Mange, mange mile herfra ligger der et land, som heder Schweiz. Der er fjeldene endda meget høiere end hos os. For mange aar siden levede i fjeldene der en bonde, der havde to sønner, Bernhard og Karl. Bernhard var 12 aar, Karl kun 3 aar gammel. En sommerdag gik faderen, moderen, børnene og tjenestefolkene ud paa marken for at arbeide, og selv Tyras, deres store gaardshund, fulgte med. Medens far og mor arbeidede, skulde den ældste af gutterne sammen med Tyras passe paa lille Karl. Efter en halv times forløb fløi en deilig, stor sommerfugl forbi gutterne. Bernhard skyndte sig straks at løbe efter den for at fange den. Men sommerfuglen fløi hurtigere end han; den lokkede ham fra den ene blomst til den anden, ud paa engen og fra engen ud i skogen, og lille Karl var ganske glemt. Forældrene, der ikke anede dette, gik længer og længer bort paa marken og arbeidede flittig. Lille Karl sad imidlertid i græsset og legte og sang for sig selv.
Det var deiligt solskinsveir, og kun enkelte smaa, lette skyer drog hen over himlens klare blaa. Karl morede sig med at se paa dem; men især lagde han merke til et lidet sort punkt, der stadig svævede i en kreds høit, høit oppe blandt skyerne. Men dette punkt blev større og større, og pludselig skyder en stor ørn som en pil ned paa ham. Tyras gjør og hyler; men ingen hører den. Modig angriber den ørnen; men snart har denne ganske opkloret og oprevet det tro dyrs ansigt, saa Tyras maa give tabt. Derpaa slaar ørnen sine klør i barnet og svinger sig op i luften med ham for at bære ham til sit rede. Karl vidste ikke af noget, før han laa i redet, og han blev yderst forbauset, da han hverken saa Bernhard eller den tro Tyras. Istedenfor dem sad der to ørnunger ved siden af ham. Disse gjorde ogsaa store øine, da de saa, at den store klump, som moderen havde lagt ind til dem, pludselig begyndte at røre sig. De hugger efter ham med sine krumme neb. Men Karl er ikke bange. Han knytter sine smaa næver og verger sig med dygtige slag.
Imidlertid var den tro Tyras løben til sin herre. Denne forstod straks, at der maatte være hændt en ulykke, da han saa, hvor blodig hunden var. Han ilede hen til det sted, hvor Tyras havde kjæmpet med ørnen. Der laa en hel del fjær, og faderen forstod straks, at det var fjærene af en ørn. Han 10skjønner nu, hvad her er foregaaet, og iler ind i huset. Her griber han sit gevær og begiver sig alene paa veien. Han vidste, at der i mange aar havde været et ørnerede oppe i aasen. Som en gemse klatrer han fra klippe til klippe, forbi de skrækkeligste afgrunde. Han vil til ørneredet.
Endelig naar han sit maal og hører allerede langt borte sit barns stemme. «Gud være lovet og takket, Karl lever endnu!» Snart hører han sin lille gut tale, medens han slaas med ørnungerne. Om nogle øieblik trykker han barnet til sit bryst. «Nu kunde jeg gjøre gjengjæld, du stygge røver, og dræbe dine børn, medens du er borte,» sagde faderen ved sig selv, idet han saa paa ørnungerne; «men jeg kan det ikke i dette øieblik; jeg er altfor glad. Jeg har altfor meget at takke Gud for, han, der har ladet mig faa mit barn frelst og levende tilbage.»
Glad iler han afsted med barnet paa armen, gaar med sikre trin den farlige vei tilbage, og efter en times forløb er han atter i sit hjem. Forbausede løber alle ham imøde for at se barnet, der ved Guds naade saa vidunderlig var blevet reddet ud af ørnenes klør.