Eilert havde af sin onkel faaet til foræring en abe, som han kaldte Joko, og som han havde stor moro af. En dag fik han endog lov af læreren til at tage den med paa skolen, forat de andre gutter kunde faa se den.
Saasnart han viste sig paa legepladsen, samledes alle gutterne om ham, og Joko, som var meget villig til at lege med dem, gjorde alting efter, hvad den saa dem gjøre.
Da læreren kaldte gutterne ind, fulgte Joko med og satte sig ned imellem dem. Da de tog frem sine bøger, tog den ogsaa en
I.
130bog og begyndte at vende bladene i den, ligesom den saa dem gjøre. Alle børnene lo, da de saa dette, og Joko gren med, saa det havde god skik.
Saa kastede en af gutterne en papirkugle paa Joko, som straks gjorde gjengjæld og kastede sin bog i ansigtet paa gutten. Ved siden af aben sad en anden gut; han listede sig til at stikke Joko med en knappenaal; men neppe følte den stikket, før den sprang op paa guttens skuldre og luggede ham saa sterkt, at han begyndte at hyle og skrige om hjælp.
Læreren kom da og tog den bort. „Slaa den,“ raabte en af gutterne. — „Kast den ud af vinduet,“ raabte en anden. — „Dræb den,“ raabte en tredje.
„Nei,“ svarede læreren, „den fortjener ingen straf; thi den har blot fulgt eders eksempel. Havde I opført eder godt imod den, saa havde den ogsaa opført sig godt imod eder.“
Joko blev derpaa sat ind i et andet værelse, og da skoletiden var forbi, fik Eilert den hjem med sig; men fra den dag af havde Joko ikke lyst til at gaa paa skole med Eilert.