5

Det var en vakker sommermorgen ved den tid, da hø-onnen skulde begynde. Rundt omkring i bondegaardene stod slaattefolkene færdige til at gaa til arbeide, gutterne bar sine ljaer, pigerne sine river; skog og mark stod i fuld sommerpragt; fuglene sang, og lammene tumlede sig paa engen; sommerfuglene flagrede over blomsterne, og humlerne surrede over kløveren. Da drog en liden børneflok jublende afsted over stien, alle i sine lette sommerklæder, gutter og piger, med nye straahatte og bærende smaa næverskrukker paa armene. Frits anførte det lystige tog; efter ham kom Lovise og Tora, saa den lille adstadige Jørgen og vildbassen Anton og tilsidst Sofie med sin søster Alvilde ved haanden.

Men Alvilde var dagens dronning. Fire aar talte hun, det vakre barn, og naar hun hoppende ilede fremover engens grønsvær i de pene, lyse klæder med det blaa baand om livet og de lette sko, da saa hun ud saa from og god, at det var en glæde at se hende.

«Ogsaa jeg vil plukke mange, mange blaabær, du Sofie min, og mange blomster, og gjøre mange kranse, en til dig og en til Frits og en til Jørgen og en til Tora og en til Lovise 6og ingen til Anton; for han river den bare istykker. Jo, en bitte liden krans skal Anton ogsaa have. Og to til moder, som sidder hjemme hos Klara, og ingen til Klara; for hun er for liden. Og saa en stor krans til fader, du. Ja det vil jeg.»

Men da de nu var komne ind i skogen, stansede Frits og pegte paa en stor, flad sten. Alle satte sig, og Sofie løste sit lommetørklæde og tog hvedebrød ud og smaa jødekager og delte omkring til dem allesammen. Men var en kage lidt mindre end de andre, da lagde hun den af til sig selv, og var en lidt større, puttede hun den hen til Alvilde. Frits havde melk paa en flaske og heldte af den i det lille tinbæger. Flasken var indhyllet i en fletning af siv og hang i en snor om hans hals. Men den forsigtige Jørgen raadede til at spare paa læskedrikken; dagen blev snart varmere.

«Maa jeg nu?» spurgte Anton utaalmodig, og da Frits nikkede, satte han sin bliktrompet for munden og gav sig til at blæse til opbrud, men saa heftig, at Sofie holdt for sine ører, og de smaa spurve fløi forskrækkede op fra buskene.

«Her, her! se her, hvor det blaaner!»

«Nei, der borte, Frits! der ser jeg mange hundrede millioner blaabær.»

«Og her finder jeg jordbær; de er meget sødere.»

«Nei, kom bare hid!»

«Jeg følger med dig!»

«Og jeg med dig!»

«Og jeg vil blive hos dig, Sofie!» sagde Alvilde. «Men ikke hele tiden, du. Sidenefter gaar jeg bort til Lovise og sidenefter til Tora.»

«Jeg vil plukke blomster til kransene.»

«Den store tunge tine skal vi sætte her indunder grantræet, saa kan vi tømme vore skrukker i den.»

Saa gik det; og de flittige smaahænder blev ikke trætte af at plukke eller de smidige rygge af at bukke sig eller de smaa munde af at snakke. Solen steg høiere, og skyggerne blev kortere; men en frisk middagsvind kjølede de varme kinder. Da satte smaapigerne sig i en kreds, og Sofie tog et traadnøste op af sin sypose, og de begyndte flittig at binde mange, mange store og smaa kranse af det fine lyng og de blaa violer, af nyperoser og stedmorsblomster og katteklo og forglemmigeier, af den gule malva og den blaa tjæreblomst, og 7den ene krans blev smukkere end den anden. Men nu begyndte Alvilde at blive træt og lagde sig ned ved siden af bærene og kransene og lukkede de smaa øine og bad Sofie synge «hr. Sinklar» for hende, til hun var falden i søvn. Saa sang da Sofie hr. Sinklar. Men de andre smaapiger sprang op for at følge efter gutterne, der gik høit oppe i aasen, og da de hørte efter Antons trompet, kunde de let finde dem. Men Sofie listede sig ogsaa op, da hun havde sunget det sidste vers af hr. Sinklar, og vilde bare plukke nogle faa blomster endnu til en krans, som skulde være endnu vakrere end alle de andre og sættes om Alvildes gule lokker, medens hun sov. Da hun nu kom et stykke op i aasen, blev hun var en venlig, grøn slette, hvorigjennem der løb en klar bæk, og omkring bækken stod i tusendtal de allerdeiligste blomster af alle slags. Da klappede Sofie i de smaa hænder og raabte høit af glæde og gav sig til at sanke og sanke, og da hun allerede havde hele sit forklæde fuldt, saa hun endnu mange, mange blomster, som hun ikke kunde lade staa.

Alvilde vaagnede og hørte noget brumme. Hun sprang op og raabte paa sine søskende. Men de var saa langt borte, at de ikke kunde høre hende. Saa blev hun lidt bange; men hun græd dog ikke. «De kommer nok snart,» tænkte hun og tog sin lille kurv i haanden og spiste blaabær.

Men da knagede det i buskene, og en stor, mørkebrun bjørn kom frem og gik brummende paa alle fire imod Alvilde. Da blev hun forskrækkelig bange. Først vilde hun skrige; men hun kunde ikke faa en lyd frem. De klare taarer stod stille i hendes øine, og det lille hjerte hoppede af angest.

«Du gjør mig ikke noget, bjørn!» sagde hun endelig modig, «for jeg er en snild pige. Jeg kjender dig nok af billedbogen min. Der, bjørn, har du blaabær!» Saa rakte hun sin lille kurv frem, og bjørnen saa paa hende, brummede ganske sagte og slog labben i kurven, saa at alle bærene trillede ned. Den spiste dem op og gav sig til at snuse paa Alvildes klæder.

«Kjære, søde bjørn! du maa ikke gjøre mig noget; for jeg er jo en snild pige,» sagde Alvilde forskrækket; «der har du en kurv til med blaabær!» Bjørnen saa paa hende, rev kurven ned og spiste. Nu var Alvilde ikke længere saa svært bange. Hun skyndte sig at give bjørnen flere bær, og den brummede ganske venlig og lagde sagte den ene store lab paa Alvildes 8skulder. Men nu fik den se den store tine, som stod aaben og var ganske fuld baade af blaabær og af jordbær; og jordbær holder den nok mest af. Saa gik den hen til tinen og gav sig rolig til at spise.

«Nei, nei, bjørn!» sagde Alvilde; «du faar ikke alle bærene. Det er ikke mine bær, og saa kan jeg jo ikke give dig dem, og du faar ondt i maven af alle disse bær, bjørn!»

Saa gik hun lige hen til bjørnen og lagde sine smaa hænder dristig paa den lodne hals og vilde skyve den bort. Men den brød sig slet ikke derom, og hun saa nok, at det ikke kunde nytte. «Ja, bi, til Frits kommer; da bliver han vred og jager dig med sin stok.» Det store dyr satte venlig sine mørkeblaa øine paa den lille pige og strøg atter sin lab over hende.

«Nu skal jeg pynte dig, bjørn!» sagde Alvilde, «dersom du vil lade mine søskendes bær være.» Saa tog hun en krans og bandt den om bjørnens hals, og en liden krans satte hun paa dens hoved. Høit oppe i aasen begyndte Antons trompet at skralde, og alle pigerne og gutterne kom syngende nedefter. Da saa bamsen sig omkring, lagde endnu engang sin pote over Alvildes skulder og gik langsomt ind i den sorte skog. Da de nu allesammen var komne ned, viste Alvilde dem bedrøvet den tomme tine og undskyldte sig, det bedste hun kunde, fordi hun ikke havde passet bedre paa, og fortalte om bjørnen. Da blev de allesammen blege af forskrækkelse, og nogle gav sig til at løbe. Men Sofie brast i heftig graad og trykkede den lille søster tæt op til sig og bad hende hulkende om forladelse, fordi hun var gaaet fra hende. Endelig trak Frits dem begge med sig, og de skyndte sig afsted. I angsten lod de baade blomsterkransene og tinen og kurvene og næverskrukkerne ligge.

Da de nu kom hjem til moder og fader og fortalte, hvad der var hændt, greb moderen skjælvende Alvilde og drog hende op paa sit fang og dækkede hende med begge sine arme, som om bjørnen var der. Og alle de smaa og de store klyngede sig omkring hende, og alle græd af angest og kjærlighed og glæde. Om dem allesammen slyngede faderen sine arme. Derpaa reiste han sig langsomt og gik taus ind i sit kammer. Hvad mener I, han gjorde derinde?

M. C. Hansen.

5

Det var en vakker sommermorgen ved den tid, da hø-onnen skulle begynne. Rundt omkring i bondegårdene stod slåttefolkene ferdige til å gå til arbeide, guttene bar sine ljåer, pikene sine river; skog og mark stod i full sommerprakt; fuglene sang, og lammene tumlet seg på engen; sommerfuglene flagret over blomstene, og humlene surret over kløveren. Da drog en liten børneflok jublende av sted over stien, alle i sine lette sommerklær, gutter og piker, med nye stråhatter og bærende små neverskrukker på armene. Frits anførte det lystige tog; etter ham kom Lovise og Tora, så den lille adstadige Jørgen og villbassen Anton og til sist Sofie med sin søster Alvilde ved hånden.

Men Alvilde var dagens dronning. Fire år talte hun, det vakre barn, og når hun hoppende ilede fremover engens grønsvær i de pene, lyse klæder med det blå bånd om livet og de lette sko, da så hun ut så from og god, at det var en glede å se henne.

«Også jeg vil plukke mange, mange blåbær, du Sofie min, og mange blomster, og gjøre mange kranser, en til deg og en til Frits og en til Jørgen og en til Tora og en til Lovise 6og ingen til Anton; for han river den bare i stykker. Jo, en bitte liten krans skal Anton også have. Og to til mor, som sitter hjemme hos Klara, og ingen til Klara; for hun er for liten. Og så en stor krans til far, du. Ja det vil jeg.»

Men da de nå var kommet inn i skogen, stanset Frits og pekte på en stor, flat stein. Alle satte seg, og Sofie løste sitt lommetørkle og tok hvetebrød ut og små jødekager og delte omkring til dem allesammen. Men var en kake litt mindre enn de andre, da la hun den av til seg selv, og var en litt større, puttet hun den hen til Alvilde. Frits hadde melk på en flaske og helte av den i det lille tinbæger. Flasken var innhyllet i en fletning av siv og hang i en snor om hans hals. Men den forsiktige Jørgen rådde til å spare på leskedrikken; dagen ble snart varmere.

«Må jeg nå?» spurte Anton utålmodig, og da Frits nikket, satte han sin bliktrompet for munnen og ga seg til å blåse til oppbrudd, men så heftig, at Sofie holdt for sine ører, og de små spurver fløy forskrekket opp fra buskene.

«Her, her! se her, hvor det blåner!»

«Nei, der borte, Frits! der ser jeg mange hundre millioner blåbær.»

«Og her finner jeg jordbær; de er meget søtere.»

«Nei, kom bare hit!»

«Jeg følger med deg!»

«Og jeg med deg!»

«Og jeg vil bli hos deg, Sofie!» sa Alvilde. «Men ikke hele tiden, du. Sidenefter går jeg bort til Lovise og sidenefter til Tora.»

«Jeg vil plukke blomster til kransene.»

«Den store tunge tine skal vi sette her innunder grantreet, så kan vi tømme våre skrukker i den.»

Så gikk det; og de flittige smaahænder ble ikke trette av å plukke eller de smidige rygge av å bukke seg eller de små munde av å snakke. Solen steg høyere, og skyggene ble kortere; men en frisk middagsvind kjølte de varme kinner. Da satte småpikene seg i en krets, og Sofie tog et traadnøste opp av sin sypose, og de begynte flittig å binde mange, mange store og små kranser av det fine lyng og de blå violer, av nyperoser og stedmorsblomster og katteklo og forglemmegeier, av den gule malva og den blå tjæreblomst, og 7den ene krans ble smukkere enn den annen. Men nå begynte Alvilde å bli trett og la seg ned ved siden av bærene og kransene og lukket de små øyne og bad Sofie synge «hr. Sinklar» for henne, til hun var falt i søvn. Så sang da Sofie hr. Sinklar. Men de andre småpiker sprang opp for å følge etter guttene, der gikk høyt oppe i aasen, og da de hørte etter Antons trompet, kunne de lett finne dem. Men Sofie listet seg også opp, da hun hadde sunget det siste vers av hr. Sinklar, og ville bare plukke noen få blomster ennå til en krans, som skulle være enda vakrere enn alle de andre og settes om Alvildes gule lokker, mens hun sov. Da hun nå kom et stykke opp i aasen, ble hun var en vennlig, grønn slette, hvorigjennom der løp en klar bekk, og omkring bekken stod i tusendtal de allerdeiligste blomster av alle slags. Da klappede Sofie i de små hender og ropte høyt av glede og ga seg til å sanke og sanke, og da hun allerede hadde hele sitt forkle fullt, så hun ennå mange, mange blomster, som hun ikke kunne la stå.

Alvilde våknet og hørte noe brumme. Hun sprang opp og ropte på sine søsken. Men de var så langt borte, at de ikke kunne høre henne. Så ble hun litt bange; men hun gråt dog ikke. «De kommer nok snart,» tenkte hun og tok sin lille kurv i hånden og spiste blåbær.

Men da knaket det i buskene, og en stor, mørkebrun bjørn kom frem og gikk brummende på alle fire imot Alvilde. Da ble hun forskrekkelig bange. Først ville hun skrike; men hun kunne ikke få en lyd frem. De klare tårer stod stille i hennes øyne, og det lille hjerte hoppet av angst.

«Du gjør meg ikke noe, bjørn!» sa hun endelig modig, «for jeg er en snild pike. Jeg kjenner deg nok av billedboken min. Der, bjørn, har du blåbær!» Så rakte hun sin lille kurv frem, og bjørnen så på henne, brummet ganske sakte og slo labben i kurven, så at alle bærene trillet ned. Den spiste dem opp og ga seg til å snuse på Alvildes klæder.

«Kjære, søte bjørn! du må ikke gjøre meg noe; for jeg er jo en snild pike,» sa Alvilde forskrekket; «der har du en kurv til med blåbær!» Bjørnen så på henne, rev kurven ned og spiste. Nå var Alvilde ikke lenger så svært bange. Hun skyndte seg å gi bjørnen flere bær, og den brummet ganske vennlig og la sakte den ene store lab på Alvildes 8skulder. Men nå fikk den se den store tine, som stod åpen og var ganske full både av blåbær og av jordbær; og jordbær holder den nok mest av. Så gikk den hen til tinen og ga seg rolig til å spise.

«Nei, nei, bjørn!» sa Alvilde; «du får ikke alle bærene. Det er ikke mine bær, og så kan jeg jo ikke gi deg dem, og du får ondt i maven av alle disse bær, bjørn!»

Så gikk hun like hen til bjørnen og la sine små hender dristig på den lodne hals og ville skyve den bort. Men den brød seg slett ikke derom, og hun så nok, at det ikke kunne nytte. «Ja, bi, til Frits kommer; da blir han vred og jager deg med sin stokk.» Det store dyr satte vennlig sine mørkeblå øyne på den lille pike og strøk atter sin lab over henne.

«Nå skal jeg pynte deg, bjørn!» sa Alvilde, «dersom du vil la mine søskens bær være.» Så tok hun en krans og bandt den om bjørnens hals, og en liten krans satte hun på dens hode. Høyt oppe i aasen begynte Antons trompet at skralle, og alle pikene og guttene kom syngende nedefter. Da så bamsen seg omkring, la enda engang sin pote over Alvildes skulder og gikk langsomt inn i den sorte skog. Da de nå allesammen var kommet ned, viste Alvilde dem bedrøvet den tomme tine og unnskyldte seg, det beste hun kunne, fordi hun ikke hadde passet bedre på, og fortalte om bjørnen. Da ble de allesammen bleke av forskrekkelse, og noen ga seg til å løpe. Men Sofie brast i heftig gråt og trykket den lille søster tett opp til seg og bad henne hulkende om forlatelse, fordi hun var gått fra henne. Endelig trakk Frits dem begge med seg, og de skyndte seg av sted. I angsten lot de både blomsterkransene og tinen og kurvene og neverskrukkene ligge.

Da de nå kom hjem til mor og far og fortalte, hva der var hendt, grep moren skjelvende Alvilde og drog henne opp på sitt fang og dekket henne med begge sine arme, som om bjørnen var der. Og alle de små og de store klynget seg omkring henne, og alle gråt av angst og kjærlighet og glede. Om dem allesammen slyngede faren sine arme. Derpå reiste han seg langsomt og gikk taus inn i sitt kammer. Hva mener dere, han gjorde derinne?

M. C. Hansen.