En hjort blev forfulgt af hundene. Den blev dreven ud af skogen og tog, forvirret af angst, veien hen 124til den første gaard, den saa. Her skjulte den sig i et fjøs, der tilfældigvis stod aabent. Da den forsøgte at gjemme sig under halmen, sagde en okse: „Hvad tænker du paa? Du løber den visse ødelæggelse imøde ved at skjule dig paa et sted, hvor folk færdes.“ — „Naar du blot ikke vil forraade mig,“ sagde hjorten, „saa skal jeg ile afsted ved første gode leilighed.“ — Det blev aften; husvenden forede kvæget, men opdagede intet. De andre gaardskarle gik ud og ind. Hjorten var endnu sikker. Nu kom forvalteren og gik igjennem; alt syntes i god orden. Da hjorten nu følte sig ganske tryg, begyndte den at takke okserne for deres gjestfrihed. „Bi lidt,“ sagde en af disse; „vi ønsker dig virkelig alt godt; men der er endnu en anden person, en med hundrede øine; hvis det skulde træffe sig, at han kom denne vei, saa frygter jeg for, at dit liv endnu er i fare.“ Medens den talte, kom husbonden efter aftensmaaltidet og gik omkring for at se, om alt var vel forvaret til natten; thi han syntes, at hans kvæg i den sidste tid ikke havde seet saa godt ud, som det burde. Idet han gik op til hækken, sagde han: „Hvorfor er der saa lidet foder her? Hvorfor er det ikke mere strøelse der? Jeg gad vide, hvor længe det skal vare, før de faar feiet disse spindelvæve ned!“ Medens han saaledes kigede og speidede, snart hist og snart her, fik han øie paa hjortens takker, som stak frem af straaet. Han kaldte straks sine tjenestefolk ind, og hjorten blev fangen.
Intet øie kan lignes med husbondens.