En gammel gjed havde to smaa kid. „Hør nu, børn!“ sagde den en dag til dem, „jeg ved en deilig birkelund; men den er langt, langt herfra. I kan ikke gaa med; men I skal ikke komme tilkort alligevel. Jeg skal bringe friskt løv til eder, hvis I er snilde. Men spring ikke ud og luk ikke op, om nogen fremmed vil herind. Ulven har 16i nogle dage igjen listet sig omkring her, og et par saadanne fede smaadyr, som I er, vilde smage ham godt.“ — „Vi skal blive i stalden og ikke aabne døren, førend du kommer igjen, kjære moder!“ sagde kiddene og laasede døren indenfra, da moderen var kommen ud.
Moderen havde neppe været et kvarter borte, saa kom der allerede nogen udenfor stalddøren og raabte, ligesom moderen pleiede: „Kjære børn, luk op, luk op!“ — „Aa, moder kommer allerede igjen!“ jublede det ene af kiddene og vilde straks aabne døren. — „Nei!“ sagde det andet, „det var ikke vor moders venlige stemme!“ Det kigede igjennem et lidet hul paa døren og saa, at det var ulven. Da blev de meget forskrækkede. „Vi lukker ikke op!“ raabte de, „moder har forbudt det!“ „Ja, jeg ved det,“ sagde ulven; „men moder har sendt mig hid; jeg har noget til eder fra hende.“ — „Aa nei,“ svarede kiddene, „moder sender ingen ulv, og hvad du kommer med, vil vi ikke have.“ — Da blev ulven vred, begyndte at hyle frygtelig og sprang med begge forlabberne imod døren. „Luk op! luk straks op! eller jeg bryder ind med magt og sønderriver eder begge!“
Ak, da skalv de stakkels smaadyr som aspeløv. „O moder, o moder! han tager os, vi faar aldrig se dig mere!“ raabte de jamrende.
Med det samme lød det akkurat som et tordenslag, og gjedekiddene blev saa bange, at de faldt omkuld paa gulvet; men de blev vel glade, da de lidt efter hørte ulven ralle. En jæger var netop kommen forbi og havde skudt den. Det var hans skud, som de havde hørt. Til sin glæde saa de igjennem den lille aabning, hvorledes han tog den døde ulv ved halen og slæbte den bort. En pøl af blod blev tilbage foran stalddøren.
Nogen tid derefter kom gjeden hjem. Den havde 17munden fuld af friskt birkeløv og glædede sig i forveien til, at dens kid skulde pille bladene af. Men hvor forskrækket blev den ikke, da den allerede langt borte saa blodet foran stalddøren! „Ak, mine børn, mine stakkels børn!” begyndte den at skrige og lod løvet falde.
Kiddene raabte derimod: „Kommer du, mor? kommer du?” — og straks aabnede de døren. Den gamle gjed traadte ind. Den skalv af skræk og glæde. „Børn, børn,” sagde den, „hvor er blodet udenfor stalden kommet fra? Jeg troede, ulven havde myrdet eder.” Kiddene fortalte nu alt, hvad der var hændt, og slikkede moderen og trykkede sig op til hende. — „Ser I, kjære børn!” sagde moderen tilsidst, „hvor godt det er, naar man er lydig? Havde I været ulydige og lukket op, saa havde ulven spist eder begge to. Men i skrækken har jeg jo sluppet det deilige birkeløv, som jeg havde med til eder!” — Den gik ud, hentede løvet ind til dem og sagde: „Spis nu og lad det smage eder godt. I har været lydige, og nu kan I være glade.”