var meget syg. Hun havde ligget i to uger og blev dag for dag daarligere og daarligere. En aften sad 58hendes lille broder og stelte med sine leger foran hendes seng. Da sagde Mina: «Giv mig lidt vand, Henrik, saa er du snild.»
«Straks, Mina!» svarede Henrik.
Mina lagde atter sit hoved ned paa puden; hun var saa træt, saa træt. Henrik vedblev ivrig at stelle med sit legetøi, og omsider glemte han aldeles søsterens anmodning.
«Kjære, kom nu, Henrik,» hørte han omsider, og han slap hurtig sine leger og hentede en kop vand, som han holdt op til det syge barns læber. Men hun vendte hovedet bort. «Nei, ikke det, Henrik! Vær saa snild og hent mig lidt friskt, koldt vand fra vandspringet,» sagde hun.
«Aa, vær ikke saa vanskelig, Mina; det er ikke længe, siden dette vand blev taget ind. Jeg har saa travlt, jeg kan ikke gaa nu; tag dette.»
Mina svarede intet, men tog det vand, broderen bød hende; men det var sidste gang, hun bad ham om noget. Inden natten var omme, var hun hos Gud. Af alle, der græd ved den lille, sorte kiste, der indesluttede lille Minas jordiske levninger, var der ingen, som fældte bitrere taarer end Henrik. Han kunde ikke glemme, at han havde negtet sin lille søster det sidste, hun bad ham om.