17

Der var en kone paa landet,hun havde en høne blandt andet.Nu, — lægge eg er hønens fag,og denne gav et hver evige dag;det var et par snes, tilsammen talt.Se, dette fandt konen ikke saa galt!

II bd.

18Hun dem forsigtig i kurven fik,tog den paa hovedet og gik.Til byen styred hun sin gang;men hun var ene og veien lang,skjønt hun gik til af alle kræfter. —Nu tænkte hun over og regned efter,hvor godt hun fik sine eg betalt,og det var jo heller ikke saa galt.«Ja vist!» — saaledes hun gaar og taler, —«for disse faar jeg da mindst en daler;for den vil jeg kjøbe to høns; — lad se,med den derhjemme har jeg da tre.Hver lægger eg; om ikke længekan jeg handle igjen og komme til penge.Jeg kjøber tre høns til de tre, jeg har;se, det bliver seks — deres eg jeg ta’r;jeg sælger en halvpart, den anden restskal ruges til kyllinger, det er bedst;saa faar jeg en hønsegaard, tænk dig bare,og den tager til — det er holden vare!Jeg kjøber to gjæs og et lidet faar,og bedre og bedre handelen gaarmed eg og med høns og med fjær og med uld;tilsidst faar jeg pengeposen fuld!Jeg kjøber en gris, jeg kjøber en ko;hvem ved? — maaske jeg kan kjøbe to!Se, det giver af sig, og efter et aarhar jeg hus og folk og kjør og faar. —Saa kommer en frier ind i min stue,han kysser min haand, og jeg bliver frue;for han har en gaard, som er større end min!Jeg bliver saa fornem, saa stolt og saa fin;jeg taaler ikke den mindste snakken,jo, jo, jeg skal nok kneise med nakken!»– Og ret som hun sagde det, gjorde hun saa, —klask! — eggene der paa jorden laa.Med dem den hele lyksalighed faldt,og det var nok heller ikke saa galt!

H. C. Andersen.

17

Der var en kone på landet,hun hadde en høne blant annet.Nå, — legge egg er hønens fag,og denne ga et hver evige dag;det var et par snes, tilsammen talt.Se, dette fant konen ikke så galt!

II bd.

18Hun dem forsiktig i kurven fikk,tok den på hodet og gikk.Til byen styrte hun sin gang;men hun var ene og veien lang,skjønt hun gikk til av alle krefter. —Nå tenkte hun over og regnet etter,hvor godt hun fikk sine egg betalt,og det var jo heller ikke så galt.«Ja vist!» — således hun går og taler, —«for disse får jeg da minst en daler;for den vil jeg kjøpe to høns; — la se,med den derhjemme har jeg da tre.Hver legger egg; om ikke lengekan jeg handle igjen og komme til penger.Jeg kjøper tre høns til de tre, jeg har;se, det blir seks — deres egg jeg ta’r;jeg selger en halvpart, den annen restskal ruges til kyllinger, det er best;så får jeg en hønsegård, tenk deg bare,og den tar til — det er holden vare!Jeg kjøper to gjess og et lite får,og bedre og bedre handelen gårmed eg og med høns og med fjær og med ull;til sist får jeg pengeposen full!Jeg kjøper en gris, jeg kjøper en ko;hvem vet? — maaske jeg kan kjøpe to!Se, det gir av seg, og etter et århar jeg hus og folk og kjør og får. —Så kommer en frier inn i min stue,han kysser min hånd, og jeg blir frue;for han har en gård, som er større enn min!Jeg blir så fornem, så stolt og så fin;jeg tåler ikke den minste snakken,jo, jo, jeg skal nok kneise med nakken!»– Og rett som hun sa det, gjorde hun så, —klask! — eggene der på jorden lå.Med dem den hele lyksalighed falt,og det var nok heller ikke så galt!

H. C. Andersen.