Det var engang en mand oppe i Finmarken, som havde fanget en stor hvidbjørn; den skulde han gaa til kongen af Danmark med. Saa traf det sig saa, at han kom til Dovrefjeld om julekvelden, og der gik han ind i en stue, hvor der boede en mand, som hedte Halvor. Her bad han, om han kunde faa laant hus til sig og hvidbjørnen sin.
„Aa nei da! Nei da!“ sagde manden i stuen, „vi kan nok ikke laane hus til nogen nu, for hver eneste julekveld kommer der saa fuldt af trold her, at vi maa flytte ud og ikke har hus over hovedet selv engang.“
„Aa, I kan nok laane mig hus for det,“ sagde manden; „bjørnen min kan ligge under ovnen her, og jeg kan vel faa ligge inde i koven.“
Ja, saa længe bad han da, at han fik lov. Saa flyttede folkene i huset ud, og da var der tillavet for troldene med opdækkede borde, baade med rømmegrød og ludefisk og pølse paa, og ellers alt det, som godt var, ligesom til et andet gildt gjestebud.
Ret som det var, saa kom troldene; nogle var store, og nogle var smaa, og nogle havde lange, lange næser, og de spiste og drak og smagte paa alting. Men saa fik en af troldungerne se hvidbjørnen, som laa under ovnen, og saa tog han et stykke pølse og satte paa en gaffel og stegte, og saa gik han hen og stak det bort i næsen paa hvidbjørnen, saa han brændte sig. „Kjætte, vil du ha’ kurv?“ skreg han. Saa for hvidbjørnen op og brummede og jagede dem ud allesammen, baade store og smaa.
Aaret efter var Halvor i skogen julekvelds-eftermiddagen og skulde hugge ved til helgen; for han ventede troldene igjen. Allerbedst han hug, hørte han det raabte borte i skogen: „Halvor! Halvor!“ — „Ja,“ sagde Halvor. 49— „Har du den store kjætten din endnu, du?“ — „Ja, hun ligger hjemme under ovnen,“ sagde Halvor, „og nu har hun faaet syv unger, som er meget større og sintere end hun selv.“ — „Saa kommer vi aldrig til dig mere da,“ raabte troldet borte i skogen, og siden den tid har troldene heller ikke spist julegrød hos Halvor paa Dovre.