I nærheden af en skog levede engang en fattig kone, som havde et lidet barn. Hun havde en stor flok faar at passe. Men faarene tilhørte ikke hende; hun stelte dem bare for andre folk. Engang sad hun i skogen og gav sit barn mad af en skaal; faarene gik paa græs i nærheden. Men der var ulve i skogen, og da faarene begyndte at gaa længere ind mellem trærne, hvor der var kjøligt og voksede meget græs, blev konen ræd for, at ulvene kunde komme og tage dem. Hun satte da skaalen med mad ned ved barnet, gav det træskeen i haanden og sagde: „Der, barnet mit! spis nu selv, men tag ikke skeen for fuld!“ Derpaa stod hun op og gik ind i skogen for at drive faarene tilbage. Medens nu barnet sad alene og spiste, kom der en stor hun-ulv ud af skogen, gik lige hen til barnet, greb det bag i kjolen og bar det ind i skogen. Da moderen kom tilbage, var barnet borte og skaalen veltet; men skeen laa ikke der; den havde den lille holdt fast paa. Moderen tænkte straks, at ulvene vist havde taget barnet, og løb derfor hurtig til landsbyen for at kalde folk til hjælp.

Imidlertid kom der en mand gaaende igjennem skogen. Han kom langveis fra og havde forvildet sig, og idet han gik frem og tilbage for at søge den rette vei, hørte han en barnestemme sige: „Gaa din vei, eller du skal faa!“ Glad over at træffe folk, der kunde vise ham vei, skyndte han sig derhen, hvor lyden kom fra. Han slog grenene tilside for at se, hvem det var. Da saa han et lidet barn sidde paa jorden, omgivet af seks smaa ulvunger; den gamle ulv var der ikke. De smaa ulve snappede efter barnets hænder; men 132hver gang en af dem kom for nær, slog den lille gut ulven paa næsen med træskeen og sagde: „Gaa din vei, eller du skal faa!“

Manden blev først meget forundret; men uden at betænke sig sprang han hurtig hen, slog med sin stok mellem ulvungerne, saa de løb sin vei, tog barnet paa sine arme og skyndte sig bort, det bedste han kunde, forat den gamle ulv ikke skulde komme efter dem. Det varede ikke længe, før han mødte en flok bønder, som kom med høgafler for at slaa ulven ihjel. Moderen var ogsaa med, og da hun nu traf den fremmede mand med hendes barn, kunde hun, trods sin inderlige glæde og taknemmelighed, neppe sige et ord.

I nærheten av en skog levde engang en fattig kone, som hadde et lite barn. Hun hadde en stor flok får å passe. Men fårene tilhørte ikke henne; hun stelte dem bare for andre folk. Engang satt hun i skogen og ga sitt barn mat av en skål; fårene gikk på gress i nærheten. Men der var ulver i skogen, og da fårene begynte å gå lenger inn mellom trærne, hvor der var kjølig og vokste meget gress, ble konen redd for, at ulvene kunne komme og ta dem. Hun satte da skålen med mat ned ved barnet, ga det treskjeen i hånden og sa: „Der, barnet mitt! spis nå selv, men ta ikke skjeen for full!“ Derpå stod hun opp og gikk inn i skogen for å drive fårene tilbake. Mens nå barnet satt alene og spiste, kom der en stor hun-ulv ut av skogen, gikk like hen til barnet, grep det bak i kjolen og bar det inn i skogen. Da moren kom tilbake, var barnet borte og skålen veltet; men skjeen lå ikke der; den hadde den lille holdt fast på. Moren tenkte straks, at ulvene vist hadde tatt barnet, og løp derfor hurtig til landsbyen for å kalle folk til hjelp.

Imidlertid kom der en mann gående igjennom skogen. Han kom langveis fra og hadde forvillet seg, og idet han gikk frem og tilbake for å søke den rette vei, hørte han en barnestemme si: „Gå din vei, eller du skal få!“ Glad over å treffe folk, der kunne vise ham vei, skyndte han seg derhen, hvor lyden kom fra. Han slo grenene tilside for å se, hvem det var. Da så han et lite barn sitte på jorden, omgivet av seks små ulvunger; den gamle ulv var der ikke. De små ulver snappet etter barnets hender; men 132hver gang en av dem kom for nær, slo den lille gut ulven på nesen med treskjeen og sa: „Gå din vei, eller du skal få!“

Mannen ble først meget forundret; men uten å betenke seg sprang han hurtig hen, slo med sin stokk mellom ulvungerne, så de løp sin vei, tog barnet på sine arme og skyndte seg bort, det beste han kunne, for at den gamle ulv ikke skulle komme etter dem. Det varte ikke lenge, før han møtte en flok bønder, som kom med høygafler for å slå ulven ihjel. Moren var også med, og da hun nå traff den fremmede mann med hennes barn, kunne hun, trass sin inderlige glede og takknemlighet, neppe si et ord.