»

Men Harald sagde: «Aa kjære moder, lad Tora faa lov til at være med! Hun vil bestemt være snild imorgen, jeg er vis derpaa; og jeg vil ikke have nogen moro af at kjøre, dersom ikke hun er med!» Og han holdt længe paa med at bede for Tora med mange flere ord, og taarerne kom ham i øinene.

Da satte hans moder sig ved vinduet og tog ham hen til sig og kyssede ham. Og hun sagde: «Det glæder mig at se, at du holder af din søster, min kjære, lille gut. Men jeg kan ikke lade hende blive med os idag. Jeg maa straffe hende, naar hun er uskikkelig, ved du. Jeg er ikke glad, naar jeg maa straffe hende; men jeg maa gjøre det, forat hun skal blive snild.»

Da sagde Harald: «Kjære moder, hun vil blive snild imorgen, jeg er vis paa det.»

Og hans moder sagde: «Dersom du heller vil vente til imorgen, vil jeg opsætte kjøreturen til da. Du kan blive med mig nu, hvis du vil, eller ogsaa skal vi vente og se, om Tora er snild imorgen.»

Da klappede Harald i hænderne og sagde: «Tak, kjære moder! det var deiligt. Jeg er vis paa, at hun er snild imorgen.»

Derpaa løb han ud for at fortælle Tora, hvad hans moder havde sagt, og bad hende, at hun ikke vilde græde længere, men den næste dag stræbe at lære sine lekser godt og sy pent og ingen blækklakker have i sin skrivebog.

Tora sagde, at det var meget snildt af Harald, at han vilde vente til næste dag. Og hun holdt endnu mere af ham

II bd.

34for det, og hun lovede sig selv, at hun aldrig mere vilde være skyld i, at han mistede en fornøielse.

Den næste dag var hun da meget snild og kunde sine lekser godt. Og hun syede et stort stykke og skrev en pen side i skrivebogen. Og saa havde da Harald og Tora og deres moder en kjøretur langt udover landet helt til møllen, som de saa gjerne vilde se.

32

Harald og Tora var meget glade i hinannen, og det var meget sjelden, at Harald var uskikkelig mot Tora, eller at Tora var uskikkelig mot Harald. Harald lånte gjerne sin søster sitt beste leketøy, og Tora hjalp ofte Harald med hans lekse. Tora var to år eldre enn Harald, og hun visste meget mer enn han.

Men hverken Harald eller Tora var bestandig snilde, og sommetider hjalp de hinannen med å være uskikkelige. Sommetider var de begge to dovne, når de skulle lese, og voldte derved sin mor sorg.

Sommetider ville de snakke eller leke, når de var i kirke, og det var meget stygt av dem.

Engang hadde man oppdaget, at de hadde løyet, og det var det verste av alt. Det var om et glas, som de hadde slått itu, mens de lekte. De sa, at Lystig hadde slått glasset itu. Men sannheten ble snart oppdaget, og det varte en hel uke, innen deres foreldre ble blide på dem igjen. Tora og Harald var meget bedrøvede over sin synd og ville aldri mer lyve.

Når Harald fikk noe godt, ga han alltid halvdelen derav til Tora, og det samme gjorde Tora, når hun fikk et eple eller en appelsin; hun hadde aldri lyst til å spise det alene, men lot alltid Harald dele det med seg. Barn, ligesaavel som voksne folk, skulle aldri være egenkjærlige. Det er bedre å gi enn å motta.

En dag skulle Harald og Tora få en kjøretur i giggen, når de hadde lært sine lekser riktig godt. Men Tora var doven den dag og ville ikke lære sin. Og hennes søm var ikke pen, og hun var så slusket, at hun satte to blækklakker i sin skrivebok, da hun begynte å skrive. Hun var meget doven og skjødesløs den dag. Da derfor skoletiden var forbi, sa hennes mor til henne, at hun ikke kunne få være med ut og kjøre.

Tora begynte å gråte, da hun hørte dette, og Harald så meget bedrøvet ut. Han skulle være med sin mor, 33fordi han hadde vært snild; men han brød seg ikke om å kjøre, når ikke Tora var med.

Da hans mor var gått opp på sitt værelse, listet han seg ganske sakte etter henne, banket på hennes dør og sa: «Får jeg lov til å komme inn, mor?»

Hans mor sa: «Ja, Harald, du kan gjerne komme inn.» Så lukket han da døren opp og så sin mor stå der med hat og kåpe på, og han skjønte, hun var ferdig til å reise.

Hun sa til ham: «Er du ikke ferdig ennå, Harald? Giggen holder utenfor døren, og jeg har ikke tid til å vente.»

Men Harald sa: «Å kjære mor, lad Tora få lov til å være med! Hun vil bestemt være snild i morgen, jeg er vis derpå; og jeg vil ikke ha noen moro av å kjøre, dersom ikke hun er med!» Og han holdt lenge på med å bede for Tora med mange flere ord, og tårene kom ham i øynene.

Da satte hans mor seg ved vinduet og tok ham hen til seg og kysset ham. Og hun sa: «Det gleder meg å se, at du holder av din søster, min kjære, lille gut. Men jeg kan ikke la henne bli med oss i dag. Jeg må straffe henne, når hun er uskikkelig, vet du. Jeg er ikke glad, når jeg må straffe henne; men jeg må gjøre det, for at hun skal bli snild.»

Da sa Harald: «Kjære mor, hun vil bli snild i morgen, jeg er viss på det.»

Og hans mor sa: «Dersom du heller vil vente til i morgen, vil jeg oppsette kjøreturen til da. Du kan bli med meg nå, hvis du vil, eller også skal vi vente og se, om Tora er snild i morgen.»

Da klappede Harald i hendene og sa: «Takk, kjære mor! det var deilig. Jeg er viss på, at hun er snild i morgen.»

Derpå løp han ut for å fortelle Tora, hva hans mor hadde sagt, og bad henne, at hun ikke ville gråte lenger, men den neste dag strebe å lære sine lekser godt og sy pent og ingen blækklakker har i sin skrivebok.

Tora sa, at det var meget snilt av Harald, at han ville vente til neste dag. Og hun holdt enda mer av ham

II bd.

34for det, og hun lovede seg selv, at hun aldri mer ville være skyld i, at han mistet en fornøyelse.

Den neste dag var hun da meget snild og kunne sine lekser godt. Og hun sydde et stort stykke og skrev en pen side i skriveboken. Og så hadde da Harald og Tora og deres mor en kjøretur langt utover landet helt til møllen, som de så gjerne ville se.