Læreplanatlas
Mellemste KlasseIII. Parabler eller Lignelser; Fabler. A. Parabler.

Selvprøvelse.

60

En gudfrygtig Fader havde en ryggesløs Søn, som haanede alle Formaninger, henlevede sine Dage i slette Menneskers Selskab, og var alle sandselige Lasters Træl. Saaledes blev hans Hjerte meer og meer fordærvet, og alt Godt qvaltes i det. Men den vildfarende Ynglings forvendte Adfærd voldte Faderen dyb Kummer.

Efter nogen Tids Forløb faldt Faderen i en haard Sygdom, og da han følte Døden nærme sig, lod han sin Søn kalde til sig. Da Sønnen nu traadte hen til sin Faders Dødsleie, sagde denne: Frygt ikke min Søn, at jeg vil bebreide dig din Vandel. Se, jeg døer, og efterlader dig alt mit Gods til Arv. Opfyld du nu min sidste Begjering til dig. Den er let at opfylde, derfor vil du gjerne love mig den og holde den!

Sønnen svarede, at han gjerne vilde opfylde den, hvis det stod i hans Magt. Da sagde den døende Fader: Saa lov mig da, min Søn, at du i to Maaneder hver Aften vil gaae ind i dette Kammer, og der underholde dig en Timestid med dig selv. Sønnen lovede nøiagtigen at holde det, og gav Faderen sin Haand derpaa.

Da velsignede hans Fader ham, og døde og blev begraven. Men Sønnen vendte tilbage til sine Selskabsbrødre, og levede hele Dagen lystig og i Glæde. Da det blev Aften, erindrede han sit Løvte, og hans døende Faders Billede advarede ham om at holde det. I Begyndelsen var det ham en Byrde at være ene, thi det tykkedes ham taust og eensomt, og en vis Frygt overfaldt ham. Men for sit Løftes Skyld overvandt han sig selv, og tænkte: De to Maaneder faae vel ogsaa Ende.

Men se, nu bleve hans Øine opladte, og han erkjendte sit 61Levnets hele Afskyelighed: hans Hjerte anklagede ham, og Herrens Frygt greb ham; han gik i sig selv og græd, og blev et andet Menneske.