1

Der var engang en fattig kone, som boede i en ussel hytte langt borte fra bygden. Lidet havde hun at bide og slet intet at brænde, og derfor sendte hun en liden gut, hun havde, tilskogs at sanke ved. Han hoppede og sprang og sprang og hoppede for at holde sig varm; for det var en kold, graa høstdag; og hver gang han havde sanket en kvist eller rod i vedbørden sin, maatte han slaa armene om hinanden mod skulderbladene; for næverne var røde som tyttebærtuerne, han gik over, af bare kulde. Da han havde faaet vedbørden fuld og skulde hjem igjen, kom han over en stubbebraate. Der saa han en hvid, kroget sten. «Aa, du stakkars gamle sten, hvor

II bd.

2hvid og bleg du er, — du fryser nok fælt!» sagde gutten, han tog trøien af sig og havde paa stenen. Da han nu kom bærende med vedbørden, spurgte moderen, hvad det skulde betyde, at han gik i skjorteærmerne i høstkulden. Han fortalte da, at han havde seet en gammel, kroget sten, som var ganske hvid og bleg af frost; den havde han givet trøien sin. «Din nar!» sagde konen, «tænker du, stenen fryser? Men om den frøs, saa den skalv, saa er enhver sig selv nærmest. Det koster nok at faa klæder paa dig, om du ikke hænger dem igjen paa stene borti braaterne,» — og saa jagede hun gutten bort igjen efter trøien. Da han kom, der stenen stod, havde den snud sig op fra jorden med den ene kant. «Ja, det er, siden du fik trøien, stakkar!» sagde gutten. Men da han saa lidt bedre paa stenen, stod der et pengeskrin, fuldt af blank sølvmynt, under den. Det er vist stjaalne penge, tænkte gutten; der er ingen, som sætter penge, han har faaet paa en ærlig maade, under stene borti skogen; saa tog han skrinet og bar ned til et tjern tæt ved og slog hele pengehoben udi. Men.en firskilling flød ovenpaa vandet. «Ja, den er retfærdig; for det retfærdige synker aldrig,» sagde gutten; han tog firskillingen og gik hjem med den og trøien. Han fortalte moderen, hvordan det var gaaet ham, at stenen havde snud sig, og at han havde fundet et skrin med sølvpenge, som han havde slaaet ud i tjernet, fordi det var stjaalne penge. «Men en firskilling flød ovenpaa, og den tog jeg; for den var retfærdig,» sagde gutten. — «Du er en nar,» sagde moderen, — hun var ganske vred —; «var ikke andet retfærdigt end det, som flyder paa vand, saa var der ikke stor retfærdighed i verden. Men om saa pengene var stjaalne ti gange, saa havde du fundet dem, og enhver er sig selv nærmest. Havde du taget pengene, kunde vi levet godt og vel al vor tid. Men en tulling er du, og en tulling bli’r du, og nu vil jeg ikke længer gaa her og slæbe og drages med dig. Nu faar du ud at tjene for dit brød.»

II. Gutten i den vide verden.

Gutten maatte da ud i den vide verden og gik baade langt og længe og spurgte efter tjeneste. Men hvor han kom, syntes folkene, han var for liden og for veg, og sagde, de kunde ikke bruge ham til noget. Endelig kom han til en kjøbmand; der fik han være i kjøkkenet og skulde bære ved og vand til kokken. Da han havde været der i lang tid, skulde kjøbmanden engang reise til fremmede 3land. og saa spurgte han alle tjenerne sine, hvad han skulde kjøbe med sig hjem til hver af dem. Da nu alle havde sagt, hvad de vilde have, kom ogsaa raden til gutten, som bar ved og vand til kokken. Han rakte frem firskillingen sin. «Ja, hvad skal jeg kjøbe for den?» spurgte kjøbmanden; «det bli’r sagtens ikke store handelen.» — «Kjøb, hvad jeg kan faa for den; den er retfærdig, det ved jeg,» sagde gutten. Det lovede husbonden, og saa seilede han.

III. Hvad kjøbmanden fik for firskillingen.

Da nu kjøbmanden havde losset og ladet i det fremmede land og kjøbt det, han havde lovet tjenerne sine, kom han ned til skibet igjen og skulde til at lægge fra bryggen. Da først kom han ihu, at kokkedrengen havde sendt med ham en firskilling, han skulde kjøbe noget for. Skal jeg nu op i byen igjen for den firskillings skyld? En har da heller ikke andet end ugagn af at tage sligt pak til sig, tænkte kjøbmanden. I det samme kom der en kone gaaende med en pose paa ryggen. «Hvad er det, du har i posen din, mor?» spurgte kjøbmanden. «Aa, det er ikke andet end en kat; jeg har ikke raad at føde den længer, saa har jeg tænkt at kaste den tilsjøs og gjøre det af med den,» svarede konen. — «Gutten sagde jo, at jeg skulde kjøbe, hvad jeg kunde faa for firskillingen,» sagde kjøbmanden ved sig selv, og saa spurgte han konen, om hun vilde have fire skilling for katten sin. Ja, konen var ikke sen om at slaa til, og saa var handelen gjort.

IV. Hvordan katten gjorde nytte.

Da nu kjøbmanden havde seilet et stykke, kom der et grueligt uveir paa ham, med slig en forfærdelig storm, at det ikke var nogen maade, og han drev, og han drev og vidste ikke, hvor det bar hen. Tilsidst kom han til et land, hvor han aldrig havde været før, og der gik han op i byen.

Paa vertshuset, hvor han gik ind, var bordet dækket med et ris til hver, som skulde sidde ved det. Det syntes kjøbmanden var forunderligt; for han kunde ikke skjønne, hvad de skulde med alle risene; men han satte sig og tænkte, at han fik se vel efter, hvad de andre gjorde med dem, saa kunde han gjøre det efter. Jo, da maden kom paa bordet, fik han nok se, hvad risene var til: da myldrede det frem i tusendvis af mus, og hver, som ved bordet sad, maatte til med sit ris og figte og slaa om sig, og der var ikke andet at høre end det 4ene klask af riset haardere end det andet. Sommetider traf de hverandre i ansigtet; da maatte de give sig tid til at sige: «om forladelse.» — «Det er et strengt arbeide at spise i dette land,» sagde kjøbmanden. «Men hvorfor holder folk ikke katte her?» — «Katte?» spurgte de; det vidste de ikke hvad var. Saa lod kjøbmanden hente op den katten, han havde kjøbt til kokkedrengen, og da katten kom paa bordet, maatte sagtens alle musene til huls, og folkene havde ikke i mandsminde havt saa god madro. De bad og tryglede nu kjøbmanden, at han maatte sælge dem katten sin. Langt om længe lovede han at overlade den; men et hundrede daler vilde han have for den; det gav de og tak atpaa.

Saa seilede kjøbmanden igjen; men aldrig før var han kommen i rum sjø, saa saa han, katten sad oppe i stormasten, og straks efter blev der en storm og et uveir igjen, endda værre end forrige gang, og han drev og drev, til han kom ind ensteds, hvor han aldrig havde været før. Kjøbmanden gik igjen op i vertshuset, og her var ogsaa bordet dækket med ris; men de var meget større og længere end der, han først var. Og de kunde vel behøves; for her var der endnu flere mus, og alle var de dobbelt saa store som de, han før havde seet.

Saa solgte han igjen katten, og den gang fik han to hundrede for den, og det uden prutning.

Da han havde seilet derfra og var kommen et stykke ud paa havet, sad katten oppe i masten; og straks begyndte uveiret igjen, og langt om længe blev han ogsaa den gang dreven ind til et land, han aldrig før havde været i. Han gik igjen op i vertshuset; der var ogsaa bordet dækket med ris; men hvert ris var halvanden alen langt og saa tykt som en liden lime, og folkene sagde, at det var den værste onn, de havde, at sidde og spise; for her var i tusendtal med store, fæle rotter; det var med nød og neppe de engang imellem kunde faa en bid mad i munden, sligt stræv havde de med at holde rotterne fra sig. Saa maatte katten igjen hentes op fra skibet, og saa fik folkene madro. De bad og bønfaldt nu kjøbmanden, at han endelig maatte sælge dem katten sin; længe sagde han nei; men tilsidst lovede han, de skulde have den for tre hundrede daler. Det gav de og takkede til.

5V. Hvad gutten fik for firskillingen.

Da nu kjøbmanden kom ud paa sjøen, tænkte han efter, hvormeget gutten havde tjent paa firskillingen, han havde sendt med ham. Ja, noget af pengene skal han faa, sagde kjøbmanden ved sig selv, men ikke alt. Det er mig, han har at takke for katten, jeg kjøbte, og enhver er sig selv nærmest.

Men med det samme kjøbmanden tænkte det ved sig selv, blev der en storm og et uveir, saa alle troede, at skibet skulde forgaa. Saa merkede kjøbmanden, at der ikke var anden raad, og saa maatte han love, at gutten skulde faa altsammen. Aldrig før havde han gjort det løfte, saa blev veiret godt, og han fik strygende bør lige hjem. Da han var kommen i land, gav han gutten de seks hundrede daler og datter sin atpaa; for nu var kokkedrengen lige saa rig som kjøbmanden, og vel saa det, og siden levede gutten baade i herlighed og glæde. Moderen tog han til sig og gjorde vel imod; «for jeg tror ikke paa det, at enhver er sig selv nærmest,» sagde gutten.

J. Moe.

1

Der var engang en fattig kone, som bodde i en ussel hytte langt borte fra bygden. Lite hadde hun å bite og slett intet å brenne, og derfor sendte hun en liten gut, hun hadde, til skogs å sanke ved. Han hoppet og sprang og sprang og hoppet for å holde seg varm; for det var en kald, grå høstdag; og hver gang han hadde sanket en kvist eller rot i vedbørden sin, måtte han slå armene om hinannen mot skulderbladene; for nevene var røde som tyttebærtuene, han gikk over, av bare kulde. Da han hadde fått vedbørden full og skulle hjem igjen, kom han over en stubbebråte. Der så han en hvit, kroket stein. «Å, du stakkars gamle stein, hvor

II bd.

2hvit og bleg du er, — du fryser nok fælt!» sa gutten, han tok trøyen av seg og hadde på steinen. Da han nå kom bærende med vedbørden, spurte moren, hva det skulle bety, at han gikk i skjorteermene i høstkulden. Han fortalte da, at han hadde sett en gammel, kroket stein, som var ganske hvit og bleg av frost; den hadde han gitt trøyen sin. «Din narr!» sa konen, «tenker du, steinen fryser? Men om den frøs, så den skalv, så er enhver seg selv nærmest. Det koster nok å få klæder på deg, om du ikke henger dem igjen på steiner borti bråtene,» — og så jaget hun gutten bort igjen etter trøyen. Da han kom, der steinen stod, hadde den snudd seg opp fra jorden med den ene kant. «Ja, det er, siden du fikk trøyen, stakkar!» sa gutten. Men da han så litt bedre på steinen, stod der et pengeskrin, fullt av blank sølvmynt, under den. Det er vist stjålne penger, tenkte gutten; der er ingen, som setter penger, han har fått på en ærlig måte, under steiner borti skogen; så tok han skrinet og bar ned til et tjern tett ved og slo hele pengehoben uti. Men.en firskilling fløt ovenpå vannet. «Ja, den er rettferdig; for det rettferdige synker aldri,» sa gutten; han tok firskillingen og gikk hjem med den og trøyen. Han fortalte moren, hvordan det var gått ham, at steinen hadde snudd seg, og at han hadde funnet et skrin med sølvpenge, som han hadde slått ut i tjernet, fordi det var stjålne penger. «Men en firskilling fløt ovenpå, og den tok jeg; for den var rettferdig,» sa gutten. — «Du er en narr,» sa moren, — hun var ganske vred —; «var ikke annet rettferdig enn det, som flyter på vann, så var der ikke stor rettferdighet i verden. Men om så pengene var stjålne ti ganger, så hadde du funnet dem, og enhver er seg selv nærmest. Hadde du taget pengene, kunne vi levet godt og vel all vår tid. Men en tulling er du, og en tulling bli’r du, og nå vil jeg ikke lenger gå her og slepe og drages med deg. Nå får du ut å tjene for ditt brød.»

II. Gutten i den vide verden.

Gutten måtte da ut i den vide verden og gikk både langt og lenge og spurte etter tjeneste. Men hvor han kom, syntes folkene, han var for liten og for veg, og sa, de kunne ikke bruke ham til noe. Endelig kom han til en kjøpmann; der fikk han være i kjøkkenet og skulle bære ved og vann til kokken. Da han hadde vært der i lang tid, skulle kjøpmannen engang reise til fremmede 3land. og så spurte han alle tjenerne sine, hva han skulle kjøpe med seg hjem til hver av dem. Da nå alle hadde sagt, hva de ville ha, kom også raden til gutten, som bar ved og vann til kokken. Han rakte frem firskillingen sin. «Ja, hva skal jeg kjøpe for den?» spurte kjøpmannen; «det bli’r saktens ikke store handelen.» — «Kjøp, hva jeg kan få for den; den er rettferdig, det vet jeg,» sa gutten. Det lovede husbonden, og så seilte han.

III. Hva kjøpmannen fikk for firskillingen.

Da nå kjøpmannen hadde losset og ladet i det fremmede land og kjøpt det, han hadde lovet tjenerne sine, kom han ned til skipet igjen og skulle til å legge fra bryggen. Da først kom han ihu, at kokkedrengen hadde sendt med ham en firskilling, han skulle kjøpe noe for. Skal jeg nå opp i byen igjen for den firskillings skyld? En har da heller ikke annet enn ugagn av å ta slikt pakk til seg, tenkte kjøpmannen. I det samme kom der en kone gående med en pose på ryggen. «Hva er det, du har i posen din, mor?» spurte kjøpmannen. «Å, det er ikke annet enn en katt; jeg har ikke råd å føde den lenger, så har jeg tenkt å kaste den til sjøs og gjøre det av med den,» svarte konen. — «Gutten sa jo, at jeg skulle kjøpe, hva jeg kunne få for firskillingen,» sa kjøpmannen ved seg selv, og så spurte han konen, om hun ville ha fire skilling for katten sin. Ja, konen var ikke sen om å slå til, og så var handelen gjort.

IV. Hvordan katten gjorde nytte.

Da nå kjøpmannen hadde seilet et stykke, kom der et grueligt uvær på ham, med slig en forferdelig storm, at det ikke var noen måte, og han drev, og han drev og visste ikke, hvor det bar hen. Til sist kom han til et land, hvor han aldri hadde vært før, og der gikk han opp i byen.

På vertshuset, hvor han gikk inn, var bordet dekket med et ris til hver, som skulle sitte ved det. Det syntes kjøpmannen var forunderlig; for han kunne ikke skjønne, hva de skulle med alle risene; men han satte seg og tenkte, at han fikk se vel etter, hva de andre gjorde med dem, så kunne han gjøre det etter. Jo, da maten kom på bordet, fikk han nok se, hva risene var til: da myldret det frem i tusenvis av mus, og hver, som ved bordet satt, måtte til med sitt ris og figte og slå om seg, og der var ikke annet å høre enn det 4ene klask av riset hårdere enn det andre. Sommetider traff de hverandre i ansiktet; da måtte de gi seg tid til å si: «om forlatelse.» — «Det er et strengt arbeide å spise i dette land,» sa kjøpmannen. «Men hvorfor holder folk ikke katte her?» — «Katte?» spurte de; det visste de ikke hva var. Så lot kjøpmannen hente opp den katten, han hadde kjøpt til kokkedrengen, og da katten kom på bordet, måtte saktens alle musene til huls, og folkene hadde ikke i mannsminne hatt så god matro. De bad og tryglet nå kjøpmannen, at han måtte selge dem katten sin. Langt om lenge lovede han å overlate den; men et hundre daler ville han ha for den; det ga de og takk attpå.

Så seilte kjøpmannen igjen; men aldri før var han kommet i rom sjø, så så han, katten satt oppe i stormasten, og straks etter ble der en storm og et uvær igjen, enda verre enn forrige gang, og han drev og drev, til han kom inn ensteds, hvor han aldri hadde vært før. Kjøpmannen gikk igjen opp i vertshuset, og her var også bordet dekket med ris; men de var meget større og lenger enn der, han først var. Og de kunne vel behøves; for her var der enda flere mus, og alle var de dobbelt så store som de, han før hadde sett.

Så solgte han igjen katten, og den gang fikk han to hundre for den, og det uten prutning.

Da han hadde seilet derfra og var kommet et stykke ut på havet, satt katten oppe i masten; og straks begynte uværet igjen, og langt om lenge ble han også den gang dreven inn til et land, han aldri før hadde vært i. Han gikk igjen opp i vertshuset; der var også bordet dekket med ris; men hvert ris var halvannen alen langt og så tykt som en liten lime, og folkene sa, at det var den verste onn, de hadde, å sitte og spise; for her var i tusendtal med store, fæle rotter; det var med nød og neppe de engang imellom kunne få en bit mat i munnen, slikt strev hadde de med å holde rottene fra seg. Så måtte katten igjen hentes opp fra skipet, og så fikk folkene matro. De bad og bønnfalt nå kjøpmannen, at han endelig måtte selge dem katten sin; lenge sa han nei; men til sist lovede han, de skulle ha den for tre hundre daler. Det ga de og takket til.

5V. Hva gutten fikk for firskillingen.

Da nå kjøpmannen kom ut på sjøen, tenkte han etter, hvor mye gutten hadde tjent på firskillingen, han hadde sendt med ham. Ja, noe av pengene skal han få, sa kjøpmannen ved seg selv, men ikke alt. Det er meg, han har å takke for katten, jeg kjøpte, og enhver er seg selv nærmest.

Men med det samme kjøpmannen tenkte det ved seg selv, ble der en storm og et uvær, så alle trodde, at skipet skulle forgå. Så merket kjøpmannen, at der ikke var annen råd, og så måtte han love, at gutten skulle få altsammen. Aldri før hadde han gjort det løfte, så ble været godt, og han fikk strykende bør like hjem. Da han var kommet i land, ga han gutten de seks hundre daler og datter sin attpå; for nå var kokkedrengen like så rik som kjøpmannen, og vel så det, og siden levde gutten både i herlighet og glede. Moren tok han til seg og gjorde vel imot; «for jeg tror ikke på det, at enhver er seg selv nærmest,» sa gutten.

J. Moe.