69

Omendskjøndt Jorden kun er en meget liden Deel af Verden, har den alligevel en meget stor Udstrækning, hvilket man allerede kan slutte deraf, at man hører tale om de mange Lande og store Riger, som findes paa den. Dens Omkreds er 5400 Mile. Vanskeligere er det at bestemme hvilken Skikkelse den har, efterdi vi blot kunne oversee en meget liden Deel af den. Naar vi staae paa et høit Bjerg eller Taarn, hvorfra vi have fri Udsigt til alle Sider, forekommer Jorden os bestandig rund, og heraf kunde vi allerede slutte, at den er rund som en Kugle. Men der gives endnu tydeligere Beviser herfor. Af en Legemes Skygge kan man ofte med temmelig Vished kjende, om det er rundt eller bredt, eller kantet, og naar Skyggen af et Legeme stedse, saa ofte den viser sig, seer rund ud, saa kunne vi ikke mere tvivle om, at jo Legemet ogsaa er rundt. En Maaneformørkelse er intet Andet end Jordens Skygge, som falder paa Maanen, naar Jorden staaer i lige Linie mellem den og Solen. Nu har man ved Maaneformørkelser aldrig fundet Jordens Skygge anderledes end rund, følgelig maa Jorden selv have Skikkelse af en Kugle. Paa et rundt Legeme eller en Kugle kan man, ved at følge samme Retning, komme rundt omkring. Derfor kan man reise fra sit Hjem bestandig i Vest, og kommer tilsidst tilbage igjen fra den modsatte Side eller i Øst. Dette er allerede ofte gjort, og første Gang for 300 Aar siden af Ferdinand Magellan, som i Aaret 1520 reiste bestandig i Vest, og hvis Ledsagere (han selv døde underveis) 3 Aar efter kom tilbage til deres Fædreland 70i Øst. Af disse og flere Grunde er det beviist, at Jorden er en meget stor Kugle, men ujevn formedelst de mange Bjerge, der i Forhold til Jordkuglen alligevel ikke ere mere, end smaae Sandskorn paa en Keglekugle.

Man har eftergjort Jorden i det Smaa. Man har gjort en Kugle og aftegnet Jordens Lande og Vande derpaa. En saadan Kugle kaldes Globus eller kunstig Jordkugle. Man har ogsaa aftegnet de to Halvdele af Jordkuglen paa en lige Flade, og kaldet disse Afbildninger Planiglober. Saadanne Billeder har man ogsaa forfærdiget af enkelte Jorddele og Lande, og kaldet dem Landkort.

Jorden modtager Lys og Varme fra Solen. Paa den ene Side af Jorden, som er vendt mod Solen, er det Dag, paa den anden, der staaer i Skygge, er det Nat. Dersom Jorden stod ubevægelig, maatte der paa den Side, der vendte mod Solen, være bestandig Dag og paa den anden bestandig Nat; men nu afvexler Dag og Nat regelmæssig med hinanden i Løbet af 24 Timer, i hvilken Tid Jorden dreier sig rundt om sin egen Axel. Dette kaldes den daglige Bevægelse, og i 365 saadanne Omdreininger fuldender den sin Bane eller Gang om Solen, hvilket kaldes et Aar. Ved Jordaxelen forstaaer man en lige Linie eller en Stang, som man tænker sig stukken midt igjennem Jorden, og om hvilken Jorden dreier sig som et Hjul om sin Axel, hvilken er 1719 Mile lang. De yderste Punkter af denne Axel kaldes Poler, af hvilke den, der vender mod Syd, kaldes Sydpolen, og den anden, der vender mod Nord, kaldes Nordpolen. Midt imellem disse 2 Poler tænker man sig om hele Jorden en Linie, som kaldes Æqvator. Denne Linie deler Jorden i den nordlige og sydlige Halvkugle. Foruden Æqvator har man paa begge Sider af samme draget endnu 2 Linier paa de kunstige Jordkugler og Korter. De staae ligelangt borte fra Æqvator, og kaldes Vendekredse; den nordlige kaldes Krebsens og den sydlige kaldes Steenbukkens Vendekreds. Mellem disse og Polerne har man endnu trukket 2 Kredse, den nordlige og sydlige Polarkreds. Vendekredsene kaldes saaledes, fordi Solen, under Jordens aarlige Gang omkring den, aldrig kommer længere Nord, end til Krebsens, og aldrig længere Syd, end til Steenbukkens Vendekreds, idet den ligesom vender om igjen, naar den har naaet en af disse Kredse.

Ikke overalt paa Jorden er der lige varmt og lige koldt. De Lande, der ligge imellem Vendekredsene og Æqvator, ere 71de varmeste. Istedetfor at det sneer og fryser hos os om Vinteren, indtræder den der blot som en Regntid. Denne Deel af Jorden kaldes den hede Zone eller det hede Jordstrøg. I de Lande, der ligge imellem Vendekredsene og Polarkredsene, er det noget koldere. Disse Jordstrøg kaldes de tempererede Jordstrøg, hvoraf der altsaa gives et nordligt og et sydligt. Jo nærmere Landene ligge Polarkredsene, desto koldere og længere er Vinteren i dem. Hiinsides Polarkredsene ligetil Polerne strækker sig endelig den nordlige og sydlige kolde Zone, i hvis Lande Vinteren er meget lang og Sommeren ganske kort. Omkring Polerne findes alene umaalelige, evigvarende Iissletter og Iisbjerge. — Den runde Kreds, hvor Himmelen og Jorden synes at berøre hinanden, kalde vi Horizont eller Synskreds og i denne lægge vi Mærke til de 4 Himmelegne: Nord, Syd, Øst og Vest. Den Kant, hvor Solen, naar Nat og Dag ere lige lange, staaer op, kaldes Østen, der, hvor den staaer høiest, Syden, og den Egn, hvor den gaaer ned, Vesten.

Jorden har sit Navn af dens vigtigste Bestanddeel —Jord.— Vi kjende næsten Intet af Jorden undtagen dens Overflade, der bestaaer af tørt Land og Vand. Kun den tredie Deel er Land, Resten er skjult med Vand.

Landet bestaaer af Dale, Sletter og Bjerge. Smaae Forhøininger kalder man Høie, og Fordybningerne mellem Bjergene kaldes Dale. Alle store Bjergkjæder paa Jorden hænge sammen med hverandre, og om endog en saadan Række af Bjerge synes at ende ved Havets Bred, hvor den sædvanlig strækker sig langt ud i Havet og kaldes da Forbjerg, saa gaaer den dog videre under Vandet, hvilket bevises ved Øerne, der ikke er andet, end Bjergspidser, der rage frem af Vandet. En Ø kalder man nemlig et Stykke Land, der rundt om er omgivet med Vand. Hænger det endnu paa een Side sammen med det faste Land, kaldes det en Halvøe. Et smalt Stykke Land, der strækker sig ud i Vandet, kaldes en Landtunge, og et smalt Stykke Land, der forbinder to faste Lande med hverandre, kaldes en Jordtange.

Blandt Bjergene ere de ildsprudende, der ogsaa kaldes Vulkaner, de mærkværdigste. Der gives mange af dem rundt omkring paa Jorden. Oventil have disse Bjerge en Aabning eller Svælg, der kaldes Krater. Naar der af dette Svælg opstiger blot Røg, er Bjerget roligt; er det derimod nær ved et Udbrud, da hører man en Bragen inde i Bjerget lig Torden; hele Egnen bæver, og der opstiger en Ildstøtte 72af Bjerget. Ofte udkaster dette en uhyre Mængde Aske og Stene og overøser dermed hele Landskaber, og af Krateren udvælder en gloende Materie, Lava, der flyder ned af Bjerget og oversvømmer ofte hele Egne, hvorved Alt, hvad der ikke kan føres bort, bliver ødelagt. De mærkeligste ildsprudende Bjerge i Europa ere: Ætna paa Sicilien, Vesuv i Italien, og Hekla og Krabla paa Island.

De høieste Bjerge paa Jorden findes i Asien og Amerika. Bjergene deles i Urbjerge, der mestendeels bestaae af Granit eller Graasteen, der er den fasteste Steen, og Fløtsbjerge, der fordetmeste bestaaer af Lag af Skifer og Kalksteen. I disse findes de fleste Metaller.

Vandet er deels samlet i Havet, der næsten skjuler 2/3 af Jorden, deels falder det ned af Luften som Regn, Snee og Hagel, eller og udspringer det af Jorden i Kilder, og flyder ud i Havet. En Kilde kalder man det Vand, der ved egen Kraft springer frem af Jorden. Flyder dette Vand videre, kaldes det en Bæk; flere Bække, der forene sig, danne en Elv eller Flod, der omsider rinder ud i Havet. Hovedfloder kalder man saadanne, der løbe igjennem en betydelig Deel af Landet eller og gjennem flere Lande, og optage de mindre Floder, der kaldes Bifloder. Naar en Elv eller Flod er saa dyb, at man kan befare den med Skibe eller store Fartøier, da er den seilbar. Den Fordybning, hvori Vandet i en Flod rinder, kaldes Flodseng; Randen af denne kaldes Bred, men ved Havet Kyst eller Strand. I mange Floder findes der Steder, hvor Vandet styrter fra en steil Høide ned i Dybet; disse Steder kalder man Fosser eller Vandfald, f. Ex. Sarpen i Smaalehnene, Riukan i Tellemarken, Vøringfossen i Bergens- og Fiskumfossen i Throndhjems Stift.

Ikke alle Floder løbe ud i Havet. I de store sandige Sletter i nogle Egne af Jorden, som man kalder Stepper, tabe Floderne sig i Sandet og naae ikke Havet; disse kaldes Steppefloder. Indsøer ere det samme paa Landet som Øerne i Havet, altsaa Samlinger af Vand, der rundt om ere omgivne med Land, med Undtagelse af de Floder, der løbe ud i dem eller af dem. De fremkomme enten af Floder, der hindres i deres Løb af Landet, eller af Kilder, der ligge saa dybt, at deres Vand først maa naae en vis Høide og udbrede sig, førend det finder Udløb.

Vandet er i et bestandigt Kredsløb. Hele Havet, alle Søer og Floder uddunste uophørlig; Dunsterne samle sig til 73Skyer; disse falde ned igjen som Regn, Snee og Hagel, og herved vedligeholdes Kilderne, der igjen sende deres Vand i Havet. Baade Jorden og Vexterne og de øvrige Skabninger, som Vandet giver Drikke, uddunste bestandig.

Kilde- og Flodvandet kalder man sødt Vand, til Forskjel fra Havvandet, der er salt og har en bitter, ubehagelig Smag. Det rene Vand har hverken Lugt, Smag eller Farve. Der gives Kilder, der komme ganske hede ud af Jorden, varme Bade, og andre, hvis Vand indeholder Salt eller andre mineralske Dele, og disse kaldes Saltkilder og Sundhedsbrønde.

Den Deel af Havet, der er sammentrængt mellem to nær ved hinanden liggende Lande, kaldes et Stræde eller Sund, eller og, naar den er lang, en Kanal. Naar en Deel af Havet er Halvparten eller mere omgivet med Land, kalder man det en Havbugt, naar den er stor og har et vidt Indløb; den mindre Havbugt kaldes Fjord, Viig. Disse Bugter ere de bedste Havne, d. e. Steder, hvor Skibene kunne ligge sikkre for Storme.

Det faste Land paa Jorden har man inddeelt i 5 store Dele, som man kalder Jorddele. Paa den ene Halvkugle ligger Europa, den mindste og meest opdyrkede Jorddeel, som vi beboe, Asien, Afrika og en Deel af Australien eller Sydindien, der bestaaer af lutter Øer; paa den anden Halvkugle ligger, foruden de Øer, der høre til Australien, Amerika, der blev opdaget af Christopher Kolumbus den 11te October 1492.

Det hele aabne Hav, der ikke er indsluttet af Lande, kalder man Oceanet eller Verdenshavet, hvilket, ligesom det faste Land, er inddeelt i fem Hoveddele. Ved Havet bemærke vi, at det regelmæssig til visse Tider og paa visse Steder stiger, og efter 6—9 Timers Forløb falder. Naar det stiger, kaldes det Flod, og, naar det falder, Ebbe, og denne Forandring tilskrives Maanens Indflydelse. Denne Havets Bevægelse, saavelsom Strømmene, der findes i mange Have, hindrer Havvandet fra at forraadne. I Havet findes endvidere hyppig Klipper og Sandbanker.

69

Omendskjøndt jorden kun er en meget liten del av verden, har den allikevel en meget stor utstrekning, hvilket man allerede kan slutte derav, at man hører tale om de mange land og store riker, som finnes på den. Dens omkrets er 5400 mil. Vanskeligere er det å bestemme hvilken skikkelse den har, efterdi vi blot kunne overse en meget liten del av den. Når vi står på et høyt Bjerg eller tårn, hvorfra vi har fri utsikt til alle sider, forekommer jorden oss bestandig rund, og heraf kunne vi allerede slutte, at den er rund som en kule. Men der gives enda tydeligere Beviser herfor. Av en Legemes skygge kan man ofte med temmelig visshet kjenne, om det er rundt eller bredt, eller kantet, og når skyggen av et legeme stedse, så ofte den viser seg, ser rund ut, så kunne vi ikke mer tvivle om, at jo Legemet også er rundt. En måneformørkelse er intet annet enn Jordens skygge, som faller på månen, når jorden står i lige linje mellom den og solen. Nå har man ved måneformørkelser aldri funnet Jordens skygge annerledes enn rund, følgelig må jorden selv have skikkelse av en kule. På et rundt legeme eller en kule kan man, ved å følge samme retning, komme rundt omkring. Derfor kan man reise fra sitt hjem bestandig i vest, og kommer til sist tilbake igjen fra den motsatte side eller i øst. Dette er allerede ofte gjort, og første gang for 300 år siden av Ferdinand Magellan, som i året 1520 reiste bestandig i vest, og hvis ledsagere (han selv døde underveis) 3 år etter kom tilbake til deres fedreland 70i øst. Av disse og flere grunner er det bevist, at jorden er en meget stor kule, men ujevn formedelst de mange Bjerge, der i forhold til jordkulen allikevel ikke er mer, enn små Sandskorn på en kjeglekule.

Man har ettergjort jorden i det Smaa. Man har gjort en kule og avtegnet Jordens land og Vande derpå. En sådan kule kalles Globus eller kunstig Jordkugle. Man har også avtegnet de to halvdeler av jordkulen på en lige flate, og kalt disse avbildninger Planiglober. Sådanne Billeder har man også forferdiget av enkelte jorddeler og land, og kalt dem landkart.

Jorden modtager lys og varme fra solen. På den ene side av jorden, som er vendt mot solen, er det Dag, på den annen, der står i skygge, er det natt. Dersom jorden stod ubevegelig, måtte der på den side, der vendte mot solen, være bestandig Dag og på den annen bestandig natt; men nå avveksler Dag og natt regelmessig med hinannen i løpet av 24 Timer, i hvilken tid jorden dreier seg rundt om sin egen Axel. Dette kalles den daglige bevegelse, og i 365 sådanne omdreininger fullender den sin bane eller gang om solen, hvilket kalles et år. Ved Jordaxelen forstår man en lige linje eller en Stang, som man tenker seg stukket midt igjennom jorden, og om hvilken jorden dreier seg som et hjul om sin Axel, hvilken er 1719 mil lang. De ytterste punkter av denne Axel kalles poler, av hvilke den, der vender mot Syd, kalles Sydpolen, og den annen, der vender mot nord, kalles Nordpolen. Midt imellom disse 2 poler tenker man seg om hele jorden en linje, som kalles ekvator. Denne linje deler jorden i den nordlige og sydlige halvkule. Foruten ekvator har man på begge sider av samme draget ennå 2 linjer på de kunstige Jordkugler og Korter. De stå like langt borte fra ekvator, og kalles vendekretser; den nordlige kalles Krebsens og den sydlige kalles steinbukkens vendekrets. Mellom disse og polene har man ennå trukket 2 Kredse, den nordlige og sydlige Polarkreds. Vendekretsene kalles således, fordi solen, under Jordens årlige gang omkring den, aldri kommer lenger nord, enn til Krebsens, og aldri lenger Syd, enn til steinbukkens vendekrets, idet den likesom vender om igjen, når den har nået en av disse Kredse.

Ikke overalt på jorden er der like varmt og like kaldt. De land, der ligge imellom vendekretsene og ekvator, er 71de varmeste. I stedet for at det snør og fryser hos oss om vinteren, inntrer den der blot som en regntid. Denne del av jorden kalles den hete sone eller det hede Jordstrøg. I de land, der ligge imellom vendekretsene og Polarkredsene, er det noe kaldere. Disse Jordstrøg kalles de tempererede Jordstrøg, hvorav der altså gives et nordlig og et sydligt. Jo nærmere landene ligge Polarkredsene, desto kaldere og lenger er vinteren i dem. Hinsides Polarkredsene ligetil polene strekker seg endelig den nordlige og sydlige kalde sone, i hvis land vinteren er meget lang og sommeren ganske kort. Omkring polene finnes alene umålelige, evigvarende Iissletter og Iisbjerge. — Den runde krets, hvor himmelen og jorden synes å berøre hinannen, kaller vi horisont eller synskrets og i denne legger vi merke til de 4 Himmelegne: Nord, Syd, øst og vest. Den Kant, hvor solen, når natt og Dag er like lange, står opp, kalles Østen, der, hvor den står høyest, Syden, og den Egn, hvor den går ned, Vesten.

Jorden har sitt navn av dens viktigste bestanddel —jord.— Vi kjenner nesten intet av jorden unntagen dens overflate, der består av tørt land og vann. Kun den tredje del er land, resten er skjult med vann.

Landet består av daler, sletter og Bjerge. Små forhøyninger kaller man Høye, og fordypningene mellom Bjergene kalles daler. Alle store Bjergkjæder på jorden henge sammen med hverandre, og om endog en sådan rekke av Bjerge synes å ende ved Havets bred, hvor den sedvanlig strekker seg langt ut i havet og kalles da Forbjerg, så går den dog videre under vannet, hvilket bevises ved øyene, der ikke er annet, enn Bjergspidser, der rage frem av vannet. En Ø kaller man nemlig et stykke land, der rundt om er omgivet med vann. Henger det ennå på een side sammen med det faste land, kalles det en halvøy. Et smalt stykke land, der strekker seg ut i vannet, kalles en landtunge, og et smalt stykke land, der forbinder to faste land med hverandre, kalles en Jordtange.

Blant Bjergene er de ildsprutende, der også kalles vulkaner, de mærkværdigste. Der gives mange av dem rundt omkring på jorden. Oventil have disse Bjerge en åpning eller svelg, der kalles krater. Når der av dette svelg opstiger blot Røg, er Bjerget rolig; er det derimot nær ved et utbrudd, da hører man en Bragen inne i Bjerget lig torden; hele Egnen bever, og der opstiger en ildstøtte 72av Bjerget. Ofte utkaster dette en uhyre mengde aske og Steiner og overøser dermed hele landskaper, og av Krateren udvælder en gloende materie, lava, der flyter ned av Bjerget og oversvømmer ofte hele Egne, hvorved alt, hva der ikke kan føres bort, blir ødelagt. De merkeligste ildsprutende Bjerge i Europa er: Ætna på Sicilien, Vesuv i Italien, og Hekla og Krabla på Island.

De høyeste Bjerge på jorden finnes i Asien og Amerika. Bjergene deles i Urbjerge, der mestendeels bestå av granitt eller gråstein, der er den fasteste Steen, og Fløtsbjerge, der for det meste består av lag av skifer og kalkstein. I disse finnes de fleste metaller.

Vannet er dels samlet i havet, der nesten skjuler 2/3 av jorden, dels faller det ned av luften som Regn, snø og Hagel, eller og udspringer det av jorden i kilder, og flyter ut i havet. En Kilde kaller man det vann, der ved egen kraft springer frem av jorden. Flyter dette vann videre, kalles det en bekk; flere bekker, der forene seg, danne en elv eller Flod, der omsider rinner ut i havet. Hovedfloder kaller man sådanne, der løpe igjennom en betydelig del av landet eller og gjennom flere land, og oppta de mindre Floder, der kalles Bifloder. Når en elv eller Flod er så dyp, at man kan befare den med skip eller store fartøyer, da er den seilbar. Den fordypning, hvori vannet i en Flod rinner, kalles Flodseng; Randen av denne kalles bred, men ved havet kyst eller Strand. I mange Floder finnes der steder, hvor vannet styrter fra en steil høyde ned i dypet; disse steder kaller man fosser eller vannfall, f. Ex. Sarpen i Smaalehnene, Riukan i Tellemarken, Vøringfossen i Bergens- og Fiskumfossen i Throndhjems Stift.

Ikke alle Floder løpe ut i havet. I de store sandige sletter i noen Egne av jorden, som man kaller stepper, tape flodene seg i Sandet og nåe ikke havet; disse kalles Steppefloder. Innsjøer er det samme på landet som øyene i havet, altså samlinger av vann, der rundt om er omgitte med land, med unntakelse av de Floder, der løpe ut i dem eller av dem. De fremkomme enten av Floder, der hindres i deres løp av landet, eller av kilder, der ligge så dypt, at deres vann først må nåe en viss høyde og utbre seg, før det finner utløp.

Vannet er i et bestandig kretsløp. Hele havet, alle Søer og Floder uddunste uopphørlig; Dunstene samle seg til 73skyer; disse falle ned igjen som Regn, snø og Hagel, og herved vedlikeholdes kildene, der igjen sende deres vann i havet. Både jorden og vekstene og de øvrige skapninger, som vannet giver drikke, uddunste bestandig.

Kilde- og flodvannet kaller man søtt vann, til forskjell fra havvannet, der er salt og har en bitter, ubehagelig smak. Det rene vann har hverken lukt, smak eller farge. Der gives kilder, der komme ganske hede ut av jorden, varme Bade, og andre, hvis vann inneholder salt eller andre mineralske dele, og disse kalles saltkilder og Sundhedsbrønde.

Den del av havet, der er sammentrengt mellom to nær ved hinannen liggende land, kalles et Stræde eller Sund, eller og, når den er lang, en kanal. Når en del av havet er halvparten eller mer omgivet med land, kaller man det en havbukt, når den er stor og har et vidt innløp; den mindre havbukt kalles fjord, Viig. Disse bukter er de beste Havne, d. e. Steder, hvor skipene kunne ligge sikre for Storme.

Det faste land på jorden har man inndelt i 5 store dele, som man kaller jorddeler. På den ene halvkule ligger Europa, den minste og mest oppdyrkede jorddel, som vi beboe, Asien, Afrika og en del av Australien eller Sydindien, der består av lutter øyer; på den annen halvkule ligger, foruten de øyer, der høre til Australien, Amerika, der ble oppdaget av Christopher Kolumbus den 11te oktober 1492.

Det hele åpne hav, der ikke er innesluttet av land, kaller man oseanet eller verdenshavet, hvilket, likesom det faste land, er inndelt i fem hoveddeler. Ved havet bemerker vi, at det regelmessig til visse tider og på visse steder stiger, og etter 6—9 Timers forløp faller. Når det stiger, kalles det Flod, og, når det faller, Ebbe, og denne forandring tilskrives månens innflytelse. Denne Havets bevegelse, saavelsom strømmene, der finnes i mange Have, hindrer havvannet fra å forråtne. I havet finnes endvidere hyppig klipper og sandbanker.