Borte i skogbakken ligger en husmandsplads. Der ser man ofte i det lille vindu det runde, lyslokkede hoved paa en liden gut; han fylder hele vinduet. Før var der en skorstenspibe af mursten; væggene var rødmalte, og et pent gjærde gik rundt om stuen og den lille potetager. Men nu ser det fattigt ud, meget fattigt. Røgen stiger op gjennem et hul i torvtaget, og gjærdet er ramlet ned for længe siden; det kommer af, at der i huset kun bor en gammel, blind soldat og hans ligesaa gamle hustru; de kan hverken arbeide eller bygge, og de vilde dø af sult, hvis ikke gubben puslede med at binde not og konen med at gjøre limer, og hvis ikke sognet aarlig gav dem tre tønder korn til brød.
20Bedre saa det ud for fire eller fem aar siden; da boede der i stuen foruden de gamle et ungt og raskt par, deres søn og sønnekone. De arbeidede flittig, og der var velstand i huset, ligetil ulykken kom. En søndagmorgen hændte det, at den store kirkebaad, som førte grændens folk til kirke, kantrede for en stormbyge midt ude paa sjøen, og baade den unge mand og hans hustru og mange andre af bygdens folk omkom i bølgerne. Men de to gamle var den dag blevne hjemme, gubben, fordi han var blind, hans hustru for at stelle med et lidet barn. Da klokkerne ringede til gudstjeneste paa den anden side af sjøen, var det tillige en sjæleringning for de døde, hvem Gud saa hastig havde kaldt til en evig gudstjeneste i himmelen.
Saa sad de to gamle alene igjen i stuen med sin sorg, sin fattigdom og sit lille barnebarn. Thi den eneste arv, de havde efter de kjære døde, var en liden gut, som hed Matti, og da han var saa liden, kaldtes han gjerne Bikku Matti. Den, som ei forstaar finsk, faar gjette sig til navnet. Han var rund og rødmusset som et modent æble, og ærlige, klare, blaa øine havde han og et haar saa gult som guld — det var det eneste guld, som Bikku Matti eiede i verden. Hans trivelige ansigt var det, som pleiede at fylde stuens vindu, naar der var noget merkeligt paa færde paa landeveien. Hvis du nogensinde for der forbi, har du sikkert seet ham. Kanske for du en mørk og raakold høstaften frem over veien. Da har du seet ilden skinne lys og klar fra gruen i den fattige stue; den blinde soldat sidder og binder sin not, den gamle kone læser høit i bibelen om de fattige blinde, som bor i det mørke land, og som skal se det skinnende lys; det lys er Jesus Kristus, som aabner de blindes øine. Og Bikku Matti sidder paa hellen i ildslyset med katten paa sit fang; han hører saa fromt efter, som om han godt skjønner, hvad farmor læser; men saa kommer den søde søvn over hans blaa øine, og hans runde, røde kind synker sagte ned mod den gamles knæ. Og sidder du end i den prægtigste vogn derude paa den mørke vei, saa ser du dog med glæde ind i den fattige stues armod; thi de, som bor derinde, har lært at gaa til den trofaste fader i himmelen med sin sorg og med sin glæde, at bede og at takke Gud. Denne stue er rig; tror du, at den vilde bytte sin skat for paladsernes guld?
II. Bikkus bedrifter.
Om sommeren ser du, at der 21tæt ved pladsen er en grind; der maa du vakkert stanse, hvis ingen kommer og lukker op. Men vent bare, det varer ikke længe, før Bikku Matti er der. Han sees alt i stuedøren, han springer over stok og sten for at naa frem i rette tid, og det lange, gule haar flagrer for blæsten. Nu er han ved grinden; har du en skilling, saa kast den til ham, han venter det, men helst en ny skilling, som blinker; for det er hans glæde.
Ikke ved han, hvad skillingen gjælder; en kobberskilling volder ham samme fryd som en blank daler. Men pas dig, saa du ikke kaster skillingen paa veien, før heste og vogn har kjørt gjennem grinden. Thi Bikku Matti tænker ikke længer end fra næse til mund; ser han først skillingen blinke paa veien, saa kaster han sig over den, saa lang han er, og lader grinden falde hestene paa snuden. Skjend ikke paa ham for det! Da du var liden, var du ikke et gran klogere.
Bikku Matti fik haardt brød og sild med tyndtøl til hverdagskost; men undertiden vankede der poteter og sur melk, og det var gjestebudsmad.
Deraf trivedes han og vokste og blev rundere og rundere for hvert aar. Læse kunde han ikke andet end bønner og de ti Guds bud. Men han kunde staa paa hovedet og stupe kraake, hvor græsset var blødt; han kunde «fiske» over den blanke sjø hjemme ved stranden, naar farmor skulde vaske hans skjorter. Han kunde kjøre paa slette veien og ride naboens hest til vandingspladsen, helst om nogen gik ved siden af; han kunde paa sneen skjelne rypespor fra skjærespor, og ulvespor havde han god greie paa. Han kunde spikke en slæde af fliser og gjøre heste og kjør af grankongler, med stikker til ben.
III. Hvad Bikku manglede.
Bikkus bedrifter var store nok for en liden en. Men det forslog ikke; Bikku Matti manglede en uundværlig ting her i verden. Jeg ved ikke, om jeg bør tale om det — han havde ingen bukser. Og der var to grunde til det:
For det første var hans farfar og farmor meget fattige, og for det andet var det høieste mode blandt alle smaagutter der i grænden at gaa uden det, som Bikku Matti gik uden. Men dette gjorde de mest til hverdags; om søndagene var de allesammen som andre folk. Det var bare Bikku Matti, som 22hverken søndag eller mandag havde det, som han syntes han burde have, og det voldte ham tilsidst megen bedrøvelse. Det varede længe, før Bikku skjønte, at han manglede noget; han gik saa tapper og glad i sin lille skjorte, som om der aldrig havde været overflødige plag til.
Men hvad hændte! En søndagsmorgen, da hele grænden mødte ved stranden for at fare til kirke, erklærede Bikku Matti, at han vilde være med.
«Det gaar ikke an, kjære barn!» sagde farmor.
«Hvorfor ikke det?» sagde Bikku Matti.
«Du har ingen klæder.» Bikku Matti blev meget alvorlig. «Jeg kunde nok have et gammelt skjørt at laane dig,» sagde farmor. «Men saa tror alle, at du er en jente.»
«Jeg vil ikke være en jente. Jeg vil være en mand,» sagde Bikku Matti.
«Det forstaar sig,» sagde farmor. «Mand er mand, om han ikke er større end en halvskilling. Bliv vakkert hjemme, du Bikku min!» — Og Bikku blev hjemme den gangen.
IV. Bikku med farmors skjørt.
Ikke længe efter holdtes der ting i grænden; der mødte mange mennesker, og blandt andre kom Wipplusti med sit gjøglerselskab. Du kjender vel Wipplusti, ved jeg? Alle vilde titte ind i skabet; thi der saa man «keiser Napoleon Punaparta» med sin guldkrone og sin lange sabel, stormogulen med sine tøndebaand om maven og sit forfærdelige skjeg, prinsesse Lindeguld, som førte tigeren Ahriman i et halsbaand, risen Bumburriseks og Tomtegubben i Aabo slot. Nogle gav Wipplusti kobberskillinger; andre gav ham et brød; mange gav ham slet ingenting. Nogle gav ham onde ord; men alle morede sig prægtig. Bikku Matti hørte andre gutter fortælle om dette og erklærede straks, at han vilde være med og se paa gjøglerne.
«Det gaar ikke an, kjære barn,» sagde farmor igjen.
«Hvorfor ikke det?» sagde Bikku Matti.
«Der kommer fornemme folk: dommeren, skriveren og lensmanden. Du kan ikke gaa did uden bukser.»
Bikku Matti stred med sig selv en stund, og alle Wipplustis dukker legede i hans hu. Tilslut sagde han: «Hvis farmor vilde laane mig skjørtet . . .»
«Der er det,» sagde farmor og lo, da den lille stabbede over stuegulvet i skjørtet. «Nu ser du ud som en jente.»
23«Ser jeg ud som en jente, saa gaar jeg ikke,» sagde Bikku Matti. «Jeg er ingen jente, jeg er en mand.»
«Jovist ser du ud som en jente,» sagde farmor; «men du kan jo sige til alle, du møder paa veien, at du er en mand.»
«Det kan jeg gjøre,» tænkte Bikku Matti, og saa gik han. Paa veien mødte han en reisende herre, som stansede og sagde: «Kan du sige mig, vesle jente, hvor tinget holdes?»
«Jeg er ingen jente, jeg er en mand,» sagde Bikku Matti.
«Du ser ikke ud til det,» sagde den reisende.
Bikku Matti svarede ingenting; men da han kom til gaarden, hvor tinget holdtes, raabte han saa høit, at alle hørte det: «Jeg ser bare ud som en jente; men jeg er en mand.»
Mænd og kvinder skoggerlo. Gutter og jenter samlede sig i ring om Bikku Matti, klappede i hænderne og raabte: «Nei, se vesle Maja, hvor har du faaet saa vakre klæder?»
«Det er farmors skjørt og ikke mit,» sagde Bikku Matti. «Jeg er ingen Maja, jeg er Matti, kan I vel se.»
Da tog den største og værste af gutterne Bikku Matti paa nakken, bar ham frem til gjøglerselskabet og skreg over hele gaarden: «Hvem vil se en halvskillingskarl? hvem vil se en mand i skjørt?»
Bikku Matti blev sint, tog gutten i haaret og luggede ham af alle kræfter. «Det er ikke mit skjørt, det er farmors skjørt!» skreg han, og saa begyndte han at græde. Men den stygge gutten blev ved med sit: «Hvem vil se en mand i skjørt?» — Og slig bar det afsted rundt hele tinggaarden. Gutten raabte, og Bikku Matti luggede og skreg. Aldrig havde Bikku været i slig skyds. Han græd, han skreg, han klorede, han bed, og da han endelig slap løs, tog han tilbens, det forteste han havde lært, og sprang og snublede i skjørtet, kravlede op igjen med graaden i halsen, snublede igjen, kom paany op og sprang videre, til han rullede overende.
Saa kom han andpusten og stortudende hjem til farfars stue. —
«Tag af mig skjørtet!» raabte han. «Jeg vil ikke have noget skjørt! Jeg er en mand!»
24«Græd ikke, Bikku min,» sagde farmor .trøstende. «Naar du blir stor, skal du vise, at du er en mand, saa god som nogen anden.»
«Ja,» sagde farfar, «og næstegang skal du faa laane mine bukser.»
De holdt saa hjertelig af Bikku, stakkar, de gamle bedsteforældre. Han var jo, næst Gud, deres eneste trøst paa jorden; de havde givet ham guldbroderede fløielsbukser, om det havde staaet i deres magt. Nu fik Bikku et stykke smørrebrød, og dermed var hans sorg slut. Han satte sig i en krog af stuen og tænkte ikke mere paa, at det var en skam for en mand at gaa klædt i skjørt.
Nogen tid efter blev der liv i bygden; veien stod i en støvsky, saaledes blev der kjørt og sprunget; thi der ventedes en fornem herre, som reiste omkring i landet, og saa fornem var han, sagde man, at kongen nok ikke var meget fornemmere.
Hele bygden mødte for at se paa ham, og der berettedes paa forhaand underlige ting. «Han kjører i guldvogn,» sagde man, «med tolv heste for, og han er klædt fra top til taa i sølv og guld» (man satte i med det fineste, man vidste). Men de smaa børn havde sine egne tanker; de indbildte sig, at den høie herre skulde bære paa ryggen en stor næverskreppe, — «en kont» — fyldt med sølvmynter og lakrisstænger, som han skulde kaste ud paa veien til børnene. Dette rygte kom for Bikku Mattis øren, og straks erklærede han, at han vilde være med. Han havde alt sin egen lille vilje, Bikku stakkar, han var jo farfars og farmors kjæledægge.
«Du vil!» sagde farmor. «Ved du, hvor din vilje er? — Jo, i min lomme.»
«Og desuden har du ingen klæder,» sagde farfar og smaalo. «Kanske du igjen vil have farmors skjørt?»
«Jeg vil ikke have noget skjørt!» skreg Bikku Matti og blev rød som en hummer, da han huskede paa al den skam, han havde lidt for dette klædesplag.
«Nei, aldrig i verden vil jeg have noget skjørt. Jeg vil have farfars bukser.»
«Man skal høre meget, før ørerne falder af,» sagde farfar, «kom hid da og følg mig op paa loftet, saa skal vi prøve, hvorledes bukserne passer.» Den, som blev glad, var Bikku Matti, han sprang som en kat opover loftstigen, saa at farfar 25knapt kunde følge ham. Saa kom han til den store, grønmalede kiste, som stod længst borte i loftskrogen, og som Bikku altid havde havt stor ærbødighed for, hvergang han var oppe paa loftet for at sætte ud musefælder. Det første, som skinnede den lille i øinene, var en stor sabel med blank slire.
«Den der vil jeg ha’!» skreg han.
«Jo, pyt!» sagde farfar. «Hold i sabelen, til jeg faar uniformen op af kisten.»
Bikku Matti tog sabelen, og den var saa tung, at han knapt orkede at løfte den.
Gamle farfar klappede ham venlig paa kindet.
«Naar du bliver mand,» sagde han, «kan det vel hænde, at du ogsaa bærer en sabel og faar lov at slaas for dit fædreland. Vil du det, Bikku?»
«Ja,» sagde den lille og rettede sig. «Jeg skal hugge hovedet af dem allesammen!»
«Aa haa! Det kommer an paa, hvem du kommer til at slaas med.»
«Ja,» sagde Bikku eftertænksomt, «jeg skal hugge hovedet af ulvene og høgene og neslerne og alle, som gjør farfar og farmor ondt. Ja. farfar! og saa skal jeg hugge hovedet af alle, som kalder mig en jente.»
«Naa naa, Bikku, far med lempe og vær ikke saa grusom. Her har du bukserne. Du skal vel have kjolen med, kan jeg tro?»
«Ja, farfar, og sabelen ogsaa og hatten ogsaa.»
«Har herren mere at befale?» sagde farfar. «Du skal faa det altsammen paa det vilkaar, at du ikke gaar længer bort end til grinden.» — Bikku lovede det.
V. Bikku i uniform.
Knapt var de færdige, før lensmanden kom farende som en stormvind fremover veien og raabte til høire og venstre, at folk skulde gaa tilside; for nu kom den fornemme herre, og om nogle minuter vilde han være her. Nu fik man det travlt overalt, og travlt fik man det ogsaa i stuen. Farfars bukser blev trukne paa Bikku Matti; de var graa, med lyseblaa rænder paa den ydre side, og saa vide og store, at Bikku ganske godt havde kunnet krybe, saa lang han var, ind i det ene ben. Ja det saa ud! Men paa skulde de! Nedentil blev halvparten brettet op, og oventil blev de bundne fast med et tørklæde under armene. Ligesaa vanskeligt var 26det med kjolen, som ogsaa var graa med blaa opslag og snarere syntes gjort til en kjæmpe end til en dverg. Da man hængte den paa Bikku Matti, slæbte ærmerne paa marken, og skjøderne sopte gaarden. «Det gaar ikke an,» sagde farmor, og saa fæstede hun op med naale baade ærmerne og skjøderne.
Alle disse tilstelninger syntes Bikku var overflødige. Nu stablede man op paa hans hoved den store soldaterhat, som vilde have faldt ned over hans lille person lige til skuldrene, hvis den ikke havde været mere end halvstoppet med hø. Endelig fik han den tunge, slæbende sabel paa ryggen, og saa var dvergridderen færdig.
Aldrig har nogen helt, der vendte hjem fra et vundet slag, været saa stolt som Bikku Matti, da han første gang bar bukser.
Hele hans lille runde figur forsvandt i de vide klæder, og man saa blot de smaa, blaa, ærlige øine, de rødmussede kinder og den lille vigtige stumpnæse, som tittede ud fra de smale mellemrum mellem kjolekraven og hatten. Da han nu saaledes statelig og velrustet marscherede ud, hørte man sabelen skrabe mod smaastenene; naalene faldt bort; ærmerne og skjøderne skjøttede sig selv; hatten tog en overhaling, snart til høire, snart til venstre, og hele den tapre ridder syntes ved hvert trin nærved at ramle omkuld. Ikke lang tid havde de gamle leet saa hjertelig som nu. Farfar selv, som nok kunde høre, men ikke se hele udrustningen, svang gutten vist tre gange omkring, kyssede den lille næse, som stak frem, og sagde: «Gud signe dig, min egen Bikku, maatte aldrig værre karl end du bære Bjørneborgernes gamle uniform.»
«Pas nu paa,» sagde farfar. «Naar den fornemme herre kommer, skal du gjøre honnør! Saa» — og nu lærte han den lille at staa stiv som en stolpe, barsk i ansigtet, venstre arm strakt langs siden, høire haand ved panden.
«Ja, farfar,» sagde Bikku som altid var lærvillig.
Neppe stod Bikku paa post ved grinden, før det støvede langt borte paa veien, og den fornemme herre kom kjørende, saa det gnistrede over stenene. Nu var han ganske nær . . . hei! det gik i en fart! . . . Da hørte man kusken pludselig holde hestene an med et ptrro! og straks derpaa raabte han: «Op med grinden, fort!»
Sagen var den, at lensmanden i egen høie person havde 27stillet sig ved grinden for at passe paa, at alt gik rigtig, og grinden fløi op paa given kommando; dette skulde give den fornemme herre en høist fordelagtig tanke om skik og orden paa veiene. Men da vognen nærmede sig med lynets fart, skulde det ulykkeligvis hænde, at lensmanden i det samme vilde bukke underdanigst — og bardus laa han der i den vaade grøft ved veien. Underlensmanden ventede ved grinden paa kommandoordet; men da han saa husbond falde, blev han saa fortumlet, at han aldeles ikke tænkte paa at aabne uden sin foresattes befaling, og saa forblev grinden forsvarlig stængt lige for høie vedkommendes næse. Vognen var nu nødt til at stanse; den høie herre tittede forundret ud, og kusken blev ved at raabe: «Op med grinden!»
Da tog Bikku Matti mod til sig, traadte frem, skjønt med megen besvær, aabnede grinden og gjorde honnør til punkt og prikke, som farfar havde lært ham. Kusken smeldte til, hestene rykkede i; men i det samme raabte herren i vognen: «Holdt!»
Vognen stansede nu for anden gang.
«Hvad er du for en liden figur i Bjørneborgernes uniform?» raabte den fornemme herre til Bikku Matti og lo saa hjertelig, at vognen rystede.
Bikku Matti forstod ingenting; han huskede bare, hvad farfar havde sagt ham, og gjorde igjen honnør saa stiv og høitidelig som muligt. Dette morede den fornemme herre endnu mere; han spurgte de omkringstaaende efter guttens forældre, og lensmanden, som nu var krøben op af grøften, skyndte sig at berette, at gutten var en fader- og moderløs stakkar, som levede hos sin farfar, en afdanket, fattig og blind soldat ved navn Hug.
Men lensmandens forundring var ikke liden, da den fornemme herre — det var jo landshøvdingen selv — begav sig ud af vognen og lige hen til husmandspladsen. Her blev et opstyr. Gamle farmor var af forskrækkelse nær falden af stolen, da saa fornemt fremmedfolk traadte ind i stuen; men farfar, som ingenting saa, havde mere mod og pegte høflig did, hvor han vidste, at bænken var.
«Guds fred, mine venner!» sagde den høie herre og rystede hjertelig de gamles hænder.
«Jeg synes, jeg skulde kjende dig igjen, gamle kamerat,» vedblev han, idet han nøie betragtede farfar, «er det ikke Hug, nr. 39 ved mit gamle kompagni?»
28«Jo, hr. kaptein,» svarede farfar med stor forundring; thi han kjendte igjen stemmen.
«Naa, Gud ske lov, at jeg endelig har faaet rede paa dig,» sagde landshøvdingen. «Har du da glemt, det var dig, som i den hedeste strid tog mig paa din ryg og vadede over elven, da jeg var saaret og afmægtig og nær ved at falde i fiendens hænder? Om ogsaa du har glemt det, tror du vel, at jeg nogensinde skulde kunne glemme det? Efter freden hørte jeg ikke mere til dig; jeg søgte dig længe, og tilslut troede jeg, du var død. Men nu har jeg fundet dig, og nu skal jeg sørge for dig og din hustru og den vesle gutten din. En prægtig gut!» Og nu greb landshøvdingen Bikku Matti under armene, løftede ham høit op og kyssede ham saa kraftig, at hatten faldt af den lille, sabelen klirrede og alle farmors naale løsnede i kjole og bukser.
«Nei, lad mig være,» sagde Bikku til landshøvdingen, «nu har du faaet hatten i gulvet, og farfar blir vond.»
«Kjære, naadige herre,» sagde farmor ganske flau paa Bikkus vegne, «vær saa naadig og tag ikke ilde op, at gutten bruger mund; han er ikke vant til at omgaaes folk.»
«Farfar skal faa en bedre hat isteden,» sagde landshøvdingen, «og I, kjære mor, kan være ubekymret for guttens mund; det er jo brav at være karl for sin hat. Hør, Bikku, du ser mig netop ud til at blive en dygtig mand med tiden. Har du lyst til at blive en tapper soldat som farfar?»
«Farfar siger, at det kommer an paa, hvem jeg skal slaas med,» sagde Bikku.
«Du er en fiks krabat,» sagde landshøvdingen, «og mod mangler du vist ikke.»
«Ja, hr. kaptein, det kommer deraf, at han idag for første gang har bukser paa, og modet følger med bukserne.»
«Sig snarere, at det følger med Bjørneborgernes uniform,» sagde landshøvdingen, «der sidder megen krudtrøg og megen ære igjen i denne slidte uniform, og saadanne minder gaar fra slegt til slegt. Men nu har vi en ny tid, og gutten kan endnu blive et vern for sit fædreland. Er du sterk, lille mand?» Bikku svarede ikke; han rakte bare ud sin høire langfinger for at trække krog med landshøvdingen.
«Jeg ser det paa dig,» sagde landshøvdingen leende, «at du bliver sterk som en bjørn, naar din arm faar vokset. Vil du 29følge med mig og spise mygt brød og drikke melk hver dag? Kanske vanker der ogsaa af og til lakrisstænger og kager, hvis du er snild.»
«Faar jeg en hest at ride paa?» sagde Bikku.
«Ja, det forstaar sig,» sagde landshøvdingen. Bikku spekulerede en stund paa tingen; hans blaa, smaa øine fløi fra landshøvdingen til farfar, fra farfar til farmor, fra farmor igjen til landshøvdingen. Tilslut krøb han bag de gamles ryg og sagde: «Jeg vil blive hos farfar og farmor.»
«Men kjære Bikku,» sagde den blinde soldat med rørt stemme, «hos farfar faar du bare haardt brød og vand og salt sild. Hører du ikke, at den naadige herre byder dig mygt brød og melk og andet godt, og tænk paa, at du faar en hest at ride paa.»
«Jeg vil blive hos farfar, jeg vil ikke gaa fra farfar,» raabte Bikku Matti med graaden i halsen.
«Du er en brav gut,» sagde landshøvdingen med taarer i øinene og klappede den lille paa hans runde kind. «Ja, bliv du hos farfar; jeg skal sørge for, at hverken farfar eller farmor eller du nogensinde lider nød, og naar du engang i verden bliver voksen mand og en kjæk karl, saa kom til mig, hvis jeg lever. Jeg skal give dig jord at pløie og skog at hugge, og om du bliver bonde eller soldat, det er det samme, bare du bliver en ærlig og trofast søn af dit fædreland. Vil du det, Bikku?»
«Ja,» sagde gutten, stiv og strunk.
«Gud velsigne dig, barn,» sagde farfar og farmor med rørte hjerter.
«Og Gud velsigne vort dyrebare fædreland og give det mange saadanne trofaste sønner som du, lille Bikku!» føiede landshøvdingen til. «Der er mange børn, som løber bort fra det fattige, haarde brød og griber efter de myge bollerne, og hvad de derved vinder, ved hverken jeg eller du; ikke vinder deres land! Nei, hædre din fader og din moder i deres fattigdom, at det kan gaa dig vel, og du maa længe leve paa jorden!»
«Det der staar i min abc,» sagde Bikku Matti.
«Ja, men det staar ikke i alles hjerter,» sagde landshøvdingen.
Z. Topelius.