Læreplanatlas
Mellemste Klasse

VI. Nogle almeenvigtige Begrebers Udvikling.

86

Sandser. Ethvert sundt og velskabt Menneske har fem Sandser, hvormed det kan fornemme. De Dele af Legemet, hvormed vi fornemme Tingene omkring os, kaldes Sandseredskaber. Saaledes er Øiet Redskab for Synet, Næsen for Lugten, o. s. v.

At erfare er: ved Hjelp af Sandserne at faae en Forestilling om en eller anden Ting. Naar jeg fornemmer, d. e. faaer Forestilling om Noget, saa erfarer jeg. Jeg seer at Sneen er hvid, og føler at den er kold, og dette kalder jeg en Erfaring; thi disse to Forestillinger om Sneen har jeg faaet ved Sandserne. Hvem har erfaret, at Ilden brænder? Det, jeg erfarer, kaldes en Erfaring. Er en Erfaring af noget Værd? Den, der har gjort mange Erfaringer, besidder Erfarenhed.

Hensigt er det, som jeg vil udrette. Middel er det, ved hvis rigtige Brug jeg opnaaer min Hensigt. Hvad Middel maa den bruge, der om Vinteren vil faae sit Værelse varmt? Hvad er dens Hensigt, der lægger Plaster paa et Saar? Forældre, der sende deres Børn i Skolen, have til Hensigt, at Børnene skulle blive forstandige og gode, og hvad Middel bruge de? Man maa stedse have gode Hensigter, og stedse bruge tilladelige og hensigtsmæssige Midler til at opnaae dem. En Handlings Værd beroer paa Hensigten. Middelbar betyder: ved Midler. Umiddelbar betyder: uden Midler.

En Tings Bestemmelse er det, hvorfor den er til. Enhver Ting har sin Bestemmelse, og den, som frembragte Tingen, havde den Hensigt, at den skulde opfylde sin Bestemmelse. Ophavsmandens Hensigt er altsaa Tingens Bestemmelse. Kakkelovnens Bestemmelse er: at varme om Vinteren. Knivens Bestemmelse er: at skjære med den; i denne Hensigt har Smeden forfærdiget den. Menneskets Bestemmelse 87er at blive stedse forstandigere, dydigere og derved lyksaligere; i denne Hensigt har Gud skabt Mennesket. Det er vigtigt at lære nøie at kjende sin egen og Tingenes Bestemmelse, og dette opnaaes ved at give Agt paa deres Egenskaber.

Egenskab kalder man det, som Tingen nødvendig maa være; Beskaffenhed derimod er det: hvordan Tingen er. En Kugle maa nødvendig være rund, hvis den skal kaldes en Kugle; at den er rund er dens Egenskab. Om den er af Træ, Steen o. m. d., er en Beskaffenhed ved den. Varme er en Beskaffenhed ved Vandet, thi dette kunde ogsaa være koldt; derimod er den en Egenskab ved Ilden, thi kold Ild er umulig; den maa nødvendig være varm. Naar jeg opsøger Tingenes Egenskaber og adskiller dem nøie fra deres Beskaffenhed, da lærer jeg at kjende deres Bestemmelse.

Godt kalder man det, der er som det skal være, eller som opfylder sin Bestemmelse. Naar fortjener et Menneske at kaldes godt?

Kjendetegn, Tegn, hvorved vi skjønne eller kjende Noget, er den Egenskab eller Forandring hos en Ting, hvorved vi kunne kjende den fra andre Ting. Nævn mig Kjendetegnene paa en Hest, Fugl, Fisk! Man maa vogte sig for at antage Noget for Kjendetegn, som ikke er det, og lægge Mærke til de Kjendetegn, der ere tilforladelige. Jo flere Kjendetegn jeg har, med des større Vished kan jeg slutte, og jo mere jeg kjender de enkelte Kjendetegn paa en Gjenstand, og adskiller dem fra hverandre, desto tydeligere Kundskab har jeg om den.

Naar to Ting have de samme Kjendetegn eller samme Egenskaber og Beskaffenheder, da kaldes det deres Lighed. Findes derimod andre Kjendetegn hos den ene, end hos den anden, kaldes det deres Forskjel. Der er Lighed og Forskjel mellem mange Ting, f. Ex. Vand og Melk, Iis og Glas, en Bro og en Baad. Dersom alle Ting vare lige, saa kund 88vi ingen Kjendetegn finde, og følgelig ingen Forskjel gjøre paa dem. Vi kjendte da ikke den ene Ting fra den anden, og vidste saaledes Intet.

At dømme er: at sige om Noget, at det er saaledes, eller ikke saaledes. At dømme rigtigt er, at sige med Sandhed at Noget er saa, eller ikke saa. For at dømme rigtigt, maa man have rigtige Begreber og Forestillinger og tænke rigtigt.

Aarsag kaldes det, som bevirker, at Noget skeer. Ilden er Aarsag til Varmen. Kulden er Aarsag til at Vand bliver til Iis. Enhver Ting maa have en Aarsag, hvoraf den er kommet. Den første Aarsag til alle Ting, som ere til, kalde vi Gud. Det er meget vigtigt at vi lære at kjende Aarsagerne til Tingene i Verden; kun den, der kjender Aarsagen til et Onde, kan forebygge det. At foraarsage Noget er, at blive Aarsag til at det skeer. Saar foraarsage Smerte. Ulydige Børn foraarsage deres Forældre megen Sorg.

Virkning er det, som fremkommer af Aarsagen. Virkning kaldes ogsaa den Forandring, der frembringes ved en eller anden Ting. Varme er en Virkning af Ilden. Iis er en Virkning af Kulden. Frygtsomhed er enten en Virkning af Uvidenhed eller og af ond Samvittighed o. m. d. Solformørkelse er en Virkning af Maanen, der træder mellem Solen og Jorden. At virke er, at frembringe Forandringer. Dersom Enhver søgte at lære at kjende, og ret betænkte Tingenes Virkninger, saa vilde mange Daarskaber og Ulykker bortfalde af sig selv. Hvad er det at bevirke Noget?

Kraft har en Ting, naar den kan udrette Noget. Ilden har Kraft, thi den kan varme, smelte og brænde mange Ting. Vinden har Kraft, thi den kan blæse Træer omkuld, og føre Skibene over Havet. Mennesket har Kraft til at gjøre Godt og Ondt. Vor Sjel har forskjellige Kræfter, f. Ex. Erindringskraft. Alle Kræfter kunne uddannes og 89styrkes ved Øvelse, men dette maa skee forsigtigt og forholdsmæssigt, saa at den ene Kraft ikke øves paa den andens Bekostning. Evne eller Anlæg betegner Muligheden at udrette Noget, da derimod Kraften virkelig udretter Noget. Tænkekraft besidder den, der virkelig tænker; det nyfødte Barn har blot Anlæg til at tænke. En bestemt eller særdeles høi Grad af Kraft kalde vi Styrke. Det Modsatte er Svaghed. Børn have Kræfter, men de mangle endnu Styrke.

Nødvendigt er det, som skal eller maa være, og ikke kan være anderledes. At en Kugle er rund, er nødvendigt, thi ellers var den ikke en Kugle; den maa altsaa være rund. At Mennesket bestræber sig for stedse at blive bedre, er nødvendigt, thi det skal Mennesket gjøre. Nødvendigt er det samme som væsentligt.

Tilfældigt er det, som baade kan være og ikke være. At en Kugle er af Metal eller Træ, er tilfældigt, thi den kunde ogsaa være af Glas eller Leer, og var alligevel en Kugle. At en rig Mand er forstandig, at den Fattige stjæler, at et godt Menneske har et hæsligt Ansigt, er tilfældigt, thi den rige Mand kunde ogsaa være uforstandig, den Fattige kunde være ærlig og det gode Menneske smukt. — Tilfælde kalde vi en Begivenhed, der skeer uden at det var vor Hensigt at bevirke den. Det er et Tilfælde at vi have gode Forældre, thi vi have ikke virket dertil. Et gunstigt Tilfælde kalde vi Lykke, et uheldigt kalde vi Ulykke.

Muligt er det, som kan være eller skee, og som jeg kan tænke mig. Umuligt er det, som ikke kan være eller skee, og som jeg ikke kan tænke mig. Virkeligt er det, som er. Det er muligt, at jeg kan døe idag, men det er umuligt, at jeg kan blive en Dag yngre. Det er muligt, at jeg i Morgen er i Skolen; det er ogsaa muligt at jeg bliver hjemme, men det er umuligt at være hjemme og i Skolen paa engang. At være doven og endda gaae frem i Kundskab er umuligt. 90Paa engang at være en Tyv og en ærlig Mand er umuligt. At den ærlige og retskafne Mand er yndet af Gud, er virkeligt. Hvad der er aldeles umuligt, kan aldrig blive virkeligt, f. Ex. en firkantet Kugle.

En Lov er en Forskrivt for det, vi skulle gjøre og ikke gjøre, eller en Regel for vort Forhold. Lovene ere vi forpligtede til at følge. Den, der har Ret til at give Love, kaldes Lovgiver. Guddommelige Love ere de, som Gud har givet os ved Bibelen og Fornuften. Borgerlige Love ere de, som vi have at opfylde, fordi vi ere Borgere i en Stat. Et Bud er en Lov, der siger os hvad vi skulle gjøre. Et Forbud er en Lov, der siger os hvad vi ikke skulle gjøre. Lovmæssigt er det, der er saaledes som Lovene fordre det; lovstridigt er det, der er tvertimod Loven.

Pligt er det, som Loven byder, at jeg skal og bør gjøre. Det er høist vigtigt og nødvendigt at lære sine Pligter at kjende; det er nødvendigt at opfylde dem, hvis man ikke vil være et slet Menneske; at opfylde dem af Agtelse for Loven, af Kjærlighed til Pligt er Kjendetegn paa et godt Menneske. Hvilke have Pligter, Menneskene eller Dyrene? — Det er Barnets Pligt at gjøre hvad Forældrene sige det, thi det bør Barnet gjøre. Hvad er en Tjeners Pligt? — Naar Nogen falder i Vandet, og du kan hjelpe ham, hvad er da din Pligt? Hvorfor? — Det er min Pligt at gjøre mod Andre, hvad jeg vil at Andre skulle gjøre mod mig. Pligterne inddeles i Pligter mod Gud, mod os selv og mod vore Medmennesker.

En Rettighed er den ved Loven givne Tilladelse til at gjøre eller ikke gjøre Noget. Ethvert Menneske har Pligter og Rettigheder.

Skyldighed er en Pligt mod Andre, som vi kunne tvinges til at opfylde. Det er Ens Skyldighed at opfylde de Pligter, som hans Embede paalægger ham.

Betingelse er det, som nødvendig maa være eller skee, 91dersom noget Andet ogsaa skal være eller skee. F. Ex. en Tjener faaer Kost og Løn under den Betingelse, at han maa arbeide. Hvad er altsaa Huusbondens Betingelse? Tjeneren derimod arbeider under den Betingelse, at faae Kost og Løn. Huusbonden og Tjeneren fremsætte altsaa hver sin Betingelse, som de gjensidig skulle opfylde. Der fremkommer ingen Virkning uden med den Betingelse, at en Aarsag gaaer i Forveien. Ingen bliver lykkelig uden med den Betingelse, at han er dydig.

En Aand er et Væsen, der ikke har noget Legeme og ikke bestaaer af Dele. De Egenskaber, som Legemerne have kan man ikke tillægge en Aand. Et Legeme indtager et Rum, har Skikkelse, Farve, Vægt, og kan bemærkes med Sandserne. Dette er ikke Tilfældet med en Aand. Vi kjende, at en Aand er til, saavelsom dens Egenskaber, af dens Virkninger, f. Ex. Guds Tilværelse og Egenskaber. Gud er den allerfuldkomneste Aand, thi han har skabt alle de øvrige Aander, og har den høieste Forstand og den bedste og mægtigste Villie. Ingen Aand kan bemærkes med Sandserne, altsaa heller ikke med Synet. Spøgelser skulde være Aander, men da Aander ikke kunne sees, saa følger deraf, at Spøgelser ikke ere til.

Sjel kaldes den Aand, der opliver et Legeme og virker gjennem det. Den kan ikke sees, og derfor kaldes den usynlig. Baade Mennesker og Dyr have Sjele, men Menneskets Sjel har store Fortrin for Dyrenes. Sjelens Evner kaldes Sjelekræfter. Naar vi fornemme Noget ved Hjelp af Sandserne, saa modtager Sjelen Fornemmelsen eller Indtrykket. Hvad fornemmer Sjelen ved Hjelp af Synet? Hørelsen? — Om jeg end i dette Øieblik ikke seer en Hest, saa kan dog min Sjel i Tankerne ligesom stille den frem for mine Øine, d. e. jeg kan forestille mig hvordan den seer ud. Naar jeg seer En reiser til Møllen med en fuld Sæk paa Læsset, saa forestiller min Sjel sig, at der er Korn og ikke Sand i Sækken. Naar Sjelen forestiller sig noget, kaldes 92det en Tanke. Sjelen døer aldrig, d. e. den ophører ikke at være til, naar den skiller sig fra Legemet, derfor kaldes den udødelig.

Et Væsen er Noget, som er til. Nogle Væsener ere levende, andre ere livløse. Hvorpaa kjender du levende Væsener? Er et Stykke Træ, en Steen, Jern og flere saadanne Ting levende? Ere de da døde? Et Legeme er dødt, naar Sjelen har forladt det. Denne Adskillelse kaldes Døden, og Menneskets Legeme kaldes da et Liig. Det er ofte ikke let at afgjøre, om et Legeme virkelig er dødt; ofte synes det kun saa, og Folk, der blot ere tilsyneladende døde, kaldes skindøde. At dræbe, er at foraarsage Døden.

Træerne, Blomsterne og Græsset leve ogsaa, eller have et Slags Liv, indtil de visne. Men dette Liv er høist ufuldkomment, de have ingen Sandser, og de kunne ikke bevæge sig fra et Sted til et andet. De vide ikke af sig selv, d. e. de have ingen Selvbevidsthed. Dyrene have heller ingen Selvbevidsthed, derfor kunne de ikke danne sig Begreber om Noget, og følgelig ikke tænke. Mennesket har Selvbevidsthed, thi uden den kunde alle Forestillinger ikke hjelpe os noget; vi vidste jo ikke at vi havde dem.

Evne er Anlæg til at lære eller at blive noget, eller Mulighed til at opnaae Færdighed i Noget. Mennesket har Anlæg eller Evne til at gaae, thi ethvert sundt Menneskes Fødder ere saaledes indrettede, at det snart kan lære at gaae. At være skikket til noget, er at kunne være noget. Et Barn kan have Anlæg til at blive Soldat, men det er ikke skikket til at være Soldat.

Færdighed er at være i Stand til at forrette Noget paa en hurtig, let og fuldkommen Maade. Den, som læser godt og flydende, har Færdighed i at læse. Færdighed erholder man ved Øvelse, som bestaaer deri, at man ofte gjentager og gjør Noget, som man har lært og kan.

93Et Vidne kalder man den, der forsikkrer at Noget er saa, eller ikke saa. En saadan Forsikkring kaldes et Vidnesbyrd. For at kunne forlade sig paa et Vidnesbyrd, maa man først prøve det. 1) Om Vidnet har kunnet vide Sandheden, 2) om Vidnet har villet sige Sandheden, 3) om Vidnet har kunnet sige Sandheden fuldstændig.

At troe er at antage Noget for sandt, formedelst tilstrækkelige Vidnesbyrd og Grunde. Lettroende er den, der er tilbøielig til at troe Noget uden tilstrækkelige Grunde og Vidnesbyrd. Det Modsatte heraf er Vantro. Overtroisk er den, der antager Noget for sandt, der ikke kan være sandt eller og er umuligt. Den Overtroiske kan styrte baade sig selv og Andre i tusinde Farer og Ulykker.

Nyttigt er det, der bringer os Fordeel eller er brugbart; unyttigt er det, der ingen Fordeel bringer os; skadeligt er det, der kan foraarsage Ulykke eller Skade; farligt er det, der let kan gjøre Skade. En Gaas er en meget nyttig Fugl; at dandse paa Line er en unyttig Kunst; at drikke koldt, naar man er meget varm, er skadeligt. Det er farligt, at lade Børn lege med Geværer og Krudt.

Et Ønske er en Længsel efter Noget, men som man ikke tænker at udføre eller tilfredsstille, og at ønske, er at længes efter Noget, uden at tænke paa Udførelsen. Villie derimod, er den Beslutning at tilfredsstille eller udføre en Længsel eller Begjerlighed. Fri Villie er den Evne i vor Sjel, ifølge hvilken vi kunne vælge eller forkaste, gjøre Noget eller lade det være. Saaledes kunne vi, naar vi skulle foretage os Noget, undersøge om det er Godt eller Ondt, og derpaa vælge det Gode og forkaste det Onde.

Dyd er den herskende Tilbøielighed eller Kjærlighed til det Gode, eller Færdighed i at ville og gjøre det Gode. Da Dyden bestaaer i Færdighed, maa den opnaaes ved Øvelse, 94Det, hvori jeg skal øve mig, maa jeg kjende og have lært. At elske og gjøre det Gode kan ethvert Menneske; kun maa han i Forveien have lært at kjende det Gode og overbeviist sig om dets Fortræffelighed. Det er ethvert Menneskes Bestemmelse at stræbe efter Dyd. Den, som afviger fra Dydens Vei, forlader sin Lykke. Dydig er den, som af Kjærlighed og Agtelse for sin Pligt ivrig bestræber sig for at opfylde den saa godt som det er ham muligt. Er den dydig, der gjør en enkelt god Handling? — Fromhed er Dyd af Religion, eller at man udøver det Gode af Ærefrygt, Kjærlighed og Lydighed mod Gud.

Last er den herskende eller overveiende Tilbøielighed til det Onde. Lastefuld er den, der har vant sig til at handle mod sin Pligt og som har en herskende Lyst dertil. Forstokkelse kalder man den sørgelige Tilstand hos et Menneske, da al moralsk Følelse er borte hos ham, og Samvittigheden fuldkommen uvirksom. Dette er den høieste Grad af Fordærvelse.

Synd er enhver fri Handling mod Guds Bud, eller enhver frivillig Overtrædelse af Loven. En Synder er den, der af fri Villie og uden at tvinges dertil, handler mod Guds Lov.

Eiendom er det, som et Menneske besidder paa en tilladelig og retmæssig Maade og som han kan fordre, og hvorover han har en uindskrænket Ret. Vor Eiendom, enten vi nu har faaet den ved Kjøb, Foræring eller Arv, skal vi søge at vedligeholde og formere ved Arbeidsomhed og Sparsomhed, dog uden Gjerrighed og Havesyge. En fuldkommen Lighed i Eiendom kan og skal efter Guds vise og gode Hensigter ikke finde Sted, og denne Forskjellighed, da Nogle ere rige, Andre fattige, er et Baand, der nøie forbinder Menneskene med hverandre, og er en kraftig Spore til Virksomhed og til vore Kræfters Udvikling og Dannelse. Eier kaldes den, der har Eiendomsret over Noget. Er det 95Stjaalne Tyvens Eiendom? Hvorfor ikke? Er det min Eiendom, som jeg har fundet? Har jeg Ret til at fordre Findeløn? Hvorfor ikke? — Andres Eiendom skal være os hellig i alle Tilfælde.

At arbeide er at forrette noget Nyttigt ved at anstrænge sine Kræfter. Det er ethvert Menneskes Pligt at arbeide. Er enhver Anstrængelse af vore Kræfter Arbeide? Hvad Nytte have vi af at arbeide? Arbeidsom er den, der arbeider ofte og med Lyst. Er Enhver, der arbeider, arbeidsom? Doven er den, der aldrig har Lyst til at anstrænge sine Kræfter.

Vort Kald er den Forretning, man har opoffret sig til, eller som man driver for derved at fortjene sit Brød og blive Andre nyttig. Bondens Kald er at dyrke Jorden. Hvorfor maa Menneskets Kald være forskjelligt? Ethvert Menneske skal vælge sig et Kald, og de fleste maae gjøre det, da de ellers vilde lide Mangel. Er det det samme, hvilket Kald man bestemmer sig til? Hvorledes skulle vi forholde os i vort Kald?

Agtelse er den Opmærksomhed, som man føler for En paa Grund af hans Værd, og at agte En er at bevise ham Opmærksomhed formedelst hans Værd, eller ved sit Forhold mod ham at vise, at man erkjender og paaskjønner hans Værd. Det Modsatte hedder Foragt. — Hav Agtelse for dig selv! Har Andres Agtelse noget Værd for os? Høiagtelse er en høiere Grad af Agtelse, grunder sig paa et stort Værd, og yttrer sig ved en større Opmærksomhed. Agtelse er Grundvolden for alle vore Pligter, thi det, som man ikke agter, behandler man gjerne med Ligegyldighed. Den allerstørste Grad af Agtelse er Tilbedelse. Den tilkommer alene Gud, det allerfuldkomneste Væsen.

Lykke kalde vi enhver gunstig Begivenhed, ethvert heldigt Tilfælde, som det ikke har staaet i vor Magt at bevirke.

96Lykke kalde vi ogsaa Besiddelsen af de jordiske Goder, som det ikke ganske staaer i vor Magt at erhverve og bevare. Saadanne Goder ere: Sundhed, Rigdom, Ære, Anseelse; Den, der besidder dem, kaldes lykkelig. En velsignet Høst er en Lykke. Hvorfor? — Gud har af vise Hensigter fordeelt Lykkens Goder forskjelligt. Maae vi stræbe efter Lykkens Goder? Hvilke Pligter har den Lykkelige mod Gud, mod sig selv og Andre.

Salighed er Besiddelsen og Nydelsen af de indvortes eller aandelige Goder, f. Ex. en god Samvittighed, Tilfredshed, Glæde i Gud. Den, som besidder og nyder disse Goder, kaldes salig. Alle Goder ere enten udvortes eller indvortes. At besidde eller eie de udvortes Goder er Lykke, Besiddelsen af de indvortes kalde vi Salighed, og Besiddelsen af begge Slags udgjør Lyksalighed. Ved Lyksalighed forstaae vi altsaa Besiddelsen af de indvortes og udvortes, eller de aandelige og legemlige Goder. Det Modsatte er Ulyksalighed. Salighed kunne vi ikke erholde ved et Tilfælde, men vi maae selv forskaffe os den, hvilket staaer i Enhvers Magt. Derimod kan heller intet Tilfælde berøve os den. Men da vi nu blot ved Fuldkommenhed blive salige, og aldrig blive ganske fuldkomne her paa Jorden, kunne vi da vel fortjene os Salighed? Maa den ikke altid blive en Gave af den guddommelige Naade? Maae vi stræbe efter Lyksalighed?