Læreplanatlas
Mellemste KlasseB. Fabler.

De to Spurve.

63

I et tørt Aar led to Spurve meget af Hungersnød. “Flyv endnu engang omkring, Broder! sagde den svageste af dem, og see dig om — maaskee du dog etsteds kan opdage noget Fødemiddel. Jeg fløi gjerne med, men jeg kan ikke mere. Finder du da nogen Spise, saa bring Noget med til mig; men snart, snart! dersom du ikke vil finde mig død af Hunger.” Den Stærkere lovede det, og fløi ud. Lykken var ham denne Gang gunstig. Han saae et Kirsebærtræ, fuldt af modne Frugter. “O! raabte han, hjulpne ere vi nu, baade min Ven og jeg!” Han fløi derhen, fandt Bærrene fortræffelige, og gjorde sig tilgode, saalænge han aarkede. En Time hengik; Solen dalede — nu først vil han, belæsset med Kirsebær, flyve tilbage til sin Ven. Men han føler sig endnu saa mat, seer endnu et Bær, som lokker ham, flagrer fra Green til Green, indtil Mørket overfalder ham og han sover ind. Først om Morgenen vaagner han igjen, og iler til sin forladte Ven. Han finder ham — liggende paa Ryggen, død.

Intet skal være dig helligere, end Opfyldelsen af et Løfte; og har du lovet en Nødlidende Noget, saa iil med at opfylde det. I egen Lykke maa man aldrig glemme en Andens Ulykke.