„Barn! jeg beder alt, hvad jeg kan bede:Aa, rør dog ei mit lille rede!Aa, kast dog ikke dit blik derpaa!Dernede ligger nu alle mine smaa;de bliver bange, — kan det dig fornøie? —naar du ser paa dem med dit store øie.”

Skjønt gutten gjerne gad seet paa reden,stod han langt borte, stille, beskeden.Da blev og fuglen, den stakkel, rolig,fløi hen og sad paa sin lille boligog saa til gutten saa venlig derved:„Tak, at du ikke os gjorde fortræd!”

I.

„Barn! jeg beder alt, hva jeg kan bede:Å, rør dog ei mitt lille rede!Å, kast dog ikke ditt blikk derpå!Dernede ligger nå alle mine små;de blir bange, — kan det deg fornøye? —når du ser på dem med ditt store øye.”

Skjønt gutten gjerne gad sett på reden,stod han langt borte, stille, beskjeden.Da ble og fuglen, den stakkel, rolig,fløy hen og satt på sin lille boligog så til gutten så vennlig derved:„Takk, at du ikke oss gjorde fortred!”

I.