En rig mand festligholdt sin femtiaarige fødselsdag; hans børn forærede ham forskjellige sager som tegn paa sin barnlige kjærlighed; og hans kone havde tillavet et velsmagende maaltid, som skulde nydes i selskab med nogle gode venner, der var indbudne ved denne leilighed. Bordet var smukt prydet og besat med mange retter. Dette forundrede meget de to yngste sønner, som ikke før havde været tilstede ved en saadan fest. — «Vent til imorgen,» sagde deres lærer, som ogsaa var nærværende; «da skal jeg føre eder hen til et bord, som i størrelse og rigdom langt overgaar dette.» — Gutterne var meget nysgjerrige efter at vide, hvad det kunde være for et bord; men de skulde ikke faa det at vide, før de selv saa det. Den næste morgen førte læreren dem ud paa en bakke i nærheden; de kom did, netop som solen stod op og kastede sine oplivende straaler henover mark og skog. «Nei, hvor vakkert!» udbrød begge børnene. Solen steg høiere, og overalt blev der liv. Trær og buske, urter og græs sugede næring af jorden og duggen; fuglene sang og samlede sin føde paa grenene og mellem bladene; kjør og faar græssede omkring paa bakkerne, og et stykke borte hørte de slaattefolkene, som hvæssede sine ljaar «Se her,» sagde læreren, «det store bord, jeg lovede at vise eder; det er naturen, og hver dag dækker den miskundelige Gud bordet og besætter det med mad til alle skabninger efter deres forskjellige natur. Han oplader sin haand og mætter alt det, som lever, med velsignelse!»

En rik mann festligholdt sin femtiårige fødselsdag; hans barn forærte ham forskjellige sager som tegn på sin barnlige kjærlighet; og hans kone hadde tillaget et velsmakende måltid, som skulle nytes i selskap med noen gode venner, der var indbudne ved denne leilighet. Bordet var smukt prydet og besatt med mange retter. Dette forundret meget de to yngste sønner, som ikke før hadde vært til stede ved en sådan fest. — «Vent til i morgen,» sa deres lærer, som også var nærværende; «da skal jeg føre dere hen til et bord, som i størrelse og rikdom langt overgår dette.» — Guttene var meget nysgjerrige etter å vite, hva det kunne være for et bord; men de skulle ikke få det å vite, før de selv så det. Den neste morgen førte læreren dem ut på en bakke i nærheten; de kom dit, nettopp som solen stod opp og kastet sine opplivende stråler henover mark og skog. «Nei, hvor vakkert!» utbrøt begge barna. Solen steg høyere, og overalt ble der liv. Trær og busker, urter og gress sugde næring av jorden og duggen; fuglene sang og samlede sin føde på grenene og mellom bladene; kjør og får græssede omkring på bakkene, og et stykke borte hørte de slåttefolkene, som hvæssede sine ljaar «Se her,» sa læreren, «det store bord, jeg lovede å vise dere; det er naturen, og hver dag dekker den miskunnelige Gud bordet og besetter det med mat til alle skapninger etter deres forskjellige natur. Han oplader sin hånd og metter alt det, som lever, med velsignelse!»