Af eet Slags Jern og i selvsamme Værksted bleve to Plougjern forfærdigede. Det ene kom i en drivtig Landmands Haand; det Andet blev henslængt i en Krog, laa der rolig et heelt Aar igjennem, og blev bedækket med Rust. Endelig erindrede man det, og tog det frem igjen.
Hvor blev det forundret, da det saae sin fordums Broder, og sammenlignede ham med sig selv, thi det fandt ham blank og speilglat, næsten mere glindsende, end han fra først af var. — “Er det muligt? raabte det forrustede Plougjern: Engang vare vi hinanden lige. Hvad har vedligeholdt, ja forøget dit smukke Udseende, da jeg, og det i den dybeste Rolighed, er bleven saaledes tilredt.”
Just denne Rolighed, svarede det Andet, var det, som skadede dig. Øvelse og Arbeide har jeg at takke for, at jeg nu overgaaer dig.
Arbeide gjør Livet langt, sundt og fornøiet.