”Gode Moder, giv hver af os et Blomsterbed, mig eet og Gustav eet og Marie eet, at Enhver af os kan røgte sit eget.” Saa bad den lille Frits sin Moder, og hun føiede hans Ønske, og gav enhver af Børnene et Blomsterbed, fuldt af skjønne Nelliker. Børnene bleve overmaade glade, og sagde: ”Naar Nellikerne først staae i Flor, saa vil det være herligt!” — Thi det var endnu ikke Nelliketiden; de begyndte først at skyde Knopper.
Men den lille Frits var utaalmodig i sit Hjerte, og kunde ikke oppebie Blomstertiden, thi han ønskede at hans Blomsterbed først af Alles maatte staae i fuld Flor.
Han gik hen til Nellikebedet, tog Knopperne i sin Haand og beskuede deres tynde Hud, og glædede sig over at der allerede pippede et rødt eller guult Blomsterblad frem af den grønne Skal. Men Tiden faldt ham altfor lang. Frits brød Knopperne og løsnede efterhaanden alle Bladene fra hinanden. Nu raabte han med høi Røst: ”Se, mine Nelliker blomstre!”
Men da Solen skinnede paa dem, bøiede Blomsterne sørgende 60deres Hoveder, og stode visne og vantrevne endnu inden Middag. Og Barnet græd over dem. Men Moderen sagde: “Du utaalmodige Barn! Maatte dette være den sidste Gang, at du ved din egen Brøde forspilder dit Livs Glæder! Da har du ikke for dyrt kjøbt den svære og vanskelige Kunst at vente!”