Der var engang en fisker og hans kone, og de boede sammen i en muddergrøft tæt ved sjøen, og fiskeren gik hver dag hen og fiskede, og der gik lang tid saaledes. Nu sad han engang ved havet og stirrede ned i det blanke vand og saa bestandig efter sit snøre. Da sank det dybt ned, og da han trak det op, havde han en stor flyndre paa 72krogen. Flyndren sagde til ham: «Jeg beder dig, lad mig leve! Jeg er ingen rigtig flyndre, jeg er en forhekset prins! Sæt mig i vandet igjen og lad mig svømme.» — «Nu,» sagde manden, «du behøver ikke at spilde saamange ord. En flyndre, som kan snakke, havde jeg saa dog alligevel ladet svømme igjen.» Da satte han den atter ned i vandet, og flyndren stak tilbづnds og lod en lang stribe blod efter sig.
Manden derimod gik hjem til sin kone i muddergrøften og fortalte hende, at han havde fanget en flyndre, som havce sagt ham, at den var en forhekset prins, hvorfor han atter havde ladet den svømme. «Har du da ikke ønsket dig noget?» sagde konen. «Nei,» sagde manden, «hvad skulde jeg vel ønske mig?» «Ak,» sagde konen, «det er dog ilde altid at bo i denne grøft med en smule tang over hovedet; det stinker saa af mudder her. Gaa dog engang hen og ønsk os en liden hytte.» Dette likte ikke manden; imidlertid gik han hen til sjøen, og da han kom derhen, da var sjøen ganske gul og grøn. Da stod han stille ved vandet og sagde:
«Ro, ro til fiskeskjær!flyndre dybt paa bunden der,ei min hustru Ilsebilvil, som hendes husbond vil.»
Da kom flyndren svømmende og sagde: «Naa, hvad vil hun da?» «Ak,» sagde manden, «jeg havde jo fanget dig, og nu mener min kone, at jeg dog skulde have ønsket mig noget. Hun vil ikke bo i muddergrøften; hun vilde gjerne have sig en hytte.» «Gaa kun hjem,» sagde flyndren, «den staar der alt.»
Da gik manden hjem, og hans kone stod i hyttedøren og sagde til ham: «Kom ind engang; ser du vel, det er meget bedre.» Og der var en stue og et kammer og et kjøkken, og bagved en liden have med alleslags kjøkkenurter og en gaard, hvor der var høns og ænder. «Ak,» sagde manden, «nu vil vi leve rigtig fornøiet.» «Ja,» sagde konen, «vi vil prøve paa det.»
Saaledes gik der en otte, ni dage hen; da sagde konen: «Mand, hytten bliver mig for snæver, haven og gaarden er saa smaa, jeg vil bo i et stort marmorslot; gaa hen til flyndren 73og lad ham skaffe mig et slot.» «Ak, kone,» sagde manden; «flyndren har jo givet os en hytte, jeg vil ikke nu plage ham igjen; flyndren kunde tage det fortrydelig op.» — «Aa, snak,» sagde konen; «det kan han meget godt! Det er en smal sag for ham. Det gjør han gjerne. Gaa du kun!» Da gik manden hen med et tungt hjerte; men da han kom til sjøen, da var vandet ganske violet og graat og mørkeblaat; dog var det endnu stille. Da blev han staaende og sagde:
«Ro, ro til fiskeskjær!flyndre dybt paa bunden der,ei min hustru Ilsebilvil, som hendes husbond vil.»
«Naa, hvad vil hun da?» sagde flyndren. «Ak», svarede manden ganske bedrøvet, «hun vil bo i et marmorslot!» — «Gaa du hjem! det staar der alt,» sagde flyndren.
Da gik manden hjem, og hans kone mødte ham i et stort pallads. «Se dog, mand,» sagde hun, «hvor det er smukt!» Dermed gik de ind sammen. Der var saa mange tjenere, og væggen skinnede saa blank, og i stuen stod forgyldte stole og borde, og bag slottet var en have og en skog vel en halv mil lang; deri var der hjorter og daadyr og harer, og i gaarden var der fjøs og stald. «Ak,» sagde manden, «nu vil vi ogsaa blive paa det skjønne slot og slaa os til ro.» «Det vil vi betænke os paa,» sagde konen; «det vil vi sove paa!» Dermed gik de i seng.
Næste morgen vaagnede konen; det var alt dag, og hun puffede manden i siden med albuen og sagde: «Mand, staa op, vi maa være konge over hele landet.» «Ak, kone,» sagde manden, «hvad skal vi med at være konge? Jeg bryder mig ikke om at være konge!» — «Naa, saa vil jeg være konge!» «Ak, kone,» sagde manden, «hvor kan du være konge? Det gjør flyndren ikke!» «Mand,» sagde konen, «gaa straks hen! jeg vil være konge!» — Da gik manden og var ganske bedrøvet over, at hans kone vilde være konge. Og da han kom til sjøen, saa var den ganske sortgraa, og vandet boblede op fra bunden. Da stod han stille og sagde:
74«Ro, ro til fiskeskjær!flyndre dybt paa bunden der,ei min hustru Ilsebilvil, som hendes husbond vil.»
«Naa, hvad vil hun da?» sagde flyndren. «Ak», sagde manden, «min kone vil være konge!» «Gaa kun hjem, hun er det alt,» sagde flyndren.
Da gik manden hjem, og da han kom til palladset, da var der saamange soldater og pauker og trompeter, og hans kone sad paa en høi trone af guld og diamanter og havde en stor guldkrone paa, og paa begge sider af hende stod seks jomfruer, den ene et hoved mindre end den anden. — «Ak,» sagde manden, «er du nu konge?» «Ja,» sagde hun, «nu er jeg konge.» Og da han saaledes havde betragtet hende nogen tid, sagde han: «Ak, kone! hvor det klæder dig smukt at være konge; nu vil vi heller ikke ønske mer.» — «Nei, mand,» sagde hun, «det varer mig for længe, det kan jeg umulig holde ud; er jeg konge, saa maa jeg ogsaa være keiser.» «Ak, kone,» sagde manden, «hvad vil du da være keiser for?» «Mand,» sagde hun, «hen med dig til flyndren, jeg vil være keiser.» «Ak, kone,» sagde manden, «keisere kan han ikke gjøre; det kan jeg ikke bede flyndren om.» «Jeg er konge,» sagde konen, «og du er min mand! Gaa straks, siger jeg.» — Da gik manden afsted, og alt som han gik, tænkte han: «Det gaar aldrig godt. Det er uforskammet. Flyndren bliver tilsidst kjed af dette.» Imidlertid var han kommen til sjøen. Vandet var ganske sort og tykt, og der gik en kastevind hen over det, saa at vandet krusede sig; da sang han:
«Ro, ro til fiskeskjær!flyndre dybt paa bunden der,ei min hustru Ilsebilvil, som hendes husbond vil.»
«Naa, hvad vil hun da?» spurgte flyndren. «Ak,» sagde han, «min kone vil være keiser.» — «Gaa du kun hjem,» sagde flyndren, «hun er det alt.»
Da vendte manden tilbage, og da han kom hjem, da sad hans kone paa en meget høi trone, som var af et eneste stykke 75guld, og hun havde en stor krone paa; den var vist to alen høi, og til begge sider stod drabanter, den ene altid et hoved mindre end den anden, fra den allerhøieste kjæmpe til den allermindste dverg, som ikke var længer end min lillefinger; omkring hende stod utallige fyrster og grever. Da gik manden frem for hende og sagde: «Ak, er du nu keiser?» «Ja», sagde hun, «jeg er keiser.» «Ak, kone,» sagde manden og stirrede paa hende, «hvor det er prægtigt, at du er bleven keiser!» «Mand,» sagde konen, «hvad staar du der og gaber efter? Er jeg keiser, saa vil jeg ogsaa være pave.» «Ak, kone,» sagde manden, «hvad vil du være pave for? Pave er kun én i kristenheden.» «Mand,» sagde konen, «jeg vil være pave, og det endnu idag.» — «Nei, kone,» sagde manden, «til pave kan han ikke gjøre dig; det gaar aldrig godt.» — «Aa snak, mand! Gjør han keisere, saa gjør han ogsaa paver. Gaa straks derhen!» — Da gik manden, og han var ganske forknyt; ude blæste vinden, og vandet var, som om det kogte, skibene skjød i havsnød og dansede og gyngede paa bølgerne; dog var der endnu en smule klart at se midt paa himlen; men nede rundt omkring, der trak det saa fælt op som til et sterkt tordenveir. Da gik han ganske forsagt hen og sagde:
«Ro, ro til fiskeskjær!flyndre dybt paa bunden der,ei min hustru Ilsebilvil, som hendes husbond vil.»
«Naa, hvad vil hun da?» spurgte flyndren. «Ak,» sagde manden, «min kone vil være pave.» «Gaa kun hjem,» sagde flyndren, «hun er det alt.»
Da gik han bort, og da han kom hjem, sad hans kone paa en trone, der var to mil høi, og hun havde tre store kroner paa, og omkring hende var der saa mange af geistligheden, og ved siden af hende stod der to rader lys, fra det største, der var saa tykt og høit som det allerstørste taarn, indtil det allermindste kjøkkenlys. «Kone,» sagde manden og saa stivt paa hende, «er du nu pave?» «Ja,» sagde hun; «jeg er pave.» «Ak, kone,» sagde manden, «hvor det er deiligt, at du er pave. Giv dig kun nu tilfreds; nu, du er pave, kan du ikke blive mere.»
76«Det vil jeg betænke mig paa,» sagde konen, og dermed gik de i seng. Men hun var ikke tilfreds, og begjærligheden lod hende ikke sove; hun tænkte bestandig paa, hvad hun endnu vilde være. Nu stod solen op. «Ha,» tænkte hun, da hun saa den skinne ind ad vinduet, «kan jeg ikke ogsaa lade solen staa op?» Da blev hun ganske tummelumsk og puffede manden i siden og sagde: «Mand, gaa hen til flyndren! jeg vil være som Vorherre!» Manden laa endnu i sin søde søvn og blev saa forskrækket, at han faldt ud af sengen. «Ak, kone,» sagde han, «gaa i dig selv og lad dig nøie med at være pave!» — «Nei,» raabte konen, «jeg er ikke rolig og kan ikke holde det ud, naar jeg ser solen og maanen staa op, at jeg ikke ogsaa skulde kunne lade dem staa op. Jeg vil være som Vorherre.» «Ak, kone,» sagde manden, «det kan flyndren ikke! Keisere og paver kan han gjøre; men det kan han ikke.» «Mand,» sagde hun og saa saa bister ud; «jeg vil være som Vorherre; gaa straks hen til flyndren.»
Det for manden gjennem alle lemmer, saa han bævede af angst; men ude blæste stormen saa sterkt, at alle trær og klipper vaklede, og himlen var ganske sort, og det tordnede og lynede. I sjøen saa man saa høie, sorte bølger som bjerge, og de havde alle hvide kroner af skum ovenpaa. Da sagde han:
«Ro, ro til fiskeskjær!flyndre dybt paa bunden der,ei min hustru Ilsebilvil, som hendes husbond vil.»
«Naa, hvad vil hun da?» sagde flyndren. «Ak,» sagde han: «hun vil være ligesom Vorherre!» «Gaa kun hjem!» svarede flyndren; «hun sidder allerede i muddergrøften igjen!» — Og der sidder hun den dag idag.