En Løve blev bortslæbt i Lænker, og indspærret i Fængsel med et Esel; Forbittrelse flammede af hans Øine, han stødte sit Hoved mod Væggen, og slog om sig med sin Hale. Forundret saae Eselet paa ham og sagde: Vær rolig, min Ven; hvad man ikke kan ændre, maa man finde sig i med Taalmodighed. Hvad nytter din Forbittrelse til? Du faaer jo Mad og Drikke — man kommer for at see dig, for at beundre din Styrke og Skjønhed; Alt vil jevne sig med Tiden!
“Hold din Kjæft! brølede Løven i Vrede; den, som kan finde sig i Aaget og forglemme sin Frihed, er ikke Svar værd. Kun den, der er født med en Slavesjel, fortjener sine Lænker.