Ved Verden eller Verdensbygningen forstaae vi ikke blot vor Jord; Solen, Maanen, Jorden og alle de utallige Stjerner kaldes tilsammen Verden. Vor Jord er kun en liden Deel af disse utallige og umaalelig store Guds Gjerninger. Stjernerne, der ligeledes ere store Legemer og Kloder, vise sig i klare Nætter, paa Grund af deres lange Frastand fra os, som smaae lysende Prikker, og de fleste af dem ere over hundrede tusinde Gange større, end vor Jord, og sandsynligviis ligesom denne beboede af levende Skabninger.
Den store blaa Hvælving, som vi paa skyfrie Dage see over os, og som vi kalde Himmel, er et umaalelig stort Rum, hvori Solen, Maanen og alle hine utallige Stjerner alene ved Guds ubegribelige Almagt fastholdes, svæve og bevæge sig imellem hverandre efter de Love, som Guds uendelige Viisdom fastsatte.
De mange Stjerner, som vi om Natten see paa Himmelen, ere, paa nogle faa nær, lutter Sole eller Fixstjerner, d. e. Stjerner, der have sit Lys i sig selv, og ikke forandre deres Plads paa Himmelen. Det er umuligt at tælle dem, og den største Deel af dem kunne vi ikke engang see med blotte Øine; men med Kikkerter, ved hvis Hjelp man kan see meget langt og tydeligt, har man opdaget, at endog det lyse Strøg, der gaaer tversover hele Himmelen og som vi kalde Melkeveien, bestaaer af lutter Stjerner, der staae tæt ved hverandre.
For imidlertid at erholde en Oversigt over den hele Himmelens 67Hær, har man fordeelt Stjernerne i visse Billeder og kommet Forstanden til Hjelp derved, at man har forestillet sig lutter Figurer paa Himmelen, dannede af de forskjellige Stjerner. De mærkeligste Stjernebilleder danne den saakaldte Dyrekreds, der er draget omkring den hele Himmel og netop i den Retning, hvori vi see Solen gaae, saa at Dyrekredsen betegner Solbanen. Den indeholder følgende 12 Stjernebilleder, der tillige findes i Almanakken: Vædderen, Tyren, Tvillingerne, Krebsen, Løven, Jomfruen, Vægten, Skorpionen, Skytten, Steenbukken, Vandmanden, Fiskene. Den store og den lille Bjørn, af hvilke den første ogsaa kaldes Karlsvognen, Syvstjernen, Orion, o. fl. ere bekjendte Stjernebilleder.
Mærkeligst er imidlertid for os den store Stjerne, der giver os Lys og Varme, og som vi kalde Solen. Den er det Middelpunkt, om hvilket, foruden flere andre Planeter eller Vandrestjerner med deres Maaner, ogsaa vor Jord regelmæssig bevæger sig, og det i et Tidsrum af 365 Dage og 6 Timer. Den er uhyre stor, thi man har beregnet, at man kunde danne een Million, fire hundrede og fire og tredive tusinde ottehundrede og syv og tredsindstyve saadanne Kugler af den, som vor Jord, eller med andre Ord: den er 1,434,867 Gange større end Jorden. Alligevel forekommer dette uhyre Legeme os saa lidet, fordi det er over 20 Millioner Mile borte fra os. Skulde en Kanonkugle, der flyver 600 Fod i et Secund eller Pulsslag, skydes efter Solen, vilde den behøve 25 Aar for at komme fra Jorden til den. Den samme Vei tilbagelægger en Lysstraale i 8 Minutter og 13 Secunder. Det synes som om Solen er et brændende Legeme, men i nyere Tider har man ved Hjelp af gode Kikkerter opdaget, at Solen i sig selv er et mørkt Legeme men indhyllet i en uhyre Masse af Lys, hvorved den bliver i Stand til at oplyse Planeterne og udvikle Varme paa dem. Varmen udstrømmer saaledes ikke af Solen, eller udenfra ind i Jorden eller i Legemerne paa den, men Solstraalerne besidde blot Evne til at frigjøre og ligesom fremlokke det Varmestof eller den Varmematerie, der allerede ligger i Jorden eller dens Legemer. Der, hvor Straalerne træffe liden eller ingen Varmestof, varme de kun lidet eller intet. Vilde man derimod antage, at Solen var et uhyre Ildhav lig den jordiske Ild, da maatte den trænge til samme Slags Næring for ei at slukkes, og ligeledes maatte der da være varmere jo høiere man kom op i Luften, og jo nærmere man kom Solen. Men dette er dog ikke Tilfældet; 68tvertimod bliver det jo høiere des koldere i Luften, hvilket man især kan mærke paa de høieste Bjerge, der endog i det varme Jordstrøg ere bedækkede med Snee og Iis. Varmen fremkommer altsaa paa samme Maade, som naar to Stykker Træ rives paa hinanden, nemlig derved, at Lysstraalerne fra Solen støde an og gnides paa Luftkredsen, der omgiver vor Jord.
Efter al Rimelighed har enhver Fixstjerne eller Sol et bestemt Antal af andre Stjerner, der gaae omkring den ligesom vor Jord om Solen, og erholde Lys, Varme og Frugtbarhed af den; dog kunne vi blot see de Vandrestjerner eller Planeter, der høre til vor Sol, og hvoraf der hidtil er opdaget elleve. Disse Hovedplaneter ere efter deres Afstand fra Solen følgende: Mercur, Venus, Jorden, Mars, Vesta, Juno, Ceres, Pallas, Jupiter, Saturnus og Uranus. Mercur er nærmest Solen og 8 Millioner Mile borte fra den, samt 18 Gange mindre end Jorden. Venus, der ogsaa kaldes Morgen- og Aftenstjernen, er 15 Mill. Mile borte fra Solen. Jupiter er den største af alle Planeter, og 1474 Gange større end Jorden, Saturnus 1000 og Uranus 83 Gange større, og den sidste er 397 Millioner Mile borte fra Solen.
Flere af disse Planeter have Biplaneter eller Maaner omkring sig, som man ogsaa kalder Drabanter; af saadanne har man opdaget 4 omkring Jupiter, 7 omkring Saturn og 6 omkring Uranus. Vor Jord har 1, der gaaer omkring den i 29 Dage og 13 Timer. Den er 51,000 Mile borte fra Jorden, og 50 Gange mindre end den. Lyset, som vi see hos den, faaer den ligesom Jorden fra Solen, og Afvexlingerne i dette Lys, eller Maanens forskjellige Skikkelser, fremkomme af dens forskjellige Stillinger mod Jorden og Solen, der stedse kun oplyser Halvparten af den. Eftersom nu Maanen vender sin halvt eller heelt oplyste eller sin mørke Side til os, have vi Nymaane, første Qvarteer, Fuldmaane, sidste Qvarteer.
Naar Maanen ved sin Gang om Jorden kommer til at staae i lige Linie imellem vor Jord og Solen, saa skjules derved en Deel af Solen, og dette Syn kalder man Solformørkelse. Naar derimod Jorden ved sin og Maanens Gang omkring Solen kommer i lige Linie mellem Solen og Maanen, da opstaaer en Maaneformørkelse, der undertiden betager hele Maanen sit Lys, efterdi Jorden er større, end Maanen. Saadanne Formørkelser kunne lærde Mænd beregne 69mange Aar i Forveien, da Himmellegemernes Gang er meget nøiagtig.
Foruden Solen, Planeterne og Maanerne gives der endnu en Art Stjerner af forskjellig Størrelse, som vi kun til enkelte Tider see paa Himmelen, og som udmærke sig derved, at de have et Slags Hale, hvorfor de ogsaa kaldes Halestjerner eller Kometer. Ogsaa de have sandsynligviis et regelmæssigt Omløb om Solen, dog ikke som Planeterne i næsten cirkelrunde, men i ovale eller ægrunde Baner. Hos mange beløber deres Omløbstid sig til Aarhundreder, og heraf kommer det, at de saa sjeldent sees, men deres Syn tyder ligesaa lidt som de andre Stjerners paa noget Ondt, Krig, Pest eller Hungersnød.