45

Der var engang en liden pige, som de kaldte Rødhætte, fordi moderen havde givet hende en hætte af rødt tøi, som hun var saa glad i, at hun altid gik med den. Rødhætte var en snild og vakker liden pige, saa alle likte hende godt, men mest af alle moderen og bedstemoderen.

46En dag havde moderen bagt lefser, og saa sagde hun til Rødhætte: „Nu kan du gaa bort til bedstemoder med disse lefserne og dette smørret; hun er syg nu, stakkar, saa hun kan vel trænge til lidt god mad.“ Ja, Rødhætte hun gik afsted med lefserne og smørret til bedstemoderen, som boede bortenfor den store skogen.

Da hun havde gaaet et stykke, mødte hun en ulv. Han havde god lyst paa smørret og lefserne, men turde ikke tage dem fra hende, fordi skytterne var i skogen. Saa spurgte han hende, hvor hun skulde gaa hen. Jo, hun skulde da til bedstemoderen med mad fra moder sin, sagde Rødhætte.

„Hvor bor hun henne da?“ spurgte ulven.

„Aa, hun bor ved det kvernhuset, som du ser langt dernede,“ svarede Rødhætte.

„Skal vi se, hvem som kommer fortest frem?“ sagde ulven; „saa kan du gaa denne vei, og jeg gaar den der,“ sagde han.

Ja, det syntes Rødhætte kunde være morsomt. Ulven valgte den korteste vei og satte afsted, alt det han orkede; men Rødhætte, som skulde gaa den længste vei, sinkede sig med at plukke jordbær og blomster, som hun fandt i skogkanten.

Det varede ikke længe, før ulven var fremme, og da han var kommen til huset, hvor bedstemoderen boede, bankede han paa døren. „Hvem er det?“ spurgte det indenfor.

„Aa, det er bare Rødhætte; jeg kommer med lefser og smør til dig fra moder,“ sagde ulven og gjorde sig fin i mælet.

Bedstemoderen laa tilsengs; derfor kunde hun ikke staa op og lukke op døren selv; men saa raabte hun ud: „Træk i klinken, saa gaar døren op.“

Ulven gjorde, som hun sagde; men ikke før var han 47inde, saa slugte han bedstemoderen med en gang, for han havde ikke faaet mad paa tre dage. Da nu det vel var gjort, saa lukkede han døren efter sig og lagde sig i bedstemoderens seng.

Om en stund kom Rødhætte og bankede paa døren. „Hvem er det?“ raabte ulven.

„Aa, det er bare Rødhætte; jeg kommer med lefser og smør til dig fra mor,“ svarede hun.

„Træk i klinken, saa gaar døren op,“ raabte ulven og gjorde sig saa fin i mælet, som han kunde.

Rødhætte gjorde, som han sagde, og gik ind i stuen. Ulven dækkede sig saa godt til, som han kunde, og bad, at hun skulde sætte smørret og lefserne fra sig paa bænken derborte og saa klæde sig af og lægge sig i sengen ved siden af ham. Ja, det gjorde hun da, for hun troede jo, det var bedstemoderen, som laa i sengen; men da hun skulde til at se paa bedstemoderen, saa syntes hun ikke, at hun kunde kjende hende igjen, for hun var bleven saa forandret.

„Men hvorfor har du saa lange arme da, bedstemor?“ sagde hun.

„Det er, forat jeg bedre kan omfavne dig,“ svarede ulven.

„Men hvorfor har du saa lange ben?“ spurgte Rødhætte.

„Det er, forat jeg kan løbe fortere,“ sagde ulven.

„Men hvorfor har du saa store ører?“ spurgte hun.

„Det er, forat jeg skal høre bedre,“ svarede ulven.

„Men hvorfor har du saa store øine?“ spurgte hun.

„Det er, forat jeg bedre kan se dig,“ svarede ulven.

„Men hvorfor har du saa store tænder?“ spurgte hun.

„Det er, forat jeg bedre skal æde dig,“ svarede ulven, og med det samme saa slugte han den lille Rødhætte.

45

Der var engang en liten pike, som de kalte Rødhætte, fordi moren hadde gitt henne en hette av rødt tøy, som hun var så glad i, at hun alltid gikk med den. Rødhætte var en snild og vakker liten pike, så alle likte henne godt, men mest av alle moren og bestemoren.

46En dag hadde moren bakt lefser, og så sa hun til Rødhætte: „Nå kan du gå bort til bestemor med disse lefsene og dette smørret; hun er syk nå, stakkar, så hun kan vel trenge til litt god mat.“ Ja, Rødhætte hun gikk av sted med lefsene og smørret til bestemoren, som bodde bortenfor den store skogen.

Da hun hadde gått et stykke, møtte hun en ulv. Han hadde god lyst på smørret og lefsene, men turde ikke ta dem fra henne, fordi skytterne var i skogen. Så spurte han henne, hvor hun skulle gå hen. Jo, hun skulle da til bestemoren med mat fra mor sin, sa Rødhætte.

„Hvor bor hun henne da?“ spurte ulven.

„Å, hun bor ved det kvernhuset, som du ser langt dernede,“ svarte Rødhætte.

„Skal vi se, hvem som kommer fortest frem?“ sa ulven; „så kan du gå denne vei, og jeg går den der,“ sa han.

Ja, det syntes Rødhætte kunne være morsomt. Ulven valgte den korteste vei og satte av sted, alt det han orket; men Rødhætte, som skulle gå den lengste vei, sinket seg med å plukke jordbær og blomster, som hun fant i skogkanten.

Det varte ikke lenge, før ulven var fremme, og da han var kommet til huset, hvor bestemoren bodde, banket han på døren. „Hvem er det?“ spurte det innenfor.

„Å, det er bare Rødhætte; jeg kommer med lefser og smør til deg fra mor,“ sa ulven og gjorde seg fin i mælet.

Bestemoren lå til sengs; derfor kunne hun ikke stå opp og lukke opp døren selv; men så ropte hun ut: „Trekk i klinken, så går døren opp.“

Ulven gjorde, som hun sa; men ikke før var han 47inne, så slukte han bestemoren med en gang, for han hadde ikke fått mat på tre dage. Da nå det vel var gjort, så lukket han døren etter seg og la seg i bestemorens seng.

Om en stund kom Rødhætte og banket på døren. „Hvem er det?“ ropte ulven.

„Å, det er bare Rødhætte; jeg kommer med lefser og smør til deg fra mor,“ svarte hun.

„Trekk i klinken, så går døren opp,“ ropte ulven og gjorde seg så fin i mælet, som han kunne.

Rødhætte gjorde, som han sa, og gikk inn i stuen. Ulven dekket seg så godt til, som han kunne, og bad, at hun skulle sette smørret og lefsene fra seg på benken derborte og så klede seg av og legge seg i sengen ved siden av ham. Ja, det gjorde hun da, for hun trodde jo, det var bestemoren, som lå i sengen; men da hun skulle til å se på bestemoren, så syntes hun ikke, at hun kunne kjenne henne igjen, for hun var blitt så forandret.

„Men hvorfor har du så lange arme da, bestemor?“ sa hun.

„Det er, for at jeg bedre kan omfavne deg,“ svarte ulven.

„Men hvorfor har du så lange ben?“ spurte Rødhætte.

„Det er, for at jeg kan løpe fortere,“ sa ulven.

„Men hvorfor har du så store ører?“ spurte hun.

„Det er, for at jeg skal høre bedre,“ svarte ulven.

„Men hvorfor har du så store øyne?“ spurte hun.

„Det er, for at jeg bedre kan se deg,“ svarte ulven.

„Men hvorfor har du så store tenner?“ spurte hun.

„Det er, for at jeg bedre skal ete deg,“ svarte ulven, og med det samme så slukte han den lille Rødhætte.