15

En gammel gjed havde to smaa kid. „Hør nu, børn!“ sagde den en dag til dem, „jeg ved en deilig birkelund; men den er langt, langt herfra. I kan ikke gaa med; men I skal ikke komme tilkort alligevel. Jeg skal bringe friskt løv til eder, hvis I er snilde. Men spring ikke ud og luk ikke op, om nogen fremmed vil herind. Ulven har 16i nogle dage igjen listet sig omkring her, og et par saadanne fede smaadyr, som I er, vilde smage ham godt.“ — „Vi skal blive i stalden og ikke aabne døren, førend du kommer igjen, kjære moder!“ sagde kiddene og laasede døren indenfra, da moderen var kommen ud.

Moderen havde neppe været et kvarter borte, saa kom der allerede nogen udenfor stalddøren og raabte, ligesom moderen pleiede: „Kjære børn, luk op, luk op!“ — „Aa, moder kommer allerede igjen!“ jublede det ene af kiddene og vilde straks aabne døren. — „Nei!“ sagde det andet, „det var ikke vor moders venlige stemme!“ Det kigede igjennem et lidet hul paa døren og saa, at det var ulven. Da blev de meget forskrækkede. „Vi lukker ikke op!“ raabte de, „moder har forbudt det!“ „Ja, jeg ved det,“ sagde ulven; „men moder har sendt mig hid; jeg har noget til eder fra hende.“ — „Aa nei,“ svarede kiddene, „moder sender ingen ulv, og hvad du kommer med, vil vi ikke have.“ — Da blev ulven vred, begyndte at hyle frygtelig og sprang med begge forlabberne imod døren. „Luk op! luk straks op! eller jeg bryder ind med magt og sønderriver eder begge!“

Ak, da skalv de stakkels smaadyr som aspeløv. „O moder, o moder! han tager os, vi faar aldrig se dig mere!“ raabte de jamrende.

Med det samme lød det akkurat som et tordenslag, og gjedekiddene blev saa bange, at de faldt omkuld paa gulvet; men de blev vel glade, da de lidt efter hørte ulven ralle. En jæger var netop kommen forbi og havde skudt den. Det var hans skud, som de havde hørt. Til sin glæde saa de igjennem den lille aabning, hvorledes han tog den døde ulv ved halen og slæbte den bort. En pøl af blod blev tilbage foran stalddøren.

Nogen tid derefter kom gjeden hjem. Den havde 17munden fuld af friskt birkeløv og glædede sig i forveien til, at dens kid skulde pille bladene af. Men hvor forskrækket blev den ikke, da den allerede langt borte saa blodet foran stalddøren! „Ak, mine børn, mine stakkels børn!” begyndte den at skrige og lod løvet falde.

Kiddene raabte derimod: „Kommer du, mor? kommer du?” — og straks aabnede de døren. Den gamle gjed traadte ind. Den skalv af skræk og glæde. „Børn, børn,” sagde den, „hvor er blodet udenfor stalden kommet fra? Jeg troede, ulven havde myrdet eder.” Kiddene fortalte nu alt, hvad der var hændt, og slikkede moderen og trykkede sig op til hende. — „Ser I, kjære børn!” sagde moderen tilsidst, „hvor godt det er, naar man er lydig? Havde I været ulydige og lukket op, saa havde ulven spist eder begge to. Men i skrækken har jeg jo sluppet det deilige birkeløv, som jeg havde med til eder!” — Den gik ud, hentede løvet ind til dem og sagde: „Spis nu og lad det smage eder godt. I har været lydige, og nu kan I være glade.”

15

En gammel geit hadde to små kid. „Hør nå, barn!“ sa den en dag til dem, „jeg ved en deilig birkelund; men den er langt, langt herfra. Dere kan ikke gå med; men dere skal ikke komme tilkort allikevel. Jeg skal bringe friskt løv til dere, hvis dere er snilde. Men spring ikke ut og luk ikke opp, om noen fremmed vil herind. Ulven har 16i noen dage igjen listet seg omkring her, og et par sådanne feite smådyr, som dere er, ville smake ham godt.“ — „Vi skal bli i stallen og ikke åpne døren, før du kommer igjen, kjære mor!“ sa kiddene og laasede døren innenfra, da moren var kommet ut.

Moren hadde neppe vært et kvarter borte, så kom der allerede noen utenfor stalldøren og ropte, likesom moren pleide: „Kjære barn, luk opp, luk opp!“ — „Å, mor kommer allerede igjen!“ jublet det ene av kiddene og ville straks åpne døren. — „Nei!“ sa det andre, „det var ikke vår moders vennlige stemme!“ Det kikket igjennom et lite hull på døren og så, at det var ulven. Da ble de meget forskrekket. „Vi lukker ikke opp!“ ropte de, „mor har forbudt det!“ „Ja, jeg vet det,“ sa ulven; „men mor har sendt meg hit; jeg har noe til dere fra henne.“ — „Å nei,“ svarte kiddene, „mor sender ingen ulv, og hva du kommer med, vil vi ikke have.“ — Da ble ulven vred, begynte å hyle fryktelig og sprang med begge forlabbene imot døren. „Luk opp! luk straks opp! eller jeg bryter inn med makt og sønderriver dere begge!“

Ak, da skalv de stakkels smådyr som aspeløv. „O mor, o mor! han tar oss, vi får aldri se deg mer!“ ropte de jamrende.

Med det samme lød det akkurat som et tordenslag, og gjedekiddene ble så bange, at de falt omkuld på gulvet; men de ble vel glade, da de litt etter hørte ulven ralle. En jeger var nettopp kommet forbi og hadde skudt den. Det var hans skudd, som de hadde hørt. Til sin glede så de igjennom den lille åpning, hvorledes han tok den døde ulv ved halen og slepte den bort. En pøl av blod ble tilbake foran stalldøren.

Noen tid deretter kom geiten hjem. Den hadde 17munnen full av friskt birkeløv og gledet seg i forveien til, at dens kid skulle pille bladene av. Men hvor forskrekket ble den ikke, da den allerede langt borte så blodet foran stalldøren! „Ak, mine barn, mine stakkels barn!” begynte den å skrike og lot løvet falle.

Kiddene ropte derimot: „Kommer du, mor? kommer du?” — og straks åpnet de døren. Den gamle geit trådte inn. Den skalv av skrekk og glede. „Barn, barn,” sa den, „hvor er blodet utenfor stallen kommet fra? Jeg trodde, ulven hadde myrdet dere.” Kiddene fortalte nå alt, hva der var hendt, og slikket moren og trykket seg opp til henne. — „Ser dere, kjære barn!” sa moren til sist, „hvor godt det er, når man er lydig? Hadde dere været ulydige og lukket opp, så hadde ulven spist dere begge to. Men i skrekken har jeg jo sluppet det deilige birkeløv, som jeg hadde med til dere!” — Den gikk ut, hentet løvet inn til dem og sa: „Spis nå og la det smake dere godt. Dere har vært lydige, og nå kan dere være glade.”