74. Morgensang.
Nu titter til hinanden de fagre blomster smaa;de muntre fugle kalder paa hverandre;nu alle jordens børn sine øine opslaa;nu sneglen med hus paa ryg vil vandre!
Den kjære Gud og skaber den mindste orm er nær;han føder fugl og markens liljer klæder;dog menneskenes børn har han allermest kjær;Gud aander paa øiet, naar det græder.
Guds søn var selv et barn, og paa krybbestraa han laa;hans vugge stod paa jord foruden gjænge;Guds himmeriges fryd har han lovet de smaaog blomster fra paradisets enge.
Guds søn har os saa kjær; han er barnevennen stor;han bærer barnet op til Gud paa armen;han storm og hav betvang, da han vandred paa jord;men børnene leged ham ved barmen.63O du, som os velsigned og tog i favn de smaa;en morgen ser vi dig i paradiset!Du lærte os til Gud vore øine opslaa —evindelig være du lovpriset!
74. Morgensang.
Nå titter til hinannen de fagre blomster små;de muntre fugler kaller på hverandre;nå alle jordens barn sine øyne oppslå;nå sneglen med hus på rygg vil vandre!
Den kjære Gud og skaper den minste orm er nær;han føder fugl og markens liljer klæder;dog menneskenes barn har han allermest kjær;Gud ånder på øyet, når det gråter.
Guds sønn var selv et barn, og på krybbestrå han lå;hans vugge stod på jord foruten gjænge;Guds himmerikes fryd har han lovet de småog blomster fra paradisets enger.
Guds sønn har oss så kjær; han er barnevennen stor;han bærer barnet opp til Gud på armen;han storm og hav betvang, da han vandret på jord;men barna lekte ham ved barmen.63O du, som oss velsignet og tok i favn de små;en morgen ser vi deg i paradiset!Du lærte oss til Gud våre øyne oppslå —evindelig være du lovpriset!