Paa en gaard under et brat fjeld boede engang en rig bonde. Høit oppe paa fjeldet havde han et skur, hvori han gjemte baade fisk og andre ting. Fra gaarden løb der en vei ret op ad fjeldet tæt forbi skuret. Den var dyb og ligesom forsynet med gjerder; thi store stene laa i rækker paa begge sider, medens veien var ganske jevn i bunden.
Bonden lagde merke til, at naar det om aftenen var blevet mørkt, kom der gjerne en bjørn, som fulgte den lige vei op til skuret og gjorde sig tilgode med hans fisk. Han udtænkte da en list for at vænne bamsen af med disse tyverier. Han lod nemlig gjøre en uhyre stor tønde, der netop kunde sperre veien, naar den blev veltet nedad fjeldet; han fyldte den med sten og slog bunden forsvarlig fast. Nu lod han tønden ligge paa fjeldkanten, hvor den indhegnede vei begyndte, og ventede selv der, til bamsen kom. Den kom til den sedvanlige tid og gik uden at ane noget opad fjeldet; men da den næsten var helt oppe, veltede bonden tønden ned imod den. Bamsen kunde da ikke komme længere. Tønden havde travlt med at komme saa hurtig som muligt ned ad bakken, medens bamsen af alle kræfter søgte at stanse den i farten. Den kunde ikke vende sig om; thi da havde den straks tønden i hælene; ikke heller kunde den springe over tønden; thi den havde alle sine kræfter behov for at staa imod, ellers havde den jo faaet tønden i hovedet paa sig. Paa denne maade sloges den med tønden hele natten igjennem og gled langsomt baglængs tilbage for den, indtil de begge stod dernede paa slette marken. Da var bamsen nær ved at styrte af træthed og luskede af, idet den skottede til tønden. Men bonden fik sig en god latter og fik fra den tid have sit forraadsskur i fred.