79

Vor Jord er rundt omkring omgivet med Luft, og denne Luftmasse kalder man Atmosphæren eller Luftkredsen. Jo høiere oppe Luften er, desto tyndere er den, fordi den nedre Luft sammentrykkes af den øverste. Vi føle allerede dette, naar vi ere paa Toppen af høie Bjerge, og sædvanlig ere Bjergbeboerne stærkere og livligere end Indvaanerne af Dalene. Mangeslags Dampe, der bestandig udvikle sig paa Jorden ved Dyrenes og Planternes Forraadnelse og Uddunstninger, ved Vandets og Jordens Uddunstninger, ved Opbrændning o. s. v., stige op i Luften til en vis Høide, og derfor kaldes Luftkredsens lavere Deel Dunstkredsen. I denne tildrage sig mangeslags mærkværdige Forandringer, af hvilke I nu skulle lære at kjende de vigtigste. Kundskaben om dem vil opfylde Eder med Beundring over den Viisdom og Godhed, som Verdens almægtige Skaber og Opholder besidder, og befrie Eder fra megen unyttig Frygt.

Naar Ligevægten mellem de forskjellige Luftmasser eller Luftlag forstyrres, hvilket kan skee ved Varme og Kulde, Solskin og Regn, Lys og Mørke o. s. v., saa strømmer den tættere Luft hen mod den tyndere og trykker den bort, og denne Bevægelse kaldes Vind. Man inddeler Vindene i bestandige eller regelmæssige, og ubestandige eller uregelmæssige; ligeledes benævnes de efter den Himmelegn, hvorfra Luftstrømmen kommer. Hvirvelvinden bestaaer af en Luftstøtte, der dreier sig overmaade hurtigt omkring sin Axel, og kan tage alleslags Ting, endog Mennesker, med sig i Veiret, naar de komme ind deri. Den fremkommer, naar den sædvanlige Vind standses i sin Retning af en eller anden Gjenstand, saa at den farer tilbage, eller og derved at to modsatte Vinde mødes. Naar Vinden er meget heftig, kaldes den Storm, og en meget heftig Storm kaldes Orkan. Ofte raser Orkanen 80saa heftigt, at den oprykker de tykkeste Træer, undertiden endog ødelægger hele Skove, og omstyrter Huse og Taarne. Hvad Nytte gjør Vinden?

Luften opløser bestandig en Mængde Vand eller forener det med sig, og jo varmere den er, desmere gjør den dette. Men saasnart Varmegraden bliver ringere, kan den ikke længere bære Vandet; det skiller sig igjen fra Luften, og bliver atter synligt for vore Øine. Heraf fremkomme de vandagtige Luftsyn: Dug, Taage, Skyer, Riimfrost, Regn, Snee og Hagel.

Duggen fremkommer paa følgende Maade: Naar Solen opvarmer Jorden, bliver denne, naar Solen er gaaet ned, ikke strax kold igjen, hvorover dens Uddunstning endnu vedvarer; Luften derimod, som nu bliver koldere, kan ikke mere optage disse Dunster, derfor hænge de sig i Form af Draaber paa faste Legemer, og paa denne Maade fremkommer Aftenduggen. Morgenduggen kommer ogsaa af Jordens og Planternes Uddunstninger, og hænger sig draabeviis paa Planter og andre Legemer. Idet nemlig den opgaaende Sol først opvarmer den øverste Luft, udvider denne sig, og den lavere Luft stiger i Veiret, fortyndes altsaa saameget, at den ikke mere kan optage Dunster.

Fryser Duggen, saa kaldes den Riim, hvilket skeer i kold Vaar- og Høstluft. Den skjuler Planter, Træer og andre Legemer med et hvidt Dække. — Naar Jordbunden er meget kold, og der falder en mild Regn, fryser Vandet paa Jorden, og det kalder man Iisslag eller Svoll. Paa lignende Maade fryse Vinduesruderne, idet Dunsterne sætte sig paa Glasset, naar det er meget koldt. Om Vinteren fryser ogsaa Menneskenes Aande og sætter sig som Riim paa Haaret og Klæderne.

Taagen fremkommer paa samme Maade som Duggen. Vi blive den især vaer i de Aarstider, da Nætterne ere kolde og Dagene varme. Luften optager da ikke de af Jorden opstigende Dunster, fordi den er forkold, og saaledes fortætte de sig og svømme i Luften. Ved Taage forstaae vi altsaa Dunster, der svæve synlige i Luften, ikke langt fra Jordens Overflade. Forene disse fine Vanddele sig, saa danne de meget fine Draaber, der falde ned. Man siger da, at Taagen falder. Skinner Solen umiddelbar paa Taagen, saa udvides dette svømmende Vand ved Varmen; det maa følgelig bortdunste, og den ved Jordens Overflade svævende Taagemasse hæver sig i Veiret; 81man siger da, at Taagen stiger. Hæver Taagen sig til de høiere Luftegne, fremkommer deraf Skyer, der bevæge sig i en Høide af ¼ — 1 Miil til forskjellige Kanter, eftersom Lufttrækket er forskjelligt. Skyernes forskjellige Farver fremkomme derved, at Solstraalerne brækkes i Skyerne paa høist forskjellige Maader.

Saasnart Dunsterne, der svæve som Skyer i Luften, flyde sammen i Draaber, hvilket skeer ved Forandring af Varme, falde de formedelst deres Tyngde ned som Regn. Naar Draaberne ere meget smaae, kaldes det Støvregn. Ere de store og falde meget stærkt, hvilket er Tilfældet, naar de komme fra meget høie Skyer og idet de nedfalde forene sig med de Vanddunster, som de støde paa, kaldes det Plaskregn, der mestendeels blot træffer en enkelt Strækning af en Egn. Udgyder Vandet sig ligesom paa engang eller styrter ned i store Strømme, kaldes det et Skybrud. Hvad Nytte gjør Regnen?

Hagel er frossen Regn, og fremkommer naar den nederste Luft er varm og den øverste kold. Ofte hænge Hagelkornene sig ved hverandre og danne store Stykker, der, naar de falde ned fra en betydelig Høide, ofte anrette stor Skade.

Snee bestaaer af fine Vanddele, der fryse, naar de komme ned i den lavere Luft, der er koldere end den høiere, og i stille Veir falde ned i Form af sexkantede Stjerner. Man kan bedst iagtage deres Figur, naar man opfanger dem paa en Skifertavle, der har staaet en Tidlang i den kolde Luft.

Undertiden findes i stillestaaende Vande saamange smaae røde Insekter, at Vandet seer rødt ud deraf; eller man finder paa Mure eller Planter røde Draaber, som Sommerfuglene have ladet falde, naar de ere krøbne ud af Pupperne. Disse røde Draaber har Overtroen gjort til Blodregn og spaaet Krig deraf. Svovl regner der ligesaalidt. Uvidende Mennesker paastaae ogsaa, at der undertiden regner Frøer og Regnorme. Aarsagen til denne Vildfarelse er denne, at disse, især efter en langvarig Tørke, fremkomme i stor Mængde af deres tørre Huller, naar det regner, for at slukke deres Tørst og vederqvæge sig paa den vaade Jord. Maaskee ogsaa nogle Frøer engang ere førte i Veiret af en Hvirvelvind, og derpaa igjen faldne ned; det samme kan ogsaa skee ved stærkt elektriske Skyer, hvis Virkninger ofte kunne strække sig flere Tusinde Fod.

Andre Natursyn fremkomme alene derved, at Lysstraalerne brækkes og kastes tilbage. Regnbuen er et saadant høist 82pragtfuldt Natursyn. Den bestaaer af en syvfarvet Bue, der fremkommer, naar Solen staaer ligeoverfor en mørk, regnfuld Sky. Solstraalerne brækkes nemlig paa forskjellig Maade i de nedfaldende Regndraaber. Den øverste Farve i Regnbuen er den røde, den nederste den violette. Ofte see vi ovenfor den egentlige Regnbue endnu en anden, der er blegere, og hvor Farverne følge paa hverandre i omvendt Orden. Dette er ikke et blot Gjenskin af den nederste, men en egen Regnbue, der fremkommer med en dobbelt Brækning af Lysstraalerne. Er Regnskyen for liden, seer man blot et Stykke af Regnbuen.

Naar Dunstkredsen er stærkt opfyldt med Dunster, viser der sig omkring Solen eller Maanen lyse Kredse, som man kalder Gaarde. Straalerne brækkes nemlig i Dunsterne. Paa samme Maade, eller meget mere ved Gjenskin, fremkomme Bisole og Bimaaner, hvoraf man undertiden seer flere paa een Gang. Naar der viser sig en Gaard eller Ring omkring Solen eller Maanen, paafølger sædvanlig Regn, thi Luften er da meget opfyldt med Dunster. I Værelser, der ere fulde af vandagtige eller urene Dunster, viser der sig ogsaa en saadan Ring omkring Lyset.

Førend Solen om Morgenen kommer op over Horizonten, oplyser den allerede den øverste Dunstkreds, og man siger da, at Dagen gryer. Jo høiere Solen stiger, desmere tiltager denne Lysning, indtil det bliver lys Dag. Om Aftenen ved Solens Nedgang er det Modsatte Tilfældet. Begge disse Luftsyn kaldes Morgen- og Aftendæmringen, eller Morgen- og Aftenrøden, og de ere høist velgjørende Indretninger, eftersom den pludselige Afvexling af fuldt Dagslys og Nattens fulde Mørke vilde være skadelig for vore Øine. Morgenrøden forkynder sædvanlig Regn og Vind, men Aftenrøden godt Veir.

Naar Solstraalerne trænge gjennem Aabningen i mørke Skyer, og oplyse de Dunster, som ere i Luftkredsen, saa sige vi i Almindelighed, at Solen trækker Vand.

Foruden disse lysende Luftsyn, gives der endnu nogle ildagtige, eller som ere mærkelige ved deres Ild, og som ikke fremkomme alene ved Lysstraalernes Brækning, men ved virkelige Antændelser i Luften, hvorved især den elektriske Ild er virksom, der enten frembringes i Luften, eller opstiger af Jorden med Dunsterne.

83Der gives i Naturen et Stof eller en Materie, hvorom man kun veed dette, at den giver et Legeme Kraft til at trække andre Legemer til sig eller støde dem fra sig, hvorved der næsten stedse viser sig en Lysgnist eller en Flamme forenet med en Knittren eller en stærk Larm, og at det Legeme, der træffes af Gnisten, erholder en Rystelse. Man har først opdaget denne Egenskab hos Bernsteen eller Rav, og da dette i det græske Sprog hedder Elektron, er deraf Navnet Elektricitet opkommet. Naar man f. Ex. river eller gnider en Stang Lak med en Lap af uldent Tøi, og derpaa holder den over smaae Stykker Papir, saa drager den disse nogle Gange op og støder dem nogle Gange tilbage, og kommer man Stangen nær med Fingeren, springer en knittrende, stikkende Gnist ud af den, hvilket man kan see i Mørke. Det samme bliver man ogsaa vaer, naar man river et Glasrør, Rav eller Svovel, eller stryger en Kat mod Haarene, hvorved man tillige bemærker en særegen Lugt. Man har opfundet Maskiner, der kaldes Elektriceermaskiner, hvormed man kan gjøre de elektriske Gnister saa stærke, at man dermed i et Øieblik kan smelte Metaller og dræbe Dyr.

Nu ville I kunne begribe Aarsagen til det frygteligste og skrækkeligste, men tillige pragtfuldeste ildagtige Luftsyn, nemlig Tordenveiret. Det er frygteligt, fordi Lynilden kan ituslaae Alt, hvad den træffer paa eller som staaer den iveien, dræbe Mennesker og Dyr, antænde Bygninger, kløve og nedslaae Træer og Mure i et Øieblik. I de Skyer, som man kalder Tordenskyer, findes en Mængde af hiin elektriske Materie, og naar den farer ud i Skikkelse af en tunget Ildstraale, sige vi: det lyner. Tordenens Rullen fremkommer derved at Luften rystes af Lynet og støder mod Skyerne eller og mod Bjergene; derfor er ogsaa Tordenen stærkest i bjergige og skovfulde Egne. Naar Lynilden antænder, eller sønderslaaer et Træ, en Muur eller deslige, siger man, at den slaaer ned.

Lyset udbreder sig 600,000 Gange hurtigere end Lyden, og deraf kommer det, at man seer Lynet førend man hører Tordenen. Man bemærker allerede dette, naar man i nogen Frastand seer en Kanon affyres. Jo hurtigere Tordenen følger paa Lynet, desto nærmere er Uveiret. Kan man imellem Tordenen og Lynet tælle 15 Pulsslag eller Secunder, saa er Tordenskyen endnu ½ Miil borte. Undertiden seer man blot 84Lynilden uden at høre Tordenen. Dette kalder man Kornmod. Dette Syn kan og have sin Oprindelse af Tordenskyer, der ere saa langt borte fra os, at Skraldet paa Grund af den store Frastand ikke kan høres, eller og kan Antændelsen finde Sted i en høiere Luftegn, hvor Luften er meget fortyndet.

Mange Mennesker føle stor Frygt for Tordenveir, og rigtignok kan Lynilden, som I allerede have hørt, anrette stor Skade, men Tordenen selv er aldeles uskadelig. Mange betjene sig af alleslags overtroiske og taabelige Midler for at sikkre sig mod Lynilden. Naar man er i Huus, skal man ikke stille sig ved Vægge, Døre, Vinduer, Kakkelovnen, o. d., ikke paa Steder, hvor der er henlagt Metaller, ikke ved Skorstenen, især naar der er Ild paa den; heller ikke skal man opholde sig i den øverste Deel af Huset, men hellere stille man sig i Midten af Værelset, i nederste Etage, og oplukke Døren for ikke at qvæles af Tordenluften, hvis Lynilden slaaer ned. Naar man er paa fri Mark, maa man ikke stille sig under Træer eller andre høie Gjenstande, heller ikke nær ved Heste, Hunde, Qvæghjorde, o. d., eftersom disses Uddunstninger synes at lede Lynilden til sig. Er man paa en Slette og saaledes selv den høieste Gjenstand, kan man lægge sig ned paa Jorden, eller og gaae ganske langsomt; at løbe, ride og kjøre hurtigt er farligt. Er man ombord paa et Skib, maa man ikke staae tæt ved Masten. Det er meget hensigtsmæssigt at udlufte Værelset, naar et Tordenveir nærmer sig; ligeledes maa man da ikke være for varm. Forøvrigt stole man paa Gud, der leder vor Skjebne med Viisdom og Kjærlighed, og betænke, at det i Almindelighed er saare sjeldent, at Mennesker dræbes af Lynilden.

Bedst sikkrer man Bygninger saavelsom Skibe mod at træffes af Lynstraalen ved Tordenaflederen, der opfandtes af en Mand, ved Navn Benjamin Franklin, i Aaret 1752. Den bestaaer af en med en Metalspids forsynet Stang, hvorfra der hænger en Jernkjede eller Staaltraad, som gaaer ned i Jorden. Nærmer nu en Tordensky sig til en Bygning, der er forsynet med en saadan Afleder, saa enten afledes efterhaanden den elektriske Materie af Skyen ved Hjelp af Metalspidsen, eller og farer Lynstraalen langsmed Jernkjeden eller Staaltraaden ned i Jorden uden at gjøre nogensomhelst Skade. Paa Grund heraf burde alle Kirker forsynes med Afledere, eftersom man ofte hører, at Lynilden slaaer ned i de spidse Taarne og afbrænder Kirkerne.

85Om endog Tordenveiret undertiden anretter Skade, gjør det alligevel overordentlig megen Nytte. Naar det nærmer sig, er Luften sædvanlig varm og trykkende, men kraftige Tordenskrald rense Luften, afkjøle den, befordre Planternes Vext og have fordetmeste en frugtbargjørende Regn i Følge med sig.

Om Lygtemænd have I vist ofte hørt tale. Den Overtroiske, der ikke kjender deres Oprindelse, frygter for dem ligesom og for nogle andre Antændelser i Luften. Lygtemænd kaldes de smaae hist og her hoppende Flammer, der ofte sees i Mørke paa sumpige Steder, Kirkegaarde o. s. v. De fremkomme af raadne, brændbare Dunster, der opstige af Sumpe, eller saadanne Steder, hvor der findes mange forraadnede Dele af Dyr eller Planter, og antænde sig oppe i Luften; og deres Hoppen kommer af Luftens Bevægelse. Samme Beskaffenhed har det med de saakaldte Stjerneskud, Ildkugler og flyvende Drager, hvilke man ikke har Grund til at antage for Andet, end svovelagtige, med Metaldele blandede Dunster, der samle sig i den øverste Luft og der antændes, falde derefter lysende ned og udslukkes i de vandagtige Dunster, som ere i den nederste Luft.

Undertiden see vi, især om Vinteraftenerne, paa den nordlige Side af Himmelen en lys Bue, hvoraf der fremskyder Straaler, som afvexlende fremkomme og forsvinde, og som naar Luften er opfyldt med Dunster, see rødlige ud. Denne lyse Bue udbreder sig lidt efter lidt over en stor Deel af Himmelen, og frembyder et overordentlig skjønt Syn. Dette kalder man Nordlys, fordi det ikkun sees paa den nordlige Himmel, og er udentvivl af elektrisk Oprindelse. I Nordland og Finmarken, der ligger i den kolde Zone, sees Nordlyset langt hyppigere, næsten hver Nat, og er en stor Velgjerning for disse Landes Beboere, hvis Nat varer 2—3 Maaneder, ja længere; thi ved Skinnet af dette Lys og af Maanen kunne de udføre mange af deres daglige Arbeider. Ogsaa Nordlyset har i fordums Dage vakt Frygt og Forfærdelse i mange Menneskers Hjerter; thi de Overtroiske saae heri et Forvarsel paa Krig, Pest og alslags Elendighed. Jo mere derfor Kundskab om Naturen og Guds store og underlige Gjerninger i den udbredes blandt Menneskene, desmere vil ogsaa dette Natursyn, ligesom de mange andre Himmelens Underverker, tjene til at forherlige den store Skabermand.

79

Vår jord er rundt omkring omgivet med Luft, og denne luftmasse kaller man atmosfæren eller Luftkredsen. Jo høyere oppe luften er, desto tynnere er den, fordi den nedre Luft sammentrykkes av den øverste. Vi føler allerede dette, når vi er på Toppen av høye Bjerge, og sedvanlig er Bjergbeboerne sterkere og livligere enn innvånerne av dalene. Mangeslags Dampe, der bestandig utvikle seg på jorden ved Dyrenes og Planternes forråtnelse og utdunstninger, ved vannets og Jordens utdunstninger, ved oppbrenning o. s. v., stige opp i luften til en viss høyde, og derfor kalles Luftkredsens lavere Deel Dunstkredsen. I denne tildra seg mangeslags merkverdige forandringer, av hvilke dere nå skulle lære å kjenne de viktigste. Kunnskapen om dem vil oppfylle Eder med beundring over den visdom og godhet, som Verdens allmektige skaper og Opholder besitter, og befrie Eder fra mye unyttig frykt.

Når likevekten mellom de forskjellige luftmasser eller luftlag forstyrres, hvilket kan skje ved varme og kulde, solskinn og Regn, lys og mørke o. s. v., så strømmer den tettere Luft hen mot den tynnere og trykker den bort, og denne bevegelse kalles vind. Man inndeler vindene i bestandige eller regelmessige, og ubestandige eller uregelmessige; likeledes benevnes de etter den Himmelegn, hvorfra luftstrømmen kommer. Virvelvinden består av en Luftstøtte, der dreier seg overmåte hurtig omkring sin Axel, og kan ta alleslags ting, endog mennesker, med seg i været, når de kommer inn deri. Den fremkommer, når den sedvanlige vind standses i sin retning av en eller annen gjenstand, så at den farer tilbake, eller og derved at to motsatte vinder møtes. Når vinden er meget heftig, kalles den Storm, og en meget heftig Storm kalles orkan. Ofte raser orkanen 80så heftigt, at den oprykker de tykkeste trær, undertiden endog ødelegger hele skoger, og omstyrter hus og tårn. Hva nytte gjør vinden?

Luften oppløser bestandig en mengde vann eller forener det med seg, og jo varmere den er, desmere gjør den dette. Men så snart Varmegraden blir ringere, kan den ikke lenger bære vannet; det skiller seg igjen fra luften, og blir atter synlig for våre øyne. Heraf fremkomme de vannaktige Luftsyn: Dug, tåke, skyer, rimfrost, Regn, snø og Hagel.

Duggen fremkommer på følgende måte: Når solen oppvarmer jorden, blir denne, når solen er gått ned, ikke straks kald igjen, hvorover dens utdunstning ennå vedvarer; Luften derimot, som nå blir kaldere, kan ikke mer oppta disse dunster, derfor henge de seg i form av dråper på faste Legemer, og på denne måte fremkommer aftenduggen. Morgenduggen kommer også av Jordens og Planternes utdunstninger, og henger seg dråpevis på planter og andre Legemer. Idet nemlig den oppgående sol først oppvarmer den øverste Luft, utvider denne seg, og den lavere Luft stiger i været, fortynnes altså saameget, at den ikke mer kan oppta dunster.

Fryser duggen, så kalles den rim, hvilket skeer i kald Vaar- og høstluft. Den skjuler planter, trær og andre Legemer med et hvitt dekke. — Når jordbunnen er meget kald, og der faller en mild Regn, fryser vannet på jorden, og det kaller man isslag eller Svoll. På lignende måte fryse vindusrutene, idet dunstene sette seg på glasset, når det er meget kaldt. Om vinteren fryser også Menneskenes ånde og setter seg som rim på håret og kledene.

Tåken fremkommer på samme måte som duggen. Vi blir den især vaer i de årstider, da nettene er kalde og dagene varme. Luften opptar da ikke de av jorden oppstigende dunster, fordi den er for kald, og således fortætte de seg og svømme i luften. Ved tåke forstår vi altså dunster, der svæve synlige i luften, ikke langt fra Jordens overflate. Forene disse fine vanndeler seg, så danne de meget fine dråper, der falle ned. Man sier da, at tåken faller. Skinner solen umiddelbar på tåken, så utvides dette svømmende vann ved varmen; det må følgelig bortdunste, og den ved Jordens overflate svevende tåkemasse hever seg i været; 81man sier da, at tåken stiger. Hever tåken seg til de høyere Luftegne, fremkommer derav skyer, der bevege seg i en høyde av ¼ — 1 mil til forskjellige kanter, ettersom Lufttrækket er forskjellig. Skyenes forskjellige farger fremkomme derved, at solstrålene brekkes i skyene på høist forskjellige måter.

Så snart dunstene, der svæve som skyer i luften, flyte sammen i dråper, hvilket skeer ved forandring av varme, falle de formedelst deres tyngde ned som Regn. Når dråpene er meget små, kalles det Støvregn. Er de store og falle meget sterkt, hvilket er tilfellet, når de kommer fra meget høye skyer og idet de nedfalde forene seg med de vanndunster, som de støter på, kalles det plaskregn, der mestendeels blot treffer en enkelt strekning av en Egn. Udgyder vannet seg likesom på engang eller styrter ned i store strømme, kalles det et skybrudd. Hva nytte gjør Regnen?

Hagel er frossen Regn, og fremkommer når den nederste Luft er varm og den øverste kald. Ofte henge Hagelkornene seg ved hverandre og danne store stykker, der, når de faller ned fra en betydelig høyde, ofte anrette stor skade.

Snø består av fine vanndeler, der fryse, når de kommer ned i den lavere Luft, der er kaldere enn den høyere, og i stille vær falle ned i form av sekskantede stjerner. Man kan best iaktta deres Figur, når man oppfanger dem på en Skifertavle, der har stått en Tidlang i den kalde Luft.

Undertiden finnes i stillestående Vande så mange små røde insekter, at vannet ser rødt ut derav; eller man finner på murer eller planter røde dråper, som sommerfuglene har latt falle, når de er krøpet ut av puppene. Disse røde dråper har overtroen gjort til Blodregn og spådd krig derav. Svovl regner der ligesaalidt. Uvitende mennesker paastaae også, at der undertiden regner Frøer og regnormer. Årsaken til denne villfarelse er denne, at disse, især etter en langvarig tørke, fremkomme i stor mengde av deres tørre huller, når det regner, for å slukke deres tørst og vederkvege seg på den våte jord. Maaskee også noen Frøer engang er førte i været av en virvelvind, og derpå igjen falne ned; det samme kan også skje ved sterkt elektriske skyer, hvis virkninger ofte kunne strekke seg flere tusen fot.

Andre Natursyn fremkomme alene derved, at lysstrålene brekkes og kastes tilbake. Regnbuen er et sådant høist 82praktfullt Natursyn. Den består av en syvfarget bue, der fremkommer, når solen står ligeoverfor en mørk, regnfull sky. Solstrålene brekkes nemlig på forskjellig måte i de nedfaldende regndråper. Den øverste farge i regnbuen er den røde, den nederste den violette. Ofte ser vi ovenfor den egentlige regnbue ennå en annen, der er blekere, og hvor farvene følge på hverandre i omvendt orden. Dette er ikke et blot gjenskinn av den nederste, men en egen regnbue, der fremkommer med en dobbelt Brækning av lysstrålene. Er regnskyen for liten, ser man blot et stykke av regnbuen.

Når Dunstkredsen er sterkt oppfylt med dunster, viser der seg omkring solen eller månen lyse Kredse, som man kaller Gaarde. Strålene brekkes nemlig i dunstene. På samme måte, eller meget mer ved gjenskinn, fremkomme Bisole og Bimaaner, hvorav man undertiden ser flere på een gang. Når der viser seg en gård eller ring omkring solen eller månen, paafølger sedvanlig Regn, thi luften er da meget oppfylt med dunster. I værelser, der er fulle av vannaktige eller urene dunster, viser der seg også en sådan ring omkring lyset.

Før solen om morgenen kommer opp over horisonten, opplyser den allerede den øverste dunstkrets, og man sier da, at dagen gryr. Jo høyere solen stiger, desmere tiltar denne lysning, inntil det blir lys Dag. Om Aftenen ved Solens nedgang er det Modsatte tilfellet. Begge disse Luftsyn kalles Morgen- og aftendemringen, eller Morgen- og aftenrøden, og de er høist velgjørende innretninger, ettersom den plutselige avveksling av fullt dagslys og Nattens fulle mørke ville være skadelig for våre øyne. Morgenrøden forkynner sedvanlig Regn og vind, men aftenrøden godt vær.

Når solstrålene trenge gjennom åpningen i mørke skyer, og opplyse de dunster, som er i Luftkredsen, så sier vi i alminnelighet, at solen trekker vann.

Foruten disse lysende Luftsyn, gives der ennå noen ildagtige, eller som er merkelige ved deres ild, og som ikke fremkomme alene ved lysstrålenes Brækning, men ved virkelige antennelser i luften, hvorved især den elektriske ild er virksom, der enten frembringes i luften, eller opstiger av jorden med dunstene.

83Der gives i naturen et stoff eller en materie, hvorom man kun vet dette, at den giver et legeme kraft til å trekke andre Legemer til seg eller støte dem fra seg, hvorved der nesten stedse viser seg en Lysgnist eller en flamme forenet med en Knittren eller en sterk larm, og at det legeme, der treffes av gnisten, erholder en rystelse. Man har først oppdaget denne egenskap hos Bernsteen eller rav, og da dette i det greske språk heter elektron, er derav navnet elektrisitet oppkommet. Når man f. Ex. river eller gnir en Stang Lak med en lapp av ullent tøy, og derpå holder den over små stykker papir, så drar den disse noen ganger opp og støter dem noen ganger tilbake, og kommer man stangen nær med fingeren, springer en knittrende, stikkende gnist ut av den, hvilket man kan se i mørke. Det samme blir man også vaer, når man river et Glasrør, rav eller svovel, eller stryker en katt mot hårene, hvorved man tillike bemerker en særegen lukt. Man har oppfunnet maskiner, der kalles elektrisermaskiner, hvormed man kan gjøre de elektriske gnister så sterke, at man dermed i et øyeblikk kan smelte metaller og drepe dyr.

Nå ville dere kunne begripe årsaken til det frykteligste og skrekkeligste, men tillike pragtfuldeste ildagtige Luftsyn, nemlig tordenværet. Det er fryktelig, fordi Lynilden kan ituslaae alt, hva den treffer på eller som står den i veien, drepe mennesker og dyr, antænde bygninger, kløve og nedslå trær og murer i et øyeblikk. I de skyer, som man kaller Tordenskyer, finnes en mengde av hin elektriske materie, og når den farer ut i skikkelse av en tunget ildstråle, sier vi: det lyner. Tordenens rullen fremkommer derved at luften rystes av lynet og støter mot skyene eller og mot Bjergene; derfor er også tordenen sterkest i bjergige og skogfulle Egne. Når Lynilden antenner, eller sønderslår et tre, en mur eller deslige, sier man, at den slaaer ned.

Lyset utbrer seg 600,000 ganger hurtigere enn lyden, og derav kommer det, at man ser lynet før man hører tordenen. Man bemerker allerede dette, når man i noen Frastand ser en kanon avfyres. Jo hurtigere tordenen følger på lynet, desto nærmere er uværet. Kan man imellom tordenen og lynet telle 15 pulsslag eller sekunder, så er Tordenskyen ennå ½ mil borte. Undertiden ser man blot 84Lynilden uten å høre tordenen. Dette kaller man Kornmod. Dette syn kan og have sin opprinnelse av Tordenskyer, der er så langt borte fra oss, at skrallet på grunn av den store Frastand ikke kan høres, eller og kan antennelsen finne sted i en høyere Luftegn, hvor luften er meget fortynnet.

Mange mennesker føle stor frykt for tordenvær, og riktignok kan Lynilden, som dere allerede have hørt, anrette stor skade, men tordenen selv er aldeles uskadelig. Mange betjene seg av alleslags overtroiske og tåpelige midler for å sikre seg mot Lynilden. Når man er i hus, skal man ikke stille seg ved vegger, dører, vinduer, kakkelovnen, o. d., ikke på steder, hvor der er henlagt metaller, ikke ved skorsteinen, især når der er ild på den; heller ikke skal man oppholde seg i den øverste del av huset, men hellere stille man seg i midten av værelset, i nederste etasje, og oplukke døren for ikke å kveles av Tordenluften, hvis Lynilden slaaer ned. Når man er på fri Mark, må man ikke stille seg under trær eller andre høye gjenstander, heller ikke nær ved hester, hunder, kveghjorder, o. d., ettersom disses utdunstninger synes å lede Lynilden til seg. Er man på en Slette og således selv den høyeste gjenstand, kan man legge seg ned på jorden, eller og gå ganske langsomt; å løpe, ride og kjøre hurtig er farlig. Er man ombord på et skip, må man ikke stå tett ved masten. Det er meget hensiktsmessig at udlufte værelset, når et tordenvær nærmer seg; likeledes må man da ikke være for varm. Forøvrig stole man på Gud, der leder vår skjebne med visdom og kjærlighet, og betenke, at det i alminnelighet er såre sjeldent, at mennesker drepes av Lynilden.

Best sikrer man bygninger saavelsom skip mot å treffes av lynstrålen ved tordenavlederen, der oppfantes av en mann, ved navn Benjamin Franklin, i året 1752. Den består av en med en metallspiss forsynet Stang, hvorfra der henger en Jernkjede eller ståltråd, som går ned i jorden. Nærmer nå en Tordensky seg til en bygning, der er forsynet med en sådan avleder, så enten avledes etterhånden den elektriske materie av skyen ved hjelp av metallspissen, eller og farer lynstrålen langsmed Jernkjeden eller ståltråden ned i jorden uten å gjøre nogensomhelst skade. På grunn heraf burde alle kirker forsynes med avledere, ettersom man ofte hører, at Lynilden slaaer ned i de spisse tårn og afbrænder kirkene.

85Om endog tordenværet undertiden anretter skade, gjør det allikevel overordentlig mye nytte. Når det nærmer seg, er luften sedvanlig varm og trykkende, men kraftige tordenskrall rense luften, avkjøle den, befordre Planternes vekst og have for det meste en frugtbargjørende Regn i følge med seg.

Om lyktemenn har dere vist ofte hørt tale. Den Overtroiske, der ikke kjenner deres opprinnelse, frykter for dem likesom og for noen andre antennelser i luften. Lyktemenn kalles de små hist og her hoppende flammer, der ofte sees i mørke på sumpige steder, kirkegårder o. s. v. De fremkomme av råtne, brennbare dunster, der opstige av sumper, eller sådanne steder, hvor der finnes mange forråtnede dele av dyr eller planter, og antænde seg oppe i luften; og deres hoppen kommer av Luftens bevegelse. Samme beskaffenhet har det med de såkalte stjerneskudd, ildkuler og flygende Drager, hvilke man ikke har grunn til å anta for annet, enn svovelagtige, med metalldeler blandede dunster, der samle seg i den øverste Luft og der antennes, falle deretter lysende ned og udslukkes i de vannaktige dunster, som er i den nederste Luft.

Undertiden ser vi, især om vinteraftenene, på den nordlige side av himmelen en lys bue, hvorav der fremskyter stråler, som avvekslende fremkomme og forsvinne, og som når luften er oppfylt med dunster, se rødlige ut. Denne lyse bue utbrer seg litt etter litt over en stor del av himmelen, og frembyr et overordentlig skjønt syn. Dette kaller man Nordlys, fordi det ikkun sees på den nordlige himmel, og er uten tvil av elektrisk opprinnelse. I Nordland og Finmarken, der ligger i den kalde sone, sees nordlyset langt hyppigere, nesten hver natt, og er en stor velgjerning for disse Landes beboere, hvis natt varer 2—3 måneder, ja lenger; thi ved skinnet av dette lys og av månen kunne de utføre mange av deres daglige arbeider. Også nordlyset har i fordums dager vakt frykt og forferdelse i mange Menneskers hjerter; thi de Overtroiske så heri et forvarsel på krig, pest og alle slags elendighet. Jo mer derfor kunnskap om naturen og Guds store og underlige gjerninger i den udbredes blant menneskene, desmere vil også dette Natursyn, likesom de mange andre Himmelens underverker, tjene til å forherlige den store Skabermand.