58

Den lille Vilhelm saae sin Fader plante et vildt Æbletræ. Hvad vil du, spurgte Drengen, gjøre med den knortede Tingest? Jeg vilde ikke unde den Plads i min Have!

Men Faderen svarede: Døm ikke for tidlig, mit Barn! Kjender du da dette lille Træ, som du kalder en knortet Tingest? — Om jeg kjender det? svarede Drengen. Man kan jo nok see hvad det er. — Dets udvortes Skikkelse seer du vel, sagde Faderen, men ei hvad der ligger skjult i det. Se, saa lidet og uanseligt det nu er, kan det dog engang vorde et høit og skjønt Træ. Det kan inden faa Aar bære Blomster og Frugter, glæde og qvæge os. Dette formaaer det ikke endnu. Thi skjult og uvirksom hviler i det den Kraft, ved hvilken det engang vil formaae det.

Efter nogen Tids Forløb saae Vilhelm atter sin Fader ved det lille Træ. Han satte en Stav ved Siden af det, og bandt det fast til den. Hvorfor gjør du det? spurgte Drengen. Du berøver det jo dets Frihed. Det gjør jeg — svarede Faderen — for at Vinden ei skal knække det og kaste det til Jorden, men at det maa voxe rankt og lige i Veiret. Derpaa skar Faderen nogle Grene af Stammen, og gjorde Jordbunden omkring den løs, og omgav den med Torne.

Se, sagde Faderen, den lønlige Livskraft, som dette lille Træ indslutter, er mig kjær. Derfor pleier jeg det for at dets skjulte Kraft maa voxe og trives.

Da Vaaren næste Aar kom, førte Faderen sin Søn atter hen til Træet. Han havde skaaret en Qvist af et andet Frugttræ. Nu tog han sin Kniv og skar saa dybt ind i det lille Træ, at dets Krone faldt ned paa Jorden. Ak, raabte Vilhelm forskrækket, nu er jo al din Umag forgjæves! — Men Faderen smilede, og podede den medbragte Qvist ind i Resten af Stammen, og bandt det altsammen omhyggeligen til. Derpaa sagde han: See, var denne lille Stamme bleven i Skoven, saa 59vilde den have opvoxet skjev og knudret, som den tilfældigviis blev, og aldrig have baaret spiselig Frugt. Men jeg har ledet dens Væxt og dens indre Kraft. Før Vaaren kommer i sin fulde Kraft, har jeg indpodet det Ædlere i dette lille Træ, at dets spirende Kraft maa drive dette frem, og det selv engang maa bære liflige Blomster og Frugter.

Inden kort Tid udbredte Træet sine Grene og Qviste, og det var lysteligt at skue. Thi det skjød Knopper og Blomster, og da Høsten kom, tyngede gule og røde Æbler dets Grene. Hvad siger du nu? spurgte Faderen sin Søn.

O! svarede denne med Glæde: Det er blevet et kosteligt og taknemmeligt Træ!

Se, vedblev Faderen, hvorledes det strækker de fulde Grene dig imøde. Jeg skjænker dig det, Vilhelm; det være dit. Nu har det naaet sin Bestemmelse.

58

Den lille Vilhelm så sin far plante et vilt epletre. Hva vil du, spurte drengen, gjøre med den knortete tingest? Jeg ville ikke unne den plass i min hage!

Men Faderen svarte: Døm ikke for tidlig, mitt barn! Kjenner du da dette lille tre, som du kaller en knortet tingest? — Om jeg kjenner det? svarede drengen. Man kan jo nok se hva det er. — Dets utvortes skikkelse ser du vel, sa Faderen, men ei hva der ligger skjult i det. Se, så lite og uanselig det nå er, kan det dog engang vorde et høyt og skjønt tre. Det kan innen få år bære blomster og frukter, glede og kvege oss. Dette formår det ikke ennå. Thi skjult og uvirksom hviler i det den kraft, ved hvilken det engang vil formaae det.

Etter noen Tids forløp så Vilhelm atter sin far ved det lille tre. Han satte en stav ved siden av det, og bandt det fast til den. Hvorfor gjør du det? spurte drengen. Du berøver det jo dets frihet. Det gjør jeg — svarede Faderen — for at vinden ei skal knekke det og kaste det til jorden, men at det må vokse rankt og like i været. Derpå skar Faderen noen grener av stammen, og gjorde jordbunnen omkring den løs, og omgav den med torner.

Se, sa Faderen, den lønnlige livskraft, som dette lille tre inneslutter, er meg kjær. Derfor pleier jeg det for at dets skjulte kraft må vokse og trives.

Da våren neste år kom, førte Faderen sin sønn atter hen til treet. Han hadde skåret en kvist av et annet frukttre. Nå tok han sin kniv og skar så dypt inn i det lille tre, at dets krone falt ned på jorden. Ak, ropte Vilhelm forskrekket, nå er jo all din umak forgjeves! — Men Faderen smilte, og podede den medbrakte kvist inn i resten av stammen, og bandt det altsammen omhyggelig til. Derpå sa han: Se, var denne lille stamme blitt i skogen, så 59ville den ha oppvokst skjev og knudret, som den tilfeldigvis ble, og aldri have båret spiselig frukt. Men jeg har ledet dens vekst og dens indre kraft. Før våren kommer i sin fulle kraft, har jeg innpodet det Ædlere i dette lille tre, at dets spirende kraft må drive dette frem, og det selv engang må bære liflige blomster og frukter.

Innen kort tid utbredte treet sine grener og Qviste, og det var lystelig å skue. Thi det skjød knopper og blomster, og da høsten kom, tyngde gule og røde epler dets grener. Hva sier du nå? spurte Faderen sin sønn.

O! svarede denne med glede: Det er blitt et kostelig og takknemlig tre!

Se, vedble Faderen, hvorledes det strekker de fulle grener deg imøte. Jeg skjenker deg det, Vilhelm; det være ditt. Nå har det nået sin bestemmelse.