Hanefar sagde til hønemor: „Nu er nødderne modne; skal vi ikke gaa ud i nøddeskogen og spise os rigtig mætte, før ekornen kommer og tager dem allesammen?“ — „Jo, lad os det!“ sagde hønen; „det skal rigtig blive fornøieligt!“ — Saa gik de ud i skogen sammen, og da det var en deilig dag, blev de gaaende der lige til aften. Nu ved jeg ikke, om de havde spist for meget, eller om de var blevne saa store paa det; nok er det, da de skulde hjem, vilde de ikke gaa, og hanen maatte gjøre en liden vogn af nøddeskaller. Da den var færdig, satte hønen sig op i og sagde til hanen: „Nu kan du spænde dig for!“ — „Nei, mange tak!“ sagde hanen, „det var ikke meningen; før jeg spænder mig for vognen, før gaar jeg hjem paa min fod. Kusk skal jeg gjerne være og sidde paa bukken; men trække — det gjør jeg ikke!“
125Mens de trættede herom, kom en and vaggende. „I tyvepak!“ sagde den, „hvem har givet jer lov til at gaa i min nøddeskog? Bi bare, jeg skal lære jer!“ og dermed for den løs paa hanen. Men hanen var ikke borte; han slog tappert fra sig og brugte sine sporer saa godt, at anden tilsidst maatte bede om naade og til straf lod sig spænde for vognen. Hanen satte sig nu paa bukken og var kusk, og saa bar det afsted, alt hvad tøiet kunde holde: „Hei, and! rend det bedste, du kan!“ Da de nu havde kjørt et stykke, mødte de to fodgjængere, en knappenaal og en synaal. „Holdt! holdt!“ raabte de; de vilde bede, om de ikke kunde faa sidde paa et lidet stykke; for det var nu snart belgmørkt, sagde de, saa de kunde ikke komme et skridt videre, og desuden var det saa sølet paa veien; de havde været indom i skræddersvendenes herberge og faaet sig et glas øl, og derfor var det blevet saa sent for dem. — Da det var magre folk, som ikke tog megen plads op, lod hanen dem stige ind; men de maatte love, at de ikke skulde træde ham eller hønemor paa tærne.
Sent paa kvelden kom de til et vertshus, og der vilde de tage ind, for de havde ikke lyst til at reise længere den dag, og anden var ogsaa daarlig tilbens, saa den faldt snart til en side og snart til en anden. Verten gjorde i begyndelsen indvendinger; huset var allerede fuldt, sagde han, og han syntes kanske ogsaa, at det ikke var noget videre fint herskab; men da de lovede godt og sagde, at han baade skulde faa det eg, som hønen havde lagt underveis, og desuden faa beholde anden, som lagde et eg hver dag, saa fik de tilsidst lov til at komme ind. Nu lod de dække ordentlig op for sig og levede i sus og dus. Tidlig om morgenen, førend det endnu var blevet rigtig lyst, og alle folkene laa og sov, vækkede hanen hønen; de tog egget, pikkede hul paa det og spiste det sammen; men eggeskallene kastede de paa skorstenen. Saa gik de hen til synaalen, som endda sov, tog den i hovedet og satte den i vertens stolesæde; men knappenaalen stak de i haandklædet, og dermed fløi de sin vei uden videre. Anden likte bedst at sove under aaben himmel og havde derfor holdt sig i gaarden; men da den hørte, de fløi bort, muntrede den sig og fandt en bæk, hvor den svømmede nedover, og det gik fortere end foran vognen.
En times tid efter kom verten ud af dynerne, vaskede sig og vilde tørre sig paa haandklædet; da rev han sig tilblods paa knappenaalen; saa gik han ud i kjøkkenet og vilde tænde sin pibe; men 126da han kom bort til skorstenen, fløi eggeskallene i øinene paa ham. „Jeg mener, alting er forgjort for mig idag,“ sagde han og satte sig ærgerlig i lænestolen — au; da traf synaalen ham endnu værre, saa han kom op igjen i en fart. Nu blev han for alvor vred og fattede mistanke til de gjester, som var komne saa sent om aftenen; men da han skulde se efter, var de borte allesammen. Da lovede han høit og dyrt, at han aldrig mere skulde laane hus til saadant fantepak, som fortærede meget, ikke betalte for sig og ovenikjøbet for med skøierstreger.