En vild Buk, som blev forfulgt af Jægerne, tog sin Tilflugt til et Viinbjerg, og skjulte sig der under Viinstokkens brede Blade. Derved undgik den ogsaa virkelig sine Forfølgeres Opmærksomhed; men neppe troede den at være uden al Fare, førend den begyndte at gjøre sig tilgode med Druerne, og afnippede det ene efter det andet af de brede Blade, som nyligen saa trolig havde skjult dens Horn. — Men hændelsesviis var en af Jægerne bleven noget tilbage. Han fornam Løvets Raslen, opdagede snart Aarsagen, kaldte paa sine Kammerater, og Bukken blev dræbt. ”Ak, sukkede den døende, jeg maa selv erkjende min Død som en retfærdig Straf, fordi jeg kunde tillade mig at behandle min Beskytter saa utaknemmeligt.”
Glem ikke at enhver Last er skjændig, men skjændigere end Utaknemmelighed er ingen.