73

Mennesket er den fornemste og ypperste af Guds Skabninger paa Jorden. Det hører til Pattedyrenes Klasse, thi 74det har med Hensyn til Legemets hele Indretning en overmaade stor Lighed med disse; alligevel finder der en stor Forskjellighed Sted mellem det og Dyrene, og det har store og vigtige Fortrin for dem. Menneskets hele Skikkelse er skjønnere og ædlere, end noget Dyrs; alle Dele af dets Legeme ere finere og kunstigere indrettede. Mennesket gaaer opret, og er efter sin hele Legemsbygning bestemt til at gaae opret, og naar Dyret kun seer lige ned for sig, kunne vi see omkring os og over os, kunne betragte Himmelen med alle dens talløse Undere. Ogsaa Dyrene have Lemmer, men hvilket Dyr kan udrette det med dem, som vi kunne udrette med vore Hænder? Tænk blot paa Maleren, Kobberstikkeren, Skriveren, Bygmesteren og de mange Haandværkere og Kunstnere, der danne saa mange og kunstige Ting! — De fleste Dyr have en Stemme; men intet Dyr kan tale, d. e. udtrykke sine Tanker, Følelser og Ønsker ved Ord eller Toner, der ere forstaaelige for Andre. Papagøien, Ravnen og nogle andre Fugle lære rigtignok at efterligne Tonen af enkelte Ord, men de tænke intet derved, og lære aldrig egentlig at tale. Der gives kun faa Dyr, der blive saa gamle som Mennesket, og de fleste Dyr kunne blot leve i dette eller hiint Jordstrøg, i kolde eller varme Lande; derimod kan Mennesket boe og leve overalt paa den hele Jord. Man finder Mennesker i de hedeste og koldeste Egne, men selv Hunden, Menneskets tro Ledsager, kan ikke holde ud overalt, hvor Mennesket kan holde ud. Ogsaa Dyrene have Sandser, og hos mange Dyr ere enkelte Sandser skarpere, end Menneskets. Hunden har en finere Lugt, Haren en finere Hørelse, næsten alle Rovfugle et skarpere Syn; men Mennesket veed paa mangfoldige Maader at lette sig Brugen af sine Sandser, og har opfundet Redskaber, hvorved han rigelig erstatter hvad denne eller hiin Sands mangler i Skarphed, f. Ex. Kikkerter. De fleste Dyr ere bundne til en bestemt, eller dog nogle faa Slags, Føde; Mennesket tager sin Næring af alle Naturens Riger og tilbereder den for sig paa mangfoldige Maader. Ogsaa Dyrene besidde mange Evner og Færdigheder. De adskille de for dem spiselige Gjenstande fra andre. Nogle flyve, andre svømme eller klattre; nogle bygge sig Reder, andre gjøre sig kunstige Vaaninger i eller paa Jorden, men alle disse Færdigheder ere dem medfødte, og ved alle deres Forretninger ledes de ikke af Overlæg, men af Drivter.

75Menneskene have ligeledes Drivter. Naar vi ere hungrige eller tørstige, saa vaagner hos os Drivten til at spise og drikke; naar vi see Andre gjøre Noget, yttrer sig ofte Drivt til at efterligne; naar vi ere alene, føle vi Drivt til Selskab; naar vi føle Kjedsomhed, yttrer sig Drivt til Virksomhed. Men vi ere ikke tvungne til at følge disse Drivter; vi have Fornuft og fri Villie, og dette er Menneskets største Fortrin, der hæver ham høit over alle de øvrige Jordens Beboere. Vor Sjel, der boer i Legemet saalænge dette lever, og skiller sig fra Legemet naar Mennesker døer, kan forskaffe sig Kundskaber, kan eftertænke og overlægge, vælge og forkaste, og blive stedse forstandigere og bedre, naar dens Kræfter flittig øves, og derfor er den til; dette er dens Bestemmelse. Mennesket skal stedse blive bedre, d. e. stedse forstandigere og dydigere, og derved stedse lyksaligere her paa Jorden og i det andet Liv efter Døden.

Hvor findes et Dyr med en saa herlig Bestemmelse? — Saaledes som Bæveren for tusinde Aar siden byggede sine Huse, Bierne sine Zeller, Fuglene deres Reder, saaledes bygge de dem endnu; da derimod Mennesket lærer at gjøre Alt, hvad han frembringer, stedse fuldkomnere, og stedse opfinder nye Ting. Hvad har ikke Mennesket bragt i Stand ved Hjelp af sin Forstand, og hvad udretter han ikke endnu daglig ved den? Den stærke Hest og mange andre Dyr har han tæmmet og afrettet til sin Tjeneste; ved List og kunstige Vaaben betvinger han Løver, Tigre, Bjørne og andre glubende Dyr. Vi kunne bygge os faste Boliger, der beskytte os mod vilde Dyr, mod Kulde, Hede, Vind, Snee og Regn. Mod Havets og Flodernes Oversvømmelser bygge vi Dæmninger; for at sikkre os mod Lynilden, opreise vi Lynildafledere; vi forplante Vexter, der ere os nyttige, fra et Land til et andet; vi hente Malm frem af Jordens Skjød, rense den fra alle fremmede Bestanddele, og forarbeide Metallerne, som vi paa denne Maade erholde, til mangfoldige skjønne og nyttige Ting; vi bygge Skibe og seile med dem over de største Have, og vide ved Hjelp af Kompas og gode Søkorter at kjende os igjen, endog der, hvor vi hele Uger igjennem ikke see andet end Himmel og Hav; ja vi hæve os med lette Fartøier høit i Luften, og ville sikkerlig engang udfinde den Kunst at styre hine Luftskibe. Mennesket kan ogsaa med den største Nøiagtighed beregne Stjernernes Afstand, og Planeternes Gang. Om hvilken Eftertanke vidner ikke Bogstavskriften? den Kunst 76med saa faa Tegn at udtrykke alle Tanker og Følelser ligesaa godt som ved Sproget. —

Mennesket kan endvidere adskille hvad der er ret og uret, sandt og falskt. Han kan danne sig Begreber, thi han har Tænkeevne. Han indseer f. Ex. at der gives Ting, som han slet ikke kan undvære til sit Livs Ophold, f. Ex. Mad og Drikke, Søvn, Hvile, Bopæl, Klæder; og saaledes faaer han Begreb om Fornødenheder. Mennesket kan være opmærksomt, d. e. han kan frivillig henvende sin Erkjendelsesevne paa visse Gjenstande; han kan anstille Iagttagelser og af dem samle sig en Mængde nyttige Regler. Han seer f. Ex. at alle de Mennesker, der i deres Ungdom ikke vare flittige, bleve uvidende og aldrig ganske kunde i de sildigere Aar indhente det, de havde forsømt i Ungdommen, og han uddrager af denne Iagttagelse den Regel, at man maa omhyggeligen benytte sin Ungdomstid, dersom man ikke vil blive uvidende og uduelig. Mennesket kan foresætte sig Noget, som han vil gjøre. Det, som han vil opnaae ved sin Virksomhed, er hans Hensigt, og nu opsøger han de hensigtsmæssigste Midler, d. e. han eftertænker, hvorved han lettest og sikkerest skal opnaae sin Hensigt. Han kan gjenkalde de Forestillinger, som han engang har havt, og beholde dem — han har altsaa Erindringskraft og Hukommelse.

Iblandt de mange Mennesker, der leve paa Jorden, gives der stor Forskjel med Hensyn til Legemets Størrelse, Figur, Farve og Skjønhed. De fleste europæiske Folkeslag have en hvid Hud, langt Haar, fremstaaende Næser, og blaae, sorte eller sortbrune Øine. I Afrika have de fleste Folkeslag en sort, blød Hud, kort uldagtigt Haar, brede opstaaende Næser og tildeels tykke røde Læber. Asiens Folkeslag have mestendeels en olivenfarvet (bruungraa) Hud, Nogle ere bruungule, og Amerikanerne ere fordetmeste rødbrune eller kobberfarvede, have en slank Vext og dybt liggende Øine. De Mennesker, der boe i de koldeste Egne, ere smaae, have store Hoveder og tynde Lemmer, og ere meget hæslige, især de, der boe henimod Sydpolen. Deres Farve er mestendeels olivenbruun med en kobberagtig Glands. Menneskets sædvanlige Størrelse, naar det er udvoxet, beløber sig til 5 Fod og nogle Tommer; dog finder man dem i de koldeste Lande sjelden over 4 Fod. Enkelte Mennesker blive vel undertiden 6—8 Fod høie, dog gives der ingensteds paa Jorden et Folk, bestaaende af Kæmper eller usædvanlig store Mennesker, ligesaalidet 77som et Folk, der bestaaer af Dverge eller usædvanlig smaae Mennesker.

Ikke alle Mennesker leve som vi i ordentlige Stater, hvor Øvrighed hersker efter fastsatte Love, og hvor alle Mennesker ere inddeelte i visse Stænder, og drive visse Haandteringer. Der gives endnu Folkeslag, der ikke have faste Bopæle, ingen Øvrighed og ingen Love, som hverken saae eller plante eller samle Forraad, men opholde sig snart hist snart her, og ernære sig af Frugter, Vildt og Fisk og hvad de kunne forefinde. Man kalder dem vilde Folkeslag. Andre have vel ingen faste Bopæle, men kun Hytter og Telte, der lettelig kunne nedtages og igjen opsættes; men de ere allerede mere dannede og forstandige, efterdi de beskæftige sig med Fædrift, der fordrer nogen Eftertanke. Deres Hjorde udgjøre deres hele Rigdom, og med disse drage de did, hvor de finde de bedste Græsgange. Saadanne Folkeslag kaldes Hyrdefolk. Først naar et Folk begynder at drive Agerbrug, bliver det et dannet eller civiliseret Folk; thi denne Forretning fordrer, at flere Mennesker nedsætte sig med hverandre paa et og samme Sted og for længere Tid. Da fremkommer snart Øvrighed, Love, Kunster og Haandværker. Hvor maae vi ikke takke Gud, fordi han lod os fødes blandt et civiliseret Folk?

Vi ville nu lære at kjende det menneskelige Legeme selv noget nærmere. Kundskab derom vil opmuntre Eder til at beundre Guds Godhed og Viisdom, og til at sørge for Eders Legemes Sundhed, og sætte Eder i Stand til bedre at kunne sørge for Eders Legemes Vedligeholdelse.

Det menneskelige Legeme bestaaer af faste og flydende Dele. Det, der egentlig sammenholder og understøtter Legemet, er Knoklerne, de haardeste og fasteste Dele af Legemet, og som tillige beskytte de ædleste Indvolde. De ere, ifølge deres Bestemmelse, forskjellige i Figur, indvortes Indretning, Fasthed og Størrelse. Nogle ere langagtige eller Rørknokler, hvori Marven befinder sig. I begge Ender ere de tykkere. Man kalder disse tykkere Dele Hoveder, og disse ere løsere, og have en mere flydende Marv i deres Mellemrum. Andre Knokler ere flade.

Alle Knokler ere omgivne af en meget fast, tynd Hud, der kaldes Beenhuden. I Knoklernes indvendige Huling er en finere Hud, som man kalder Marvhuden. Af denne indsluttes Marven, der er en olieagtig Materie, som tjener 78til at give Knoklerne Smidighed og til at befordre Forbindelsen mellem deres Bestanddele. Knoklernes Antal er hos et voxent Menneske 256. Næsten alle Knokler ere i Enden forsynede med Brusk. Denne er ikke saa haard som Knoklerne, men mere elastisk og glat. Den er skinnende hvid, og har hverken Marvhud eller Marv, men er overtrukket med en Hud. I det ganske spæde Menneskelegeme er hele Beenraden bruskagtig; men efterhaanden gaaer den største Deel over til Knokler. Brusken i Ledene, i Ribbenene og ved Luftrøret letter Knoklernes Bevægelse og befæster dem stærkere. I den høie Alderdom bliver undertiden endog den Brusk til Knokler, der egentlig skulde forblive Brusk. Alle Menneskets Knokler ere paa det Hensigtsmæssigste forenede til et Heelt, der kaldes Beenraden. I Ledene findes en tynd, olieagtig Fugtighed, som man kalder Ledevand, og som holder Beenraden glat og bøielig.

Huden omgiver hele Legemet, og er en fiin Væv med mange smaae Aabninger, som kaldes Svedehuller, fordi Legemet uddunster igjennem dem. Den bestaaer af Overhuden, den almindelige Hud, Nethuden og Fedthuden. I denne Fedthud udvoxe Haarene, af smaae ægformige Rødder. Haarene ere tynde, hule, haarde, elastiske Smaarør, der ere fyldte med en Saft, ved hvis Hentørren Haaret døer. Rødderne ernære ikke alene Haaret, men de bevirke ogsaa at det voxer ud igjen, naar det afklippes. Haarets Farve er forskjellig hos de forskjellige Mennesker, og forandrer sig ogsaa hos det enkelte Menneske. Med den stigende Alder bliver det stedse mørkere, og i Alderdommen bliver det graat eller hvidt. Haarene gjøre os den Nytte, at det afsondrer en seig, fedtagtig Fugtighed, og bedækker, varmer og beskytter de under dem liggende Dele af Legemet. Derfor er ogsaa Hovedet, som den vigtigste Deel af Legemet, bedækket med den største Mængde Haar.

Overalt paa Huden findes smaae Vorter, til hvilke Følenerverne løbe, og som følgelig ere Følelsens Redskaber. Under Huden findes Kjødet, hvormed Benene ere rundtom belagte. Det bestaaer af en Mængde saftige Bundter, der kaldes Muskler og ere af forskjellig Dannelse og Størrelse, og som ere nødvendige til Legemets Bevægelse. Deres Antal er 470. De see røde ud, fordi der findes Blod i dem. Deres haarde Ender, hvormed de ere føiede til hverandre og til Benene, kaldes Sener. Naar Musklerne ved lang Anstrængelse 79og oftere Bevægelse ere udmattede, styrkes de igjen ved den velgjørende Søvn.

Sædvanlig inddeler man det hele menneskelige Legeme i Hoved, Krop og Lemmer.

73

Mennesket er den fornemste og ypperste av Guds Skabninger på jorden. Det hører til Pattedyrenes klasse, thi 74det har med hensyn til Legemets hele innretning en overmåte stor likhet med disse; allikevel finner der en stor forskjellighet sted mellom det og dyrene, og det har store og viktige fortrinn for dem. Menneskets hele skikkelse er skjønnere og edlere, enn noe Dyrs; alle dele av dets legeme er finere og kunstigere indrettede. Mennesket går opret, og er etter sin hele legemsbygning bestemt til å gå opret, og når dyret kun ser like ned for seg, kunne vi se omkring oss og over oss, kunne betrakte himmelen med alle dens talløse undere. Også dyrene har lemmer, men hvilket dyr kan utrette det med dem, som vi kunne utrette med våre hender? Tenk blot på maleren, Kobberstikkeren, skriveren, Bygmesteren og de mange håndverkere og kunstnere, der danne så mange og kunstige ting! — De fleste dyr have en stemme; men intet dyr kan tale, d. e. uttrykke sine tanker, følelser og ønsker ved ord eller toner, der er forståelige for andre. Papegøyen, Ravnen og noen andre fugler lære riktignok å etterligne tonen av enkelte ord, men de tenker intet derved, og lære aldri egentlig å tale. Der gives kun få dyr, der bli så gamle som mennesket, og de fleste dyr kunne blot leve i dette eller hint Jordstrøg, i kalde eller varme land; derimot kan mennesket bo og leve overalt på den hele jord. Man finner mennesker i de heteste og kaldeste Egne, men selv hunden, Menneskets tro ledsager, kan ikke holde ut overalt, hvor mennesket kan holde ut. Også dyrene har sanser, og hos mange dyr er enkelte sanser skarpere, enn Menneskets. Hunden har en finere lukt, haren en finere hørsel, nesten alle rovfugler et skarpere syn; men mennesket vet på mangfoldige måter å lette seg bruken av sine sanser, og har oppfunnet redskaper, hvorved han rikelig erstatter hva denne eller hin Sands mangler i skarphet, f. Ex. Kikkerter. De fleste dyr er bundne til en bestemt, eller dog noen få Slags, føde; Mennesket tar sin næring av alle Naturens riker og tilbereder den for seg på mangfoldige måter. Også dyrene besitte mange evner og ferdigheter. De adskille de for dem spiselige gjenstander fra andre. Noen flyve, andre svømme eller klatre; noen bygge seg reder, andre gjøre seg kunstige våninger i eller på jorden, men alle disse ferdigheter er dem medfødte, og ved alle deres forretninger ledes de ikke av overlegg, men av drifter.

75Menneskene har likeledes drifter. Når vi er hungrige eller tørstige, så våkner hos oss Drivten til å spise og drikke; når vi ser andre gjøre Noget, yttrer seg ofte Drivt til å etterligne; når vi er alene, føler vi Drivt til selskap; når vi føler kjedsomhet, yttrer seg Drivt til virksomhet. Men vi er ikke tvungne til å følge disse drifter; vi har fornuft og fri vilje, og dette er Menneskets største fortrinn, der hever ham høyt over alle de øvrige Jordens beboere. Vår sjel, der boer i Legemet så lenge dette lever, og skiller seg fra Legemet når mennesker dør, kan forskaffe seg kunnskaper, kan ettertenke og overlegge, velge og forkaste, og bli stedse forstandigere og bedre, når dens krefter flittig øves, og derfor er den til; dette er dens bestemmelse. Mennesket skal stedse bli bedre, d. e. stedse forstandigere og dydigere, og derved stedse lyksaligere her på jorden og i det andre Liv etter døden.

Hvor finnes et dyr med en så herlig bestemmelse? — Således som beveren for tusen år siden bygde sine hus, biene sine celler, fuglene deres reder, således bygge de dem ennå; da derimot mennesket lærer å gjøre alt, hva han frembringer, stedse fuldkomnere, og stedse oppfinner nye ting. Hva har ikke mennesket brakt i stand ved hjelp av sin forstand, og hva utretter han ikke ennå daglig ved den? Den sterke hest og mange andre dyr har han temmet og avrettet til sin tjeneste; ved list og kunstige våpen betvinger han løver, tigre, Bjørne og andre glupende dyr. Vi kunne bygge oss faste boliger, der beskytte oss mot ville dyr, mot kulde, Hede, vind, snø og Regn. Mot Havets og Flodernes oversvømmelser bygger vi demninger; for å sikre oss mot Lynilden, oppreiser vi Lynildafledere; vi forplante vekster, der er oss nyttige, fra et land til et annet; vi hente Malm frem av Jordens Skjød, rense den fra alle fremmede bestanddeler, og forarbeide metallene, som vi på denne måte erholde, til mangfoldige skjønne og nyttige ting; vi bygger skip og seile med dem over de største Have, og vide ved hjelp av kompass og gode sjøkort å kjenne oss igjen, endog der, hvor vi hele uker igjennom ikke se annet enn himmel og hav; ja vi hever oss med lette fartøyer høyt i luften, og ville sikkerlig engang udfinde den kunst å styre hine luftskip. Mennesket kan også med den største nøyaktighet beregne Stjernernes avstand, og Planeternes gang. Om hvilken ettertanke vitner ikke bokstavskriften? den kunst 76med så få tegn å uttrykke alle tanker og følelser likeså godt som ved språket. —

Mennesket kan endvidere adskille hva der er rett og urett, sandt og falskt. Han kan danne seg begreper, thi han har tenkeevne. Han innser f. Ex. at der gives ting, som han slett ikke kan unnvære til sitt Livs Ophold, f. Ex. Mat og drikke, søvn, hvile, bopel, klær; og således får han begrep om fornødenheter. Mennesket kan være oppmerksomt, d. e. han kan frivillig henvende sin erkjennelsesevne på visse gjenstander; han kan anstille iakttakelser og av dem samle seg en mengde nyttige regler. Han ser f. Ex. at alle de mennesker, der i deres ungdom ikke vare flittige, ble uvitende og aldri ganske kunne i de sildigere år innhente det, de hadde forsømt i ungdommen, og han uddrager av denne iakttakelse den regel, at man må omhyggelig benytte sin ungdomstid, dersom man ikke vil bli uvitende og udugelig. Mennesket kan foresætte seg Noget, som han vil gjøre. Det, som han vil oppnå ved sin virksomhet, er hans hensikt, og nå oppsøker han de hensigtsmæssigste midler, d. e. han eftertænker, hvorved han lettest og sikrest skal oppnå sin hensikt. Han kan gjenkalle de forestillinger, som han engang har hatt, og beholde dem — han har altså Erindringskraft og hukommelse.

Iblant de mange mennesker, der leve på jorden, gives der stor forskjell med hensyn til Legemets størrelse, Figur, farge og skjønnhet. De fleste europeiske folkeslag have en hvit hud, langt hår, fremstående neser, og blåe, sorte eller svartbrune øyne. I Afrika har de fleste folkeslag en sort, bløt hud, kort uldagtigt hår, brede oppstående neser og til dels tykke røde lepper. Asiens folkeslag have mestendeels en olivenfarget (brungrå) hud, Nogle er brungule, og amerikanerne er for det meste rødbrune eller kobberfargede, have en slank vekst og dypt liggende øyne. De mennesker, der bo i de kaldeste Egne, er små, have store hoder og tynne lemmer, og er meget heslige, især de, der bo henimot Sydpolen. Deres farge er mestendeels olivenbrun med en kobberagtig glans. Menneskets sedvanlige størrelse, når det er utvokst, beløper seg til 5 fot og noen tommer; dog finner man dem i de kaldeste land sjelden over 4 fot. Enkelte mennesker bli vel undertiden 6—8 fot høye, dog gives der ingensteds på jorden et folk, bestående av kjemper eller usedvanlig store mennesker, ligesaalidet 77som et folk, der består av dverger eller usedvanlig små mennesker.

Ikke alle mennesker leve som vi i ordentlige stater, hvor øvrighet hersker etter fastsatte Love, og hvor alle mennesker er inndelte i visse stender, og drive visse håndteringer. Der gives ennå folkeslag, der ikke have faste bopeler, ingen øvrighet og ingen Love, som hverken så eller plante eller samle forråd, men oppholde seg snart hist snart her, og ernære seg av frukter, vilt og fisk og hva de kunne forefinne. Man kaller dem ville folkeslag. Andre have vel ingen faste bopeler, men kun hytter og Telte, der lettelig kunne nedtages og igjen oppsettes; men de er allerede mer dannede og forstandige, efterdi de beskæftige seg med fedrift, der fordrer noen ettertanke. Deres hjorder utgjøre deres hele rikdom, og med disse dra de dit, hvor de finner de beste Græsgange. Sådanne folkeslag kalles Hyrdefolk. Først når et folk begynner å drive Agerbrug, blir det et dannet eller sivilisert folk; thi denne forretning fordrer, at flere mennesker nedsette seg med hverandre på et og samme sted og for lenger tid. Da fremkommer snart øvrighet, Love, kunster og håndverker. Hvor må vi ikke takke Gud, fordi han lot oss fødes blant et sivilisert folk?

Vi ville nå lære å kjenne det menneskelige legeme selv noe nærmere. Kunnskap derom vil oppmuntre Eder til å beundre Guds Godhed og visdom, og til å sørge for Eders Legemes sunnhet, og sette Eder i stand til bedre å kunne sørge for Eders Legemes Vedligeholdelse.

Det menneskelige legeme består av faste og flytende dele. Det, der egentlig sammenholder og understøtter Legemet, er knoklene, de hårdeste og fasteste dele av Legemet, og som tillike beskytte de edleste innvoller. De er, ifølge deres bestemmelse, forskjellige i Figur, innvortes innretning, fasthet og størrelse. Noen er langaktige eller Rørknokler, hvori margen befinner seg. I begge ender er de tykkere. Man kaller disse tykkere dele hoder, og disse er løsere, og have en mer flytende marg i deres mellomrom. Andre Knokler er flate.

Alle Knokler er omgitte av en meget fast, tynn hud, der kalles benhuden. I Knoklernes innvendige Huling er en finere hud, som man kaller Marvhuden. Av denne indsluttes margen, der er en oljeaktig materie, som tjener 78til å gi knoklene smidighet og til å befordre forbindelsen mellom deres bestanddeler. Knoklernes antall er hos et voksent menneske 256. Nesten alle Knokler er i enden forsynede med brusk. Denne er ikke så hard som knoklene, men mer elastisk og glatt. Den er skinnende hvit, og har hverken Marvhud eller marg, men er overtrukket med en hud. I det ganske spede Menneskelegeme er hele Beenraden bruskagtig; men etterhånden går den største del over til Knokler. Brusken i ledene, i ribbenene og ved luftrøret letter Knoklernes bevegelse og befester dem sterkere. I den høye alderdom blir undertiden endog den brusk til Knokler, der egentlig skulle forbli brusk. Alle Menneskets Knokler er på det Hensigtsmæssigste forenede til et helt, der kalles Beenraden. I ledene finnes en tynn, oljeaktig fuktighet, som man kaller Ledevand, og som holder Beenraden glatt og bøyelig.

Huden omgiver hele Legemet, og er en fin vev med mange små åpninger, som kalles Svedehuller, fordi Legemet uddunster igjennom dem. Den består av overhuden, den alminnelige hud, netthuden og Fedthuden. I denne Fedthud udvoxe hårene, av små ægformige røtter. Hårene er tynne, hule, harde, elastiske smårør, der er fylte med en saft, ved hvis Hentørren håret dør. Røttene ernære ikke alene håret, men de bevirke også at det vokser ut igjen, når det afklippes. Hårets farge er forskjellig hos de forskjellige mennesker, og forandrer seg også hos det enkelte menneske. Med den stigende alder blir det stedse mørkere, og i alderdommen blir det grått eller hvitt. Hårene gjøre oss den nytte, at det avsondrer en seig, fedtagtig fuktighet, og bedekker, varmer og beskytter de under dem liggende dele av Legemet. Derfor er også hodet, som den viktigste del av Legemet, bedekket med den største mengde hår.

Overalt på huden finnes små vorter, til hvilke følenervene løpe, og som følgelig er Følelsens redskaper. Under huden finnes kjøttet, hvormed Benene er rundt om belagte. Det består av en mengde saftige bunter, der kalles muskler og er av forskjellig dannelse og størrelse, og som er nødvendige til Legemets bevegelse. Deres antall er 470. De se røde ut, fordi der finnes blod i dem. Deres harde ender, hvormed de er føyet til hverandre og til Benene, kalles sener. Når musklene ved lang anstrengelse 79og oftere bevegelse er utmattede, styrkes de igjen ved den velgjørende søvn.

Sedvanlig inndeler man det hele menneskelige legeme i hode, kropp og lemmer.