Læreplanatlas
2. BindFørste skoletrins 3dje afdeling.

2. Den retfærdige firskilling.

I. Stenen, som frøs.

1

Der var engang en fattig kone, som boede i en ussel hytte langt borte fra bygden. Lidet havde hun at bide og slet intet at brænde, og derfor sendte hun en liden gut, hun havde, tilskogs at sanke ved. Han hoppede og sprang og sprang og hoppede for at holde sig varm; for det var en kold, graa høstdag; og hver gang han havde sanket en kvist eller rod i vedbørden sin, maatte han slaa armene om hinanden mod skulderbladene; for næverne var røde som tyttebærtuerne, han gik over, af bare kulde. Da han havde faaet vedbørden fuld og skulde hjem igjen, kom han over en stubbebraate. Der saa han en hvid, kroget sten. «Aa, du stakkars gamle sten, hvor

II bd.

2hvid og bleg du er, — du fryser nok fælt!» sagde gutten, han tog trøien af sig og havde paa stenen. Da han nu kom bærende med vedbørden, spurgte moderen, hvad det skulde betyde, at han gik i skjorteærmerne i høstkulden. Han fortalte da, at han havde seet en gammel, kroget sten, som var ganske hvid og bleg af frost; den havde han givet trøien sin. «Din nar!» sagde konen, «tænker du, stenen fryser? Men om den frøs, saa den skalv, saa er enhver sig selv nærmest. Det koster nok at faa klæder paa dig, om du ikke hænger dem igjen paa stene borti braaterne,» — og saa jagede hun gutten bort igjen efter trøien. Da han kom, der stenen stod, havde den snud sig op fra jorden med den ene kant. «Ja, det er, siden du fik trøien, stakkar!» sagde gutten. Men da han saa lidt bedre paa stenen, stod der et pengeskrin, fuldt af blank sølvmynt, under den. Det er vist stjaalne penge, tænkte gutten; der er ingen, som sætter penge, han har faaet paa en ærlig maade, under stene borti skogen; saa tog han skrinet og bar ned til et tjern tæt ved og slog hele pengehoben udi. Men.en firskilling flød ovenpaa vandet. «Ja, den er retfærdig; for det retfærdige synker aldrig,» sagde gutten; han tog firskillingen og gik hjem med den og trøien. Han fortalte moderen, hvordan det var gaaet ham, at stenen havde snud sig, og at han havde fundet et skrin med sølvpenge, som han havde slaaet ud i tjernet, fordi det var stjaalne penge. «Men en firskilling flød ovenpaa, og den tog jeg; for den var retfærdig,» sagde gutten. — «Du er en nar,» sagde moderen, — hun var ganske vred —; «var ikke andet retfærdigt end det, som flyder paa vand, saa var der ikke stor retfærdighed i verden. Men om saa pengene var stjaalne ti gange, saa havde du fundet dem, og enhver er sig selv nærmest. Havde du taget pengene, kunde vi levet godt og vel al vor tid. Men en tulling er du, og en tulling bli’r du, og nu vil jeg ikke længer gaa her og slæbe og drages med dig. Nu faar du ud at tjene for dit brød.»

II. Gutten i den vide verden.

Gutten maatte da ud i den vide verden og gik baade langt og længe og spurgte efter tjeneste. Men hvor han kom, syntes folkene, han var for liden og for veg, og sagde, de kunde ikke bruge ham til noget. Endelig kom han til en kjøbmand; der fik han være i kjøkkenet og skulde bære ved og vand til kokken. Da han havde været der i lang tid, skulde kjøbmanden engang reise til fremmede 3land. og saa spurgte han alle tjenerne sine, hvad han skulde kjøbe med sig hjem til hver af dem. Da nu alle havde sagt, hvad de vilde have, kom ogsaa raden til gutten, som bar ved og vand til kokken. Han rakte frem firskillingen sin. «Ja, hvad skal jeg kjøbe for den?» spurgte kjøbmanden; «det bli’r sagtens ikke store handelen.» — «Kjøb, hvad jeg kan faa for den; den er retfærdig, det ved jeg,» sagde gutten. Det lovede husbonden, og saa seilede han.

III. Hvad kjøbmanden fik for firskillingen.

Da nu kjøbmanden havde losset og ladet i det fremmede land og kjøbt det, han havde lovet tjenerne sine, kom han ned til skibet igjen og skulde til at lægge fra bryggen. Da først kom han ihu, at kokkedrengen havde sendt med ham en firskilling, han skulde kjøbe noget for. Skal jeg nu op i byen igjen for den firskillings skyld? En har da heller ikke andet end ugagn af at tage sligt pak til sig, tænkte kjøbmanden. I det samme kom der en kone gaaende med en pose paa ryggen. «Hvad er det, du har i posen din, mor?» spurgte kjøbmanden. «Aa, det er ikke andet end en kat; jeg har ikke raad at føde den længer, saa har jeg tænkt at kaste den tilsjøs og gjøre det af med den,» svarede konen. — «Gutten sagde jo, at jeg skulde kjøbe, hvad jeg kunde faa for firskillingen,» sagde kjøbmanden ved sig selv, og saa spurgte han konen, om hun vilde have fire skilling for katten sin. Ja, konen var ikke sen om at slaa til, og saa var handelen gjort.

IV. Hvordan katten gjorde nytte.

Da nu kjøbmanden havde seilet et stykke, kom der et grueligt uveir paa ham, med slig en forfærdelig storm, at det ikke var nogen maade, og han drev, og han drev og vidste ikke, hvor det bar hen. Tilsidst kom han til et land, hvor han aldrig havde været før, og der gik han op i byen.

Paa vertshuset, hvor han gik ind, var bordet dækket med et ris til hver, som skulde sidde ved det. Det syntes kjøbmanden var forunderligt; for han kunde ikke skjønne, hvad de skulde med alle risene; men han satte sig og tænkte, at han fik se vel efter, hvad de andre gjorde med dem, saa kunde han gjøre det efter. Jo, da maden kom paa bordet, fik han nok se, hvad risene var til: da myldrede det frem i tusendvis af mus, og hver, som ved bordet sad, maatte til med sit ris og figte og slaa om sig, og der var ikke andet at høre end det 4ene klask af riset haardere end det andet. Sommetider traf de hverandre i ansigtet; da maatte de give sig tid til at sige: «om forladelse.» — «Det er et strengt arbeide at spise i dette land,» sagde kjøbmanden. «Men hvorfor holder folk ikke katte her?» — «Katte?» spurgte de; det vidste de ikke hvad var. Saa lod kjøbmanden hente op den katten, han havde kjøbt til kokkedrengen, og da katten kom paa bordet, maatte sagtens alle musene til huls, og folkene havde ikke i mandsminde havt saa god madro. De bad og tryglede nu kjøbmanden, at han maatte sælge dem katten sin. Langt om længe lovede han at overlade den; men et hundrede daler vilde han have for den; det gav de og tak atpaa.

Saa seilede kjøbmanden igjen; men aldrig før var han kommen i rum sjø, saa saa han, katten sad oppe i stormasten, og straks efter blev der en storm og et uveir igjen, endda værre end forrige gang, og han drev og drev, til han kom ind ensteds, hvor han aldrig havde været før. Kjøbmanden gik igjen op i vertshuset, og her var ogsaa bordet dækket med ris; men de var meget større og længere end der, han først var. Og de kunde vel behøves; for her var der endnu flere mus, og alle var de dobbelt saa store som de, han før havde seet.

Saa solgte han igjen katten, og den gang fik han to hundrede for den, og det uden prutning.

Da han havde seilet derfra og var kommen et stykke ud paa havet, sad katten oppe i masten; og straks begyndte uveiret igjen, og langt om længe blev han ogsaa den gang dreven ind til et land, han aldrig før havde været i. Han gik igjen op i vertshuset; der var ogsaa bordet dækket med ris; men hvert ris var halvanden alen langt og saa tykt som en liden lime, og folkene sagde, at det var den værste onn, de havde, at sidde og spise; for her var i tusendtal med store, fæle rotter; det var med nød og neppe de engang imellem kunde faa en bid mad i munden, sligt stræv havde de med at holde rotterne fra sig. Saa maatte katten igjen hentes op fra skibet, og saa fik folkene madro. De bad og bønfaldt nu kjøbmanden, at han endelig maatte sælge dem katten sin; længe sagde han nei; men tilsidst lovede han, de skulde have den for tre hundrede daler. Det gav de og takkede til.

5V. Hvad gutten fik for firskillingen.

Da nu kjøbmanden kom ud paa sjøen, tænkte han efter, hvormeget gutten havde tjent paa firskillingen, han havde sendt med ham. Ja, noget af pengene skal han faa, sagde kjøbmanden ved sig selv, men ikke alt. Det er mig, han har at takke for katten, jeg kjøbte, og enhver er sig selv nærmest.

Men med det samme kjøbmanden tænkte det ved sig selv, blev der en storm og et uveir, saa alle troede, at skibet skulde forgaa. Saa merkede kjøbmanden, at der ikke var anden raad, og saa maatte han love, at gutten skulde faa altsammen. Aldrig før havde han gjort det løfte, saa blev veiret godt, og han fik strygende bør lige hjem. Da han var kommen i land, gav han gutten de seks hundrede daler og datter sin atpaa; for nu var kokkedrengen lige saa rig som kjøbmanden, og vel saa det, og siden levede gutten baade i herlighed og glæde. Moderen tog han til sig og gjorde vel imod; «for jeg tror ikke paa det, at enhver er sig selv nærmest,» sagde gutten.

J. Moe.