Karoline havde en kanarifugl, som hun var meget glad i. Den lille fugl sang fra morgen til aften. Karoline passede den selv, gav den hver dag fuglefrø i buret, friskt vand i glasset og undertiden et grønt blad og et stykke sukker.
En dag begyndte fuglen pludselig at hænge med vingerne, og næste morgen, da Karoline vilde give den vand, fandt hun den liggende død i buret. Da begyndte hun at græde høit og løb hulkende og jamrende ind til sin moder. Denne søgte at trøste hende; men Karoline var lige bedrøvet. Uden at sige noget gik moderen næste dag hen og kjøbte en anden kanarifugl, der sang ligesaa godt og var endda smukkere end den forrige. Den satte hun ind i buret. Karoline saa den nye fugl; men hun var lige utrøstelig og græd endnu mere end før.
Moderen blev da meget forundret og sagde: «Kjære Karoline, hvorfor græder du og er saa bedrøvet? Her har du jo en anden fugl, der er ligesaa god, som den døde var.» Da sagde datteren: «Kjære moder, jeg er saa bedrøvet, for jeg var slem mod den lille fugl, som er død.» «Nei,» sagde moderen, «det var du ikke. Du har jo altid passet fuglen saa godt.» «Nei, moder, ikke altid,» svarede barnet. «Et par dage før fuglen døde, gav du mig et stykke sukker til den; men istedenfor at give fuglen det spiste jeg det selv.»